Pyh! Ned og op lige efter hinanden. Jeg startede dagen med at gøre mig fint i stand. Her mener jeg ikke sådan som når jeg skal i byen, men sådan som når jeg skal til jobsamtale. Jeg ville søge ind på Vkaren. Jeg tænkte at som vikar kunne jeg få noget af den erfaring jeg manglede, men først... skulle jeg hente mit skattekort. Guess What? Da jeg kom havde de allerede lukket. Okay så klokken var to, men hvem lukker noget som helst før klokken 16 på en hverdag? Jeg var helt paf. Jeg fortsatte alligevel over til Vkaren for at blive skrevet op. Jeg blev behandlet af en dame med disse her skarpe spørgsmål man må besvare gennem livet.
Hvad kunne jeg? Ufaglært arbejde.
Hvad havde jeg erfaring med? Avisbud, intet andet.
Var jeg selvstændig? Øh.. nu har jeg jo ikke rigtigt været på arbejdsmarkedet før..
Skulle jeg bruge oplæring? (Til hvad? At støvsuge eller lægge dimser i en kasse??) Ja, okay når jeg ikke har prøvet noget før har jeg selvfølgelig brug for vejledning indtil jeg kan.
Så begyndte hun at fortælle mig at når jeg jo ingen erfaring havde, var jeg ikke meget værd. Hun kunne jo ikke engang finde ud af om jeg var mødestabil. Jeg fortalte hende at det var jeg da - om ikke andet så var der skolen. Hun fortalte mig igen at jeg nok ikke var den første de ringede til, og ikke skulle regne med at der var noget lige i morgen (eller nogen sinde?). EN ELLLER ANDEN Fortæl Mig Hvor Jeg Skal Få Erfaring Hvis Ingen Vil Så Meget Som Give mig Et Dummy-job? Hvorfor tvinger regeringen mig igennem 9 års værdiløs skolegang? Hvorfor blev jeg opfordret til at gå på efterskole? Hvorfor lyder det så godt at tage gymnasiet NÅR MAN I VIRKELIGHEDEN BARE SKAL HAVE NOGET ERFARING?? En ting fik jeg dog (ud over at få det dårligt med mig selv), jeg fik erfaring i at tilmalde mig vikarberauer - næstegang bliver sandheden vredet hårdt op og omdannet til en maskinpistol *Ratatatatatadaa!*

Senere i dag vendte det dog, Pia ringede. Hun lød meget mere afslappet end sidst, og også mere smilende og sårbar. Hun spurgte om jeg ledte efter andre familier at være au-pair for? Som sandheden er, så nej, det gjorde jeg ikke. Det var godt, for selv om de stadig fik henvendelser villle de HELST have mig - Det gjorde mig glad (igen). Jeg fik lov til at tale med Maria, og jeg spurgte hende lidt om forsikringer, fansk kursuser og andre au-pairs, - hun lød som en god veninde. Jeg fik afvide at Pia og hendes mand skiltes, men boede tæt på hinanden. Jeg kommer til at bo hos ham, mens jeg arbejder hos Pia - Det er lidt "wird" men helt fint når jeg tænker over det. Nu kan jeg for alvor trække mig tilbage når jeg har fri. Jeg har ikke mødt Louis, men Pia siger at han er rar. Egentlig har jeg ikke noget imod at det bliver au-pair på en ny måde - det er kun sjovt og spændende.