P: Hey A! For pokker, hvor har du gjort starten på det nye år forvirrende! Sidder og skriver eksamensoplæg nu t onsdag, Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver til dig. Men jeg er jo også dybt forvirret :) Jeg synes, det er skørt, du har troet, jeg aldrig har været forelsket i dig – for jeg følte, at jeg ikke havde betydet noget for dig, da vi mødtes. Du kunne jo knap nok huske noget fra dengang, vi var sammen. Jeg mødtes med dig for at se, om der stadig var noget tilbage.

A: Ehh, du fortalte mig det sådan set selv dengang, vi mødtes P.

P: Du har helt klart være den, der har netydet mest for mig til nu – og selvom jeg måske var svær at nå ind til, er du den, jeg har lukket længst ind. Nu passer jeg alt for godt på mig selv af angst for at blive ked af det igen. Eller ked af det er måske det forkerte udtryk. Jeg mistede min naive barnetro på eventyret – og ville ønske, jeg kunne få den tilbage. Men liver er jo ikke eventyrligt, selvom det er fantastisk. Må retur til computeren. Sov godt! Og knus.

P: Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg skulle have sagt de ord, når jeg kender mine følelser. Nå – du er der da rettet op på det.

A: Ja rigtig meget i lige måde. Er da ked af, at du ikke tror på kærligheden mere. Sådan skal det jo ikke være.

P: Det ændrer sig jo den dag, jeg falder så pladask for en anden, som jeg gjorde det for dig. Jeg er jo optimist :) Selvom jeg sidder og tuder lidt til Bo Kasper.

A: Hehe. Smid noget metal på, så sød er jeg heller ikke.

P: Havde overvejet at finde hele punkarsenalet frem – så en del til en punkguitarist igennem et års tid efter dig, så jeg fik udbygget min samling gevaldigt! Men når jeg skal tænke store tanker om netjournalistik, så holder den ikke. Og jeg ved godt, du ikke er så sød :)

............

Og så slettede jeg hans beskeder. Slettede mine egne i sendte meddelelser. Og sidste skridt – hans nummer i min telefonbog...