Hej dagbog.

Sidder og lytter til en overraskende god og filosofisk sang.. Nik & Jay - lev mens du gør det..
Hørte den forleden på the voice og blev fanget.. Wow, den er god. Overraskende god, fordi man bestemt ikke tænker at det er Nik & Jay, der laver sådan noget musik.

Den er så flot at jeg ligefrem måtte sluge en klump for ikke at græde.
Måske det hænger sammen med min veninde, som jeg ved nok snart ikke kan holde sig i live mere.. Vi skal derover i næste weekend, for at fejre hendes søns konfirmation. Jeg glæder mig utrolig meget til at se hende, men er samtidig nervøs.. Sådan er det tit, når vi en sjælden gang ser hende.. Jeg tænker altid "er dette sidste gang vi ses?"

Når jeg så samtidig tænker på den skare af unge der efterhånden er ret mange af herinde.. Hvorfor er det at halvdelen af dem truer med selvmord gang på gang? Er det billedet af de unge efterhånden at halvdelen ikke har lyst til at leve? Eller er det et sygt opråb om at "se mig se mig".. Jeg ved det ikke.. Synes det er frustrende at læse en tekst der siger "nu gider jeg ikke mere.. gider ikke leve mere!"

Generelt har jeg ikke meget respekt for selvmord. Synes det er en syg tanke, og det at man bare opgiver. Man tænker ikke på dem man efterlader.. Spørgsmål om hvorfor, skyldfølelserne.. og dem der så endda efterlader en fysisk smadret krop, som de efterladte så kan finde.
Kender en der fandt sin far hængende i bryggerset.. og faren vidste godt det var den yngste søn der kom først hjem. Hvad er det for noget?
Sygt!


"en dag tilbage.. lev mens du gør det, elsk mens du tør det.."
..smukt..