Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal begynde denne her dagbogstekst. Ting som ikke burde ske, sker. Mennesker der efter min mening bestemt ikke skal have mere smerte i Deres liv, får den smerte alligevel. Jeg - hvem har jeg mistet til den anden side? I de sidste 10 år, har jeg ikke mistet nogen. Ingen er død, ingen har været alvorlig syg (af noget de kunne dø af). Der har da været nogle sygdomme, som gik ind og påvirkede mine nærmeste. Min mor, som fik noget underlig allergi noget med kæmpe store dybe sår på benene (og stadigvæk lider under det), min onkel der er meget, meget overvægtig - men, alligevel ikke tager det alvorligt på trods af, at lægerne gentagende gange har advaret ham. Men de er her endnu. Jeg kan ringe til dem, høre deres stemme, mærke deres hud, se ind i den del af sjælen som blive genspejlet i øjnene.
De lever, jeg leverv og vi kan stadigvæk skabe minder, skabe følelser sammen.
Men ikke alle er så heldige, som jeg. For nogle kan ikke længere skabe minder eller følelser sammen - de kan kun skabe dem alene og for søren da, hvor er det uretfærdigt!
Hvad ville jeg sige til, hvis min mor døde? Den tanke har længe været meget langt væk. Nogle gange tror mennesker at racen er uovervindelige. Det gør jeg.
I Italien, nærmere bestemt i Siena i Toscana, købte jeg i lørdags, en helgen halskæde af sølv og lyserblåt glas. Den er rund med en sølv sol inden i og tegnene for helgen. Jeg er ikke katolik - bestemt ikke. Faktisk kan jeg ikke fordrage paver, men denne her halskæde måtte jeg købe. Allerede første gang mine øjne så den, vidste jeg det. Den skulle min mor have.
Der er noget beskyttende over den. Varme, kærlighed, tro og skønhed.
Den er bestemt til hende. Der står "Min mor" henover den, og den magt denne her halskæde udstråler, er èn som SKAL beskytte min mor, som skal holde hende tæt på mig så vi sammen kan skabe minder og følelser i rigtig, rigtig mange år frem i tiden. Hvis jeg nu er så heldig, at det bliver sådan...

Kære smukke du. Det gør mig så ufattelig ondt, at du skal opleve dette. Jeg plejer ikke at være mundlam, men tjah - det ved du selv. Det var jeg. Jeg vil gerne trøste, men jeg ved, at ingen ord kan trøste. Det der var er ikke mere. Alle de drømme, håb og måske endda forventninger der var kædet sammen er smuldret væk for øjnene af dig. Intet ord kan erstattet ej heller formindske den forfærdelige smerte og det kæmpe savn der er. Jeg kan kun gøre èn ting, og det er at være her for dig - men det kan du også regne med.

Italien må vente til en anden dag, med at blive skrevet ned.

Ciao~