***************************************

Indrømmet...
Det er lang tid siden, jeg kan ikke gøre for det, har bare ikke haft lysten til at skrive i lang tid.
Det er på tide at jeg indrømmer de ting som foregår bag ved det perfekte ydre.
At jeg indrømmer over for jer andre og over for mig selv at mit liv ikke er perfekt, at mit liv er et mareridt og jeg virkelig bare har brug for at slippe taget for at bryde sammen og vise hvem jeg virkelig er.

Ingen beskrivelse ville nem for mig, jeg ville ikke kunne være i stand til at beskrive mig selv, jeg er en blanding af alt mellem himmel og jord.
Jeg er speciel på en underlig måde...

Mine 8 kg er ikke tabt på en ærgerlig måde, jeg har ikke trænet og jeg har ikke spist sundt.
Min far er stolt, han synes det er flot, jeg sidder med et smil på og nyder hans ros. Men indvendig har jeg lyst til at tude og skrige, forklare ham at jeg er ved at blive syg igen, at jeg ikke kan kontrollere mit perfekte liv.
At alt ramler omkring mig, at jeg bare har lyst til at stikke af og overlade det hele til ham.
Men jeg fortjener ikke nogens hjælp, jeg fortjener ikke at folk er søde imod mig, jeg fortjener ingenting.
Har bare lyst til at forsvinde og blive til ingenting, at overlade kontrollen til dem.
Jeg er stadig hmm tyk, erotisk buttet, jeg er alt andet end slank, jeg skal lide under det når min søster køber mit yndlingstøj for næsen af mig, fordi jeg ikke kan passe en small!
At hun siger jeg ikke kan passe det, og derefter skal hun havde min mening om hvordan tøjet sidder på hende.
Hun minder mig om at jeg er tyk...

Hvem prøver jeg egentlig på at narre her? jeg kan og skal ikke skylde skylden på min søster, jeg er for svag til at indrømme at jeg er.. underlig..

Hvordan skal jeg prøve på at forklare at min forhistorie om anoreksi er kommet tilbage..
At jeg er en anorektisk ''forstyrret'' kvinde som prøver på at leve et normalt liv
At jeg kæmper, men bliver overmandet af den lorte ... spiseforstyrrelse.
Det ville være så nemt hvis man bare kunne spise uden at bekymre sig om alting...
Jeg er ikke engang under de 50, min søster er deromkring.. og jeg fatter ikke hvordan hun holder sin vægt og så stadig æder alt det skidt som hun gør.
ik min hovedpine men vores stofskifte er det samme....

****************

Jeg ville noget med denne her dagbogstekst, ville havde skrevet det på en fantastisk måde... at folk ville klappe i deres små hænder af bar' begrestring... men sådan blev det ikke...
Måske jeg bare skulle slutte af med denne her slutreplik.. at sådan er jeg?

Jeg ved seriøst ikke noget lige nu..

Føler mig lille...
Kæresten er ikke hjemme, har ik set ham i 4 dage....
Min niche's ( Julie) far truer min søster.. måske det ender i en retsag?
Julie havde første skoledag idag
Hvor var hun yndig.. men lykken holdte kun i 3 timer...
Hendes stædige rasserianfald forsaget fordi faderen forkæler hende og moderen prøver på at opdrage hende.. faderen forpurrer det og så har vi balladen...

Rejser om en uge til Tyrkiet...
Er bange for at nogen skulle finde på at tømme min lejlighed mens vi er væk

Starter snart i skole.. er nervøs for at det bliver et helvede igen...

Vil gå i seng.. savner nogen at snakke med....

*********************

Update kl. 00.32
Min mor fortalte mig i dag, fordi at jeg havde kraftige mens - smerter, at jeg muligvis kunne risikere at havde arvet en godartet kræft knude i underlivet...
Skræmmende... det hjalp ihvertfald ikke bedre på mit humør

***************************************