...dyb indånding...hvor er det egentlig dejligt at sidde her igen. Jeg har nærmest ikke siddet ved computeren i to måneder, eller haft lyst til det. Da jeg startede herinde skrev jeg fast dagbog hver dag - nu går der måneder imellem, og hvor er det ærgerligt. Det har virket så uoverskueligt at skulle sidde ved skærmen, finde ord for noget, lade som om jeg rent faktisk har noget vigtigt at sige; men der missede jeg jo pointen... en dagbog er til tanker, selv de banale, og det føles virkelig rart at snakke tanker igen, og vide at de ikke behøver at være geniale.

Ligesom jeg savner at skrive. Altså digte og historier og sådan. Men ideerne kommer ikke...lysten mangler, jeg har én gang over lang tid sat mig og skrevet noget kruseduller-poesi, der var lige til skraldespanden, og så var jeg slået ud igen. Hvordan får man lysten? Jeg vil bruge lidt tid herinde idag, engang snakkede jeg ligefrem ofte med folk herinde, kommenterede, fik breve og sådan...nu har jeg slettet mig selv, var faktisk tæt på at gøre det rigtigt, altså fjerne profilen! Men hvorfor? Det er lidt sært; jeg tror kun rigtigt jeg har lyst at skrive når ting går virkelig dårligt og jeg er ked af det og sur. Det får mig i bedre humør, og optager mig, men tiol gengæld kan jeg ikke få sat mig når det går godt eller bare okay, så er det lettere at smide sig med en bog eller se travl ud og få dagene til at gå med alt og ingenting.

Det er en mærkelig tid for mig. Jeg forsøger meget af min tid at finde måder at forklare mig selv, hvor lang tid et år er, eller elleve måneder. Men det er ligesom om det ikke siver ind; jeg kan kigge på en kalender og tænke at det går da hurtigt, og så tænke tilbage på i år og vide at det er usigeligt lang tid... og så "alene" og "venner"...de to begreber arbejder de små grå også med... hvordan er det at være rigtigt alene? Ikke bare kunne skrotte projektet og tage hjem til forældrene, ikke bare kunne ringe, ikke kunne spørge om hjælp de første par måneder fordi man ikke kan sproget?
Kan jeg tilpasse mig?

Og hvem er mine venner...har jeg nogen, rigtige pålidelige venner? Som vil tænke på mig, huske mig, genoptage kontakten? Et år er en evighed i teenagetiden. Det er en udviklingsperiode, jeg ved jeg vil ændre mig; men hvordan bliver jeg så? Moden? Suk. Er i gang med at sortere fra. Hvem vil jeg holde kontakt til, hvem ikke - 0g hvem vil holde den med mig. Overtaler mig selv til at vente og se, om hun rent faktisk skriver til mig, uden at jeg skal ringe og tigge hende først. Snakker med en anden for at se om vi rent faktisk er kommet over skænderiet eller hun stadig vil hævne sig. Overvejer kæresten - kan vi blive venner? Bagefter? Er jeg nu også helt sikker på at det er det, jeg vil?

Hvor ville jeg gerne være så stærk og selvsikker som jeg er god til at se ud som om jeg er. Eller turde og se bange ud. Alle andre tér sig som om det er det fedeste og jeg rædselsslagen. Men jeg valgte selv. Og hvorfor pokker var det nu også lige jeg gjorde det? Canada er meget langt væk og et år er meget lang tid.

PIV