Jeg fik et nervesammenbrud forleden.Jo for fanden , et rigtigt nervesammenbrud, eller det tror jeg da, siden jeg aldrig har haft et nervesammenbrud foer. Godt nok har jeg folet at jeg skulle have eet for noget tid siden...eller ogsaa var det bare en sammenblanding af sorg og stress...men jeg tror,uden at saette mine initialer paa den stiplede linie at jeg fik et kollaps af nerver.

Een efter een sprang de og lavede en garnnoegle og panikken satte ind.
Ord var blevet fremmede!
ja, det er sgu ikke for sjovt og jeg grinede heller ikke, jo lidt, men det var hysterisk!
ord var fremmed for mig og erkendelsen ramte mig efter nummer 3 jagermeister, saa det var ikke jaegerens skyld.

og samtidig foelte jeg mig saa dum , at der er saa mange tragedier rundt omkring i verdenen og jeg har lige mistet min bedste ven og saa sidder jeg og panikker over at ord er fremmed for mig.
Nej, det er ikke det spanske, ikke det tyske, ikke tunger jeg ikke kender og som aldrig faar lov at traenge ind i mit oere. Det var mine ord. MINE.
Kan nogen mon forstaa? Ja, herinde. Det eneste sted. Mine ord er mine venner, voglegange mine eneeste, uden at det skal lyde som om jeg allerede har trukket mig op i Sierra nevada for at leve som en nodlysk eremit. Ikke endnu, ihhvertfald.

Hver gang jeg satte mig ned for at skrive eet eller andet eller paa min bog,blokerede noget nyt inde i baghovedet. nej det var ikke skriveblokering, det har jeg proevet foer. Det var noget nyt, noget endnu grimmere, min tro paa mig selv kpllapsede helt og tog mig med iond i en imploderet tynd klasket klump skind, der mindede om mig, lugtede af mig, men som overhoved ikke lignede mig eller loed som mig.

Jeg blev sgu bange. Skidslagen. jeg kendte ikke mine egne ord. mine egne saetninger og jeg satte mig til at graede af panik. af sorg over at NU,Nu var det slut. Ikke mere. Aldrig mere. Jeg maatte finde en anden "hobby", en anden livskvalitet. (og jaegeren hjalpselvfoelgelig heller ikke, det goer de sjaeldent!)

Men den oplevelse ¡sidder stadig i skroget og proever at overdoeve min fornuft og staedighed. For den er derstadig. En tvivl jeg aldrig har haft foer. En tvivl paa mine egne evner. og DET oensker jeg ikke for min vaerste fjende!!!
Uanset hvad det er man bygger sit vaerd op paa.

Jeg er stadig rystet, jeg er ikke rask endnu, men viljen kan heldigvis goere meget. jeg foeler stadig at jeg ikke kender mine ord, men maaske er de ved at udvikle sig tilnoget nyt. Maaske er de i een eller anden tranformationsbaelg og maaske har jeg bare vaeret navi at tro at jeg vil skrive paa samme maade altid.
men skreakken, ja...den er der, skraekken for at mine bedste venner en dag forlader mig og den skraek har jeg aldrig haft foer.