Min dag i dag har været præget af, at vi her på min arbejdsplads har mistet en afholdt kollega.
Kirsten fik for 2 år siden konstateret kræft i leveren, og det bredte sig hurtigt til flere steder i kroppen, senest til knoglerne med sammenfald til følge. Det sidste halve år har hun ikke været i stand til at bevæge sig og komme ud af sengen...
Jeg har kendt hende i alle de 13 år, jeg selv har været ansat her, ikke særligt personligt, men dog kendt hende. For et par måneder siden ringede hun til mig og spurgte, om jeg ville behandle hende med zoneterapien, og selvfølgelige ville jeg det. Vi fik en god snak om det, og vi vidste jo begge at det ikke ville helbrede noget. Hun har nydt mine ugentlige besøg, det at blive nusset lidt om, og den gode snak, vi fik hver gang om alt mellem himmel og jord - også døden, og det at have en tro. Hun ønskede så inderligt at finde ro i en tro på Gud, og vi snakkede af og til om det, men jeg ved ikke helt om det lykkedes for hende til sidst - jeg håber det! Men uanset er jeg sikker på, at Han har taget godt imod hende. Hun var sådan et fint lille menneske, der altid var parat til at hjælpe, hvor der var brug for det. Hun blev kun 50 år.
Jeg håber blot helt egoistisk, at min lille indsats har været med til at gøre hendes sidste tid en lille bitte smule bedre.

Æret være dit minde, Kirsten

Wildrose