Så har jeg lige gjort det forbi med AM. Puha det var ikke sjovt og der blev fældet nogle tårer...

Han blev så ked af det, men havde også fuld forståelse for det, og sagde at de krav til en kæreste, som jeg har. Dem kan han ikke leve op til på nuværende tidspunkt.

Jeg ville bare sådan håbe, at han ikke går helt ned på det. Jeg har jo også en del af skylden for at det ikke går... Det føles som et nederlag, at man ikke kunne få det til at fungere...

Jeg er sgu nok naiv på det plan. Jeg tror at hvis man bare er to om det og målet er det samme, så kan vi klare alle forhindringer...

Jeg føler mig dog 5 kg lettede, men det føles ikke rart... Det føles lidt tomt og jeg føler mig som en dum skid...!!

Tanken om at nu skal man starte på en frisk igen, den kan jeg slet ikke overskue eller forholde mig til...