Det tager tid før man stoler på velvilje, når man har været vant til modvilje.

Det tager tid før man går ind af en åben dør, når den plejer at være hermetisk lukket.

Og ikke mindst, så tager det tid før man ikke forventer en kniv i ryggen så snart man har vendt den til !!

Ex konen har været utrolig sød og imødekommende, og har endnu engang inviteret os med på bowlingbanen i forbindelse med den mindstes konfirmation. Vi har takket pænt nej tak !!

Vi har diskuteret emnet – for drengens skyld !! Vendt og drejet situationen. Diskuteret tillid og mistillid, og ikke mindst hvorfor !!

Det eneste tidspunkt hvor hun har været samarbejdsvillig, har været når hun skulle opnå noget til hendes egen fordel. Ellers har hun overhoved ikke ville samarbejde, snarere tværtimod.
Gentagende gange har drengene været en lus imellem 2 negle i forbindelse med at hun har prøvet på at genere os. Jeg har ( og er stadig ) været utrolig vred og harm over at hun kan synke så dybt, og være så snæversynet og ikke kunne se hvor meget hendes drenge har lidt og været ked af det. Det har gjort ondt, og jeg har følt mig handlingslammet.

Jeg har også været sur og gal på Claus. Hvorfor han ikke har gjort eller sagt noget. Hvorfor har han fundet sig i det, og bare danset efter hendes fløjte.Men også haft forståelse for at han har ikke turdet andet !! De gange hvor han har modsat sig, er det med garanti opstået problemer, og hver gang med drengene som fanger.

Invitationen gjaldt ” kun ” Claus og jeg. Ikke mine børn eller hver vores respektive familie, med undtagelse af Claus´s far som også er hendes stedfar !!

Jeg er meget spændt på om hendes venlighed fortsætter, eller om det bare var en fase. Normalt plejer der at sikke et eller andet under hendes venlighed. Jeg vil håbe for drengene, at hun omsider har bidt bitterheden i sig ( som hun åbenbart har ) og er kommet videre.

Meget overraskende har vores meddelelse om konfirmationen blevet modtaget positiv. Min ” søde ” svigermor ringede fra England, og meddelte at de mellem landede den 28/4. Jeg fortalte hende om vores / drengens valg, og hun reagerede med – Nå ja der er jo ingen der kan forbyde os at komme i kirken. ;-) Og det er jo så sandt som det er sagt.
Den anden del af familien bad jeg Claus om at ringe til efter at han havde afleveret drengene i søndags, da jeg mente at det var bedst at de hørte det fra os inden at det kom den anden vej rundt. Også der var reaktionen positiv – hvis det var det drengen ønskede, så var det vel også okay.

Vi er begge lettere chokeret over de positive vibrationer som åbenbart florere lige nu, og har lidt svært ved at takle dem. Det tager tid før vi tør stole på at det er sandt !!