Har ikke lavet andet end at spekulere og småtude siden kl 5.30 i morges...

Vågnede trods alt senere end de to forgående dage, sov også først kl 1.30..

Kom til at ligge og tænke på, hvad det hele egentlig drejer sig om. Har så ondt i det knæ... Havde lyst til at fortælle Mette det(min afd. spl), men vidste jeg ville begynder at tude, hvis jeg stillede mig op foran hende... Overvejede at skrive det og fik sat en masse ord på inde i mit hoved. Alle de gode ord og sætninger kan jeg selvfølgelig ikke huske nu....

Syntes pludselig at det var sørgeligt at hun var den person jeg først tænkte på, hvad med mine nære venner...?

Men så gik noget op for mig...
Jeg vågende jo fordi jeg havde ondt i knæet... Hvorfor har jeg det...?

Det gik op for mig, at jeg mærker det ikke om dagen, fordi jeg er kanongod til at negligere/fortrænge/abstrahere fra det...! Jeg tænker for meget på andre end mig selv - faktisk tænker jeg overhovedet ikke på mig selv. Men om natten, når jeg er helt væk i den allerdybeste søvn (REM-søvn?), så giver jeg slip og smerterne og følelserne får frit løb. Så er det jeg vågner og har ondt...! Lyder det på nogen måde lidt logisk, for det gør det inde i mit hoved?!

Det føles som svaghed og egoisme, hvis jeg sætter mig selv i centrum, men netop nu er det ikke en god egenskab og jeg ved ikke hvordan jeg kan hjælpe mig selv? Alle siger at jeg skal tænke på mig selv og passe på mig selv, men hvordan gør man det...? Da var det jeg begyndte at tude første gang!

Jeg véd ikke hvad jeg skal gøre for at sætte mig selv i fokus, jeg har brug for hjælp til det, hvem kan hjælpe mig?

Åh nej nu tuder jeg igen...!!!



Måske var det derfor jeg tænkte på Mette, fordi jeg tænkte hun måske kunne sige til mig, at nu skal jeg gå hjem. Igår sad jeg jo mest på en stol og observerede min studerende og alligevel havde jeg ondt senere på dagen, da jeg kom hjem... (var dog tit ude af stuen for at hente ting, hvor jeg burde have bedt min studerende eller en anden gøre det...) Jeg vil ikke føle mig pivet på arbejde. Det er virkeligt ved at rive mig op indvendigt...! Jeg føler efterhånden, jeg er værdiløs, uarbejdsdygtig, svag, pivet, nytteløs og at jeg ikke har noget at bidrage med...

Jeg har lovet min studerende at jeg vil tage hende op til eksamen på onsdag og det kan jeg også sagtens - om jeg så sad i en kørestol...! Birthe sagde til mig igår at nu skal jeg jo tænke på mig selv først, men DET KAN JEG IKKE...! Det véd jeg bare...! Jeg har lovet hende det og det har hun fortjent, med den praktik hun har haft! Jeg kan slet ikke tænke en anden tanke. Jeg har set, hvor lidt der skal til at vælte de studerende og jeg er den eneste, der har prøvet at afholde eksamen...

Skulle været startet på knæhold idag efter 2. operation. Jeg var også stået op og kommet i tøj/overtøj, men så kunne jeg pludselig ikke overskue det. Det endte med jeg ringede ud på sygehuset/fys og lagde en besked om, at jeg var syg...!!!

Det hele bliver heller ikke bedre af at jeg har ondt i nakken... Det stråler ud i højre arm... Kender det jo godt, men det tærer på energien og humøret, når jeg også skal kæmpe med det - jeg synes det er unfair...!!

Ville ønske jeg kunne fortælle det til AM og at han ville tage mig i sine arme og sige at det hele nok skal blive godt. At han ville sige, jeg skulle komme ud til ham og putte mig tæt ind til ham en hel nat... Men jeg er bange for at det er en for stor mundfuld for ham at rumme det... Ikke på grund af hans egen situation. Men fordi jeg tror han ikke kan rumme al min svaghed.

Derfor har jeg slet ikke kontaktet ham det sidste døgn. Jeg har ikke lyst til at sidde og beklage mig og brokke mig overfor ham. Jeg er bange for at han så tager afstand og det kan jeg ikke klare lige nu...!!

Skal også ha´ min menses, hvilket også spiller ind på min sindstilstand...!!


FUCK FUCK FUCK... Hvorfor skal alting være så svært...?!