Glæder mig til at se ham. Voldsomt meget. Kan ikke finde ud af om jeg er gal på ham, såret og skuffet, eller om jeg bare savner ham. Savner at han holder om mig og fortæller mig at jeg er dejlig. At han kysser mig, så det føles som om jeg er det hele værd. Han er alt værd. Al skuffelsen når han ikke lige svarer tilbage, al savnet når der går 'lang' tid i mellem vi ses, al kedsomheden når han bare ligger og sover, at jeg ikke kan score fyre når jeg er i byen, at jeg får dårlig samvittighed når jeg flirter for meget med en anden. Han er det hele værd. Når vi ligger sammen, sidder sammen, går sammen, står sammen, er han fantastisk.
Han er speciel, sød, sjov, lækker, åben og ærlig. Og jeg stoler på ham.
Fuck beskyttelsen. Kan ikke mere. Murerne falder ned jo mere jeg savner ham. En dag som idag er det svært at holde igen. Svært at tænke at jeg ikke må blive FOR forelsket i ham. At jeg skal stoppe med at tænke FOR meget på ham - for lige pludesligt er det slut. Fordi at han lige pludselig dropper mig.

Hvis han gør må jeg tage helvedet når det kommer. Om det så er i morgen eller om nogle måneder. Jeg kommer videre. Kommer over ham. Selv om det bliver svært, fyldt med sorg, og alt kommer til at virke tomt... Out of every sorrow another day will dawn... IKK?