Jeg har ikke skrevet dagbog eller været med i debatterne i lang tid. Der er sket så meget i mit privat liv det sidste halve år, at jeg ikke har haft overskud til det. Men jeg har læst andres dagbøger og debatter, så jeg har fulgt med på sidelinjen.
Nu føler jeg så lige et behov for at skrive hvorfor.
Det hele startede vel egentlig for et par år siden, hvor jeg fik en arbejdsskade med eftf. fyring og siden arbejdsprøvning og så førtidspension.
Samtidig har vi en datter der er asperger, hvilket jo heller ikke er problemløst.
I marts md. fik jeg så en depression, som jeg stadig får medicin for.
Min mand og jeg var lige ved at blive skilt, det var så tæt på, at han havde fundet et andet sted at bo, men var ikke flyttet.
Han vidste ikke, jeg havde en depression og forstod ikke min mærkelige opførsel.
Jeg var fast besluttet på at blive skilt, men gik så ved et tilfælde til en håndlæser. Jeg er ellers ikke typen, der tror på sådan noget, men gav det alligevel en chance.
På et tidspunkt sagde jeg til hende, at jeg havde tænkt mig at blive skilt.
hun skældte mig nærmest ud og sagde mig nogle sandheder. Bl. a. at man ikke skulle smide guld på gaden!
Jeg fik det hele vendt 100 grader.
Efter det fik min mand og jeg talt det hele grundig igennem, hvad vi ikke havde gjort før. Vi blev heldigvis enige om at fortsætte sammen, vi har været gift i 22 år, og fandt ud af, at vi stadig elsker hinanden.
Men tænk, sikke en fejl jeg der kunne have gjort. Jeg er håndlæseren dybt taknemmelig.
Nu har vi så købt hus i Kolding, vi overtog det den 15. maj og flytter ind i pinsen.
Så min mand har travlt med at ordne en masse i huset inden vi flytter derud, og jeg har travlt med at pakke herhjemme.
Så i sidste uge fik jeg et opkald fra min gamle mors (96 år) sygeplejerske, at de ikke mere kunne komme i kontakt med hende.
Jeg fik ringet til mine andre søskende og min søn. Min mor bor på Fyn, det samme gør mine søskende. Min søn, Kenneth (28) og jeg bor i hhv. Vamdrup og Kolding. Jeg hentede min søn, som er mormors yndling, og vi kørte derover.
Mor lå bare hen, men havde store øjne og knugede vore hænder. Hun kunne ikke sige noget.
Vi var der et par timer, hvorefter vi kørte hjem igen. Vi var hjemme ved 20 tiden. En halv time senere ringede sygeplejersken igen, at det var blevet værre med min mor. Jeg hentede Kenneth, min søn, igen og vi kørte til Fyn igen. Mine søskende var kommet, vi er 4 søskende tilbage af 6.
Mine 2 brødre med koner kørte hjem ved midnatstid, Min storesøster, jeg og Kenneth ville så blive om natten.
Vi holdt mor i hånden på skift, og kunne tydeligt se, hvor det bar henad, men ingen vidste jo , hvor længe det ville vare.
Det har været min mors ønske i de sidste par år at dø, særlig efter hun mistede en datter og en søn, mine søskende, for et par år siden.
Jeg har længe gruet for denne dag, hvordan ville jeg tackle det, jeg er efternøler og nok den der har stået mor nærmest.
Men jeg må sige, det var hårdt, men alligevel smukt. Jeg fik sagt til min mor, at hun gerne måtte spøge og give mig nogle tegn, og at hun skulle hilse min far og mine søskende. Kenneth sang Solen er så rød, mor, for hende, det var meget rørende.
Kl. 3 gav hun slip på vore hænder og lukkede sine øjne halvt. Der kom et par dybe suk, og så var hun død.
Næste dag var der en masse der skulle ordnes, snakke med bedemand og præst osv.
I morgen skal jeg til Fyn igen sammen med mine søskende og vi skal have gået mors ting igennem, det bliver også hårdt.
På onsdag skal hun bisættes, det bliver også hårdt. Men vi må jo huske på, at det ikke er for mors skyld, vi græder, men for vores egen skyld, vi synes det er synd for os!!
Og lige meget hvor gammel man er, er man stadig et barn, så længe ens forældre lever.
Det er også noget man skal igennem.
Jeg græd, da min mor var død, men efter jeg er kommet hjem igen, har jeg ikke grædt, så følte jeg pludselig trang til at skrive om det, så det har jeg gjort nu.
Og ellers i dag har jeg pakket, så det er lidt forvirrende i øjeblikket, med alt det der skal klares. Flytning, mors død og bisættelse, det er næsten for meget på en gang.
men jeg kommer igennem det, jeg er jo ikke min mors datter for ingenting!
Det var dejligt for mig at skrive dette ned, en form for terapi!.
Kan I alle have en fortsat god søndag.
Mange hilsner
fra Ida (210650)