Mit sind føles stadig paralyseret.
Jeg begriber simpelthen ikke hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde da jeg kom hjem fra byen. Min ”tur” fortæller og har lært mig to ting:

1: Jeg skal VIRKELIG forsøge at drikke knapt så meget når jeg drikker.

2: Alt det kludder jeg går rundt med indvendig, skal jeg til at tage mig af, tage mere alvorligt og få snakket mere om det.

At jeg faktisk ikke kan huske NOGET SOM HELST, bekymrer mig.
Hvad har jeg lavet? Hvor har vi været henne? Hvor mange penge har jeg brugt? Hvorfor blev jeg så vred og ked af det da jeg kom hjem? Hvad kan der være sket? Hvorfor kan jeg pludselig ikke huske koden til mit dankort?

Jeg kan huske noget med at LH giver mig en skideballe fordi jeg er uterlig. Jeg tror jeg har råbt…
Hun har ringet men jeg var ikke i stand til at få hendes resume af natten. Hun kunne godt høre at jeg lige havde brug for at ”lande”. Hun forsikrede mig dog om, at vi altså havde haft det enormt sjov…lige indtil sidst (??).
Jeg undskyldte (uden at vide hvad jeg undskyldte for) og hun var – som altid – overbærende. Vi talte lidt…

Nej jeg er ikke skide stolt over mig selv og prikken over I’et er lige blevet sat; en meget vred og spids besked fra en veninde der ikke kan forstå hvor jeg blev af til hendes datters dåb.
Jeg er fandme lidt af et FLOP!!!
Jeg har ikke svaret/ringet. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal sige til hende.

Mest af alt, har jeg lyst til at sige OP I RØVEN, sket er sket….GET OVER IT! Men jeg har sindssyg ondt inden i, for ondt til at det kan overdøves af oprustning-salmer.

M insistere stadig på at vi skal ses i aften. Han har endda tilbudt at komme her. Men han har jo fødselsdag, så jeg vil købe et par poser slik og cykle hjem til ham om lidt og se en af hans milliard dvd-film sammen med ham.

Jeg har ikke lyst til at tale, sige noget eller være tilstede. Det ved han godt. Jeg vil bare gerne ligge og komme væk fra tankerne.

Puhh, downtime som aldrig før.
Jeg må rejse mig i morgen.