Tiden går uacceptabelt langsomt!

Jeg vil gerne UD af mit depri-hul herhjemme og det kan absolut KUN gå for langsomt før jeg skal mødes med LH.

Det er først ved 18-tiden. Vi følges hjem til hende hvor jeg vil sove i nat.
Faktisk ville det være mere bekvemt for os begge, at hygge her hos mig men jeg ser virkelig frem til at komme væk fra mit hjem…bare i nogle timer. Her STINKER af ”selv-ubarmhjertelighed ”.

Jeg har overvejet at tage af sted snart. Jeg kunne aflevere de bukser tilbage i butikken…måske finde noget andet?!
Jeg har bare ikke så meget lyst til at være blandt en masse mennesker lige nu og at gå en tur i 2 ½ time er måske lige i overkanten.
Når jeg har det skidt, føler jeg folk kan se lige igennem mig. Totalt ulogisk eftersom jeg er mester til at køre et stift fjæs på, men følelsen er der stadig.

Det sker specielt i store lyskryds.
Jeg passere forgængerovergangen og de ventede biler forvandler sig til store farlige monstre, der venter på at blive sluppet løs (((((WRROOOMM)))))) og de kigger på mig, taler om mig!

Paranoidt storhedsvanvid? Måske, men jeg ville sgu også helst være det foruden.

Hvad tænker jeg selv når jeg kigger på andre mennesker?

Ofte tænker jeg på deres særheder…hmm ikke særheder på en aparte måde, men mere hvad de har som gør dem til DEM. Hvad er deres finurligheder? Har de nogen? Er de måske magen til mine (for der er en del!).

Det bruger jeg meget tid på at spekulere over.


Pyt, jeg bliver hjemme til LH er klar. Jeg vil få læst lidt mere.

Jeg har (for en gangs skyld) ikke en krumme i huset. Ikke noget som jeg har lyst til.
Jeg har kun kunne få noget kaffe og et par vingummier ned, hvilket min mave er vred over og har nu pustet sig helt op som udtryk for dens utilfredshed.

Ja jeg glæder mig til at komme hjem til min veninde og få noget ordentlig mad. Jeg kommer nok heller ikke udenom resumeet over vores nat (INTET er jeg kommet i tanke om endnu).