Hvor er der altså mange, der formåder at skrive total ligetil og indlevende i deres dagbøger... Man bliver bliver helt bidt og grebet af denne føljeton fra det virkelige liv.... Er det mon sundt...?

Jeg selv føler mig total kedelig og opremsende i min udlægning af tankerne og begivenhederne i mit liv...

Men det vigigste er vel også, at man selv får noget ud af det, at man får ført tankerne ud gennem tasterne og på denne måde kommer til at reflektere over sit liv...?



Jeg selv kæmper stadigvæk med at holde sammen på det hele... Jeg forsøger virkelig at holde mig oven vande, for hvad vil der mon ske, hvis jeg bukker under...?

Én af mine kollegaer spurgte mig den anden dag, hvordan jeg gør det...? Havde det været hende ville hun have svært ved at holde modet oppe med alle de ting, som jeg har været i gennem med en simpel operation, der har udviklet sig til noget af en frase...

Jeg føler mig fanget, der er ikke kun én vej ud af det spind... Hvilken mon er den rigtige... og hvor længe vil det tage mig at nå dertil...? Tiden spiller en stor rolle i det psykologiske spil... Den kan være så altædende og ødelæggende... Jeg føler mig ikke speciel eller viljestærk, men måske er jeg det alligevel...?

..Eller måske er det dette forum, der holder mig oppe. Jeg kan læse at mange har det meget værre end jeg, så hvad betyder et sølle knæ...? Jeg kan jo stadig gå. Jeg har verdens bedste kollegaer og familie og en masser gode veninder...