Søndag morgen så vi en fremmed hvid kanin ude i vores have. Vi fandt hurtigt ud af at den måtte være tam og løbet hjemmefra, for vi kunne komme rimelig tæt på den. Men vi kunne dog ikke komme så tæt på, at vi kunne fange den. Så forsvandt den i løbet af dagen og jeg fik min veninde og hendes familie på besøg om eftermiddagen. Vi havde det rigtig hyggeligt og jeg fik mine fødselsdagsgaver af dem.

Efter de var taget afsted igen der ved en 17.30 tiden, gik jeg lidt omkring og slappede af og så tilfældig ud i haven. Og der sad kaninen ved fuglenes fodrehus og spiste lystigt af det der lå på jorden. Denne gang lykkeds det os at få fanget kaninen og vi satte den ned i vores ekstra-bur og gav den mad og vand. Vi har nemlig selv en kanin og derfor et ekstra-bur.

Nu sad vi jo så der og skulle finde ud af hvordan vi fandt frem til kaninens ejer. Jeg begyndte at skrive en sedl med en beskrivelse af kaninen osv. som jeg kunne sætte op i vores lokale brugs. Men så sagde min mand, at kaninen ikke kunne være løbet langt og at den måske boede her i nabolaget. Så jeg tog et billed af kaninen med mit digital-kamera og printede det ud. Derpå gik jeg hen til nogle naboer, jeg mente havde en kanin, for at spørge om det var deres. Det var det ikke. Men de vidste hvem kaninen tilhørte. Det var naboerne lige ved siden af igen. Så jeg gik derhen. Damen sagde med det samme, at det rigtig nok var hendes kanin og hun gik med mig hjem for at hente den. Hun snakkede noget om, at den gravede sig ud af det hønsehus den boede i. Og at hver gang de fik lappet et hul, fandt den et andet sted at grave sig ud.

Der gik dog kun 2-3 timer efter hun havde hentet kaninen, så så vi den igen ude i vores have samme aften. Men på et tidspunkt forsvandt den og vi regnede med, at den måske selv var løbet hjem.

Men næste morgen - mandag d. 7/8 - så vi den igen sidde ved fuglebrættet og spise af det der lå på jorden. Hele mandag var den i vores have og da den stadig var der hen imod aften, tog vi den ind i vores ekstra bur. Vi synes, at det var synd, hvis den skulle være ude om natten.

Og den var træt, det lille kræ. Og sikkert også sulten, for den spiste da alt det vi satte ned til den. Her i nat sov den vist rigtig godt.

Her til morgen skrev jeg så en seddel om at vi havde kaninen og vores adresse. Vi kunne jo ikke vide om ejerne var på arbejde eller hvad. Så jeg afleverede sedlen i deres postkasse og så gav vi os ellers til at vente på om de ville komme og hente deres kanin eller ej.

Da kl. var 16.00 var der stadig ikke dukket nogen op og jeg skulle jo ud og købe min diktafon. Så min mand blev hjemme og jeg kørte i byen.

Jeg fik købt en diktafon. Og jeg ville også have brugt checken på de 300,- kr og gavekortet til FONA - MEN der var bare lige det, at jeg havde glemt checken og gavekortet derhjemme (dumme mig). Så jeg skal ud og shoppe igen i morgen.

Så ringede min mand til mig, at der lige havde været 2 små drenge og hente kaninen. Han sagde, at drengene vel havde været omkring 8 år eller deromkring. De var kommet og havde ringet på og havde spurgt efter kaninen og min mand havde budt dem indenfor. De to drenge var blevet så glade for at se deres kanin igen og for at se at den havde det godt. Og da de gik, havde min mand sagt, at nu skulle de passe godt på den, men ellers vidste de jo hvor de kunne finde kaninen hvis den løb væk en anden gang. Jeg blev glad for at høre at vores lille hjemløse gæst blev hente og forhåbentlig kommer den ikke igen sådan lige med det samme.