Kære DagBob

"Det er simpelthen ikke rigtigt" tænkte Bob rystet, da han havde sundet sig lidt. Han havde, nærmest i trance over den dårlige nyhed, forladt budbringeren, og sat sig på en bænk i nærheden. "Det kunne ganske enkelt ikke passe", Bob følte sig voldsomt fornærmet og inderligt bitter, nu her hvor det første chok havde lagt sig.

Inden da havde Bob været igennem alle de traditionelle stadier i denne situation: Sultestrejke, selvmord, protestbreve til Ekstra Bladet osv. osv. intet nyt i det. Bob var efterhånden så vant til disse kriser, at han med stor rutine kørte stadierne igennem. Heldigvis led han af en udbredt grad af nekrofobi, så selvmordsplanerne var sjældent blevet ført ud i livet, og sultestrejke ville kræve en noget større portion viljestyrke end den Bob besad, så det var faktisk i reglen også ret hurtigt gået i sig selv igen, hvilket måske netop i denne situation var en del af problemet? Hmmm...den slags havde Bob ikke overskud til at tænke på lige nu, han befandt sig i en desperat station, og den situation blev værre og værre som tiden gik fornemmede Bob.

Med et slag havde Bobs liv pludselig mistet alt indhold, livet var ikke længere værd at leve. Den før så livsglade Bob, sad nu desillusioneret på en bænk, rystende på hovedet, et hoved han iøvrigt havde begravet dybt i sine hænder, fordi den harme han havde følt kun få sekunder før, var blevet afløst af fortvivlelse, og lidt af det samme chok som ellers netop var blevet afløst af vreden. Ak ja, som den slags dog går.

"Hvor går man hen?" tænkte Bob, når ens liv pludselig er gået fra første vers til at synge på det absolut sidste? Bobs indre smerte var enorm, nærmest altoverskyggende. Aldrig før i verdenshistorien havde nogen følt så stor en indre smerte, på det var Bob helt og aldeles sikker, og han ville overhovedet ikke høre tale om andet. Dybt inde i ham, meget dybt, forsøgte en lille stemme spagt at råbe Bob op, med budskabet om, at der måske nok havde været andre personer som havde lidt, om ikke mere, så i det mindste tæt på lige så meget som Bob. Det kunne eksempelvis ikke have været lutter skæg at være jøde under 2. verdenskrig, og mon ikke en enkelt afrikaner eller to også på et tidspunkt havde følt sig blot en anelse bekymrede over udsigten til at sulte ihjel? Bob lyttede ikke til stemmens kætteriske budskab. Han kvalte den, for han var igen blevet vred. "Det kan ikke passe", tænkte Bob, og steg igen op på vægten, "Jeg har simpelthen ikke igen taget 1/2 kilo på"

Bob - Smældfed :-D