Hold op, hvor tiden drøner af sted. Det er rigtigt nok – jo, mindre arbejdstiden bliver – jo, mindre kan man få tiden til at slå til. Jeg har vist heller ikke haft så mange ”jern i ilden”, som efter at jeg har fået Parkinson. Jeg kan hele tiden finde på noget at lave, men jeg tillader mig også at hvile en gang i mellem. Jeg har lige fået en dejlig, lille lur på sofaen – og hvor var det svært at komme på højkant igen. Det blev jeg nødt til, for i aften skal vi holde møde hos os i Sejlklubbens aktivitetsudvalg. Lige nu orker jeg det næsten ikke, men når klokken er 19 og mødedeltagerne kommer – jamen, så er det jo sjovt og godt.

Det er blevet til en herlig sensommer med solskin dagen lang. Sommertøjet, som jeg pakkede væk sidste onsdag er fundet frem igen. I onsdags troede jeg ikke på, at vi fik mere godt vejr - og i dag, hvor solen stråler fra en meget blå himmel, har jeg svært ved at forestille mig frost og kulde. Det var en tanketorsk – i stedet vil jeg gå ned i haven og spise et par røde mirabeller. De er vanvittige gode og det er en dejlig forfriskning lige at plukke et par stykke, når jeg går forbi træet.

Det går fint på arbejdet nu. Det er som om, at der har sænket sig en fred over enheden, efter at min plageånd har forladt skuden for at lade sig opskole til ASSISTENT. Jeg føler mig accepteret, som den jeg er, og kollegaerne er ved at finde ud af, at der er ting, som jeg kan bruges til. Vi er fri for ”assistenten” et helt år – hun har en forestilling om at komme tilbage til os, men jeg håber inderligt, at sygehuspraktikken kan lokke hende til at søge en stilling indenfor hospitalsregiet. Jeg ved, at det bliver IKKE sjovt, hvis og når hun vender tilbage som assistent (det jeg var, inden jeg gik på fleks). Jeg tillader mig at nyde året og vil ikke tage sorgerne på forskud.

I morgen skal vi på ”udflugt” med beboerne. Vi kører en tur i området i vor bus og ender ved Kammerslusen, hvor der er en restaurant. Der har vi bestilt karbonader med ærter/gulerødder og ovenpå en dessert. Karbonaderne plejer at være nogle velvoksne fyre, som beboerne ikke har en chance for at spise op. Vi hygger os og skåler og nyder at komme ud at spise.
Hvis jeg er heldig og det håber jeg inderligt – så skal jeg med ud at køre, som hjælper. Plejecenteret har højskoledage og på onsdag tager deltagerne op og besøger familien Engelbrecht i Ansager. Det kunne være meget interessant at se deres galleri og høre dem synge og spille. Jeg får besked i morgen om de har brug for min hjælp til at skubbe en kørestol. Jeg krydser fingre og tæer.
Kommer jeg ikke med – ja, så laver jeg min egen udflugt og kører ud på heden og får plukket noget lyng til at binde kranse og andet opsats af. Det er en lise at stå og ordne blomster og når de er færdig i en dekoration eller krans, er det en herlig tilfredsstillelse at gå og nyde dem. Hvad er et hjem uden blomster og hygge.
Sidst men ikke mindst – i aften, når mørket falder på, vil jeg tænde lys i mine vinduer til minde om børnene i Rusland.

Jeg må videre med min dag og vil blot ønske mine læsere en god dag.

Hyggehejsa fra en småtravl Nellemor.