Det var vel et spørgsmål om tid.
Det er der meget der er.
Et spørgsmål om tid før vi flytter til udlandet.
et spørgsmål om tid før jeg er helt færdig på arbjedet.
Et spørgsmål om tid før vi får om vi skal til begravelse snart eller ej.

Men det var et spørgsmål om tid før jeg rutschede ned i mørket igen, sådan er det jo når man er i krise. Utroligt at jeg ikke kunne forudse det...jeg er for helvede da uddannet socialrådgiver. Ved alt om sorg og krise, men at vende det mod sig selv...tja...hvem er god til det.

Min optimisme bliver ædt af hver dag nu, jo flere negative ting jeg får at vide. Der er ikke meget jeg kan holde mig flydende på. Men jeg kæmper. Og narrer ´mig selv .
hver dag.
Jeg var dum.
Jeg troede at jeg var sikret, men vidste inderst inde at det er der ingen der er. og ventetiden er den værste og det har jeg aldrig været ekspert i. At vente. Fordi hvorofr tænker man altid sort. Hvorfor er det så svært at tænke positivt når det drejer sig om døden.

Er det fordi den som regel vinder?
Jeg har det ikke godt. Jeg har det ad helvede til. Men hverdagen river mig med i håb om at jeg vil glemme det et kort øjeblik, men det gør jeg ikke.
Det er så forbandet hårdt.
Og skygger for alle de gode ting der sker. Forhåbentlig er det bare en fase, eller det ved jeg det er. Faser. Detaljeret beskrevet i min lærebog fra universitet, Faser. Ja, men hvor langt tid.
Mit had til ham har spiret og mit had til mig selv er vosket fordi jeg tænker på mig selv, men hvad fanden skal jeg ellers gøre. jeg kan jo ikke hjælpe jakob på den måde jeg gerne vil. Så han bliver rask. Men jeg sætter en facade på, fordi han skal have det godt når vi er sammen. Sortseere er ikke velkommen og det forstår jeg. Men hele tiden sidder den der forbandede sorte knude af uvished og angst for at miste igen. Og det er bare for mig selv.
hvad med hans forældre, hvad med hans familie og hvad med jakob?