Nerverne har siddet uden på tøjet hele weekenden, pga. af den start vi fik. Vi har virkelig følt at vi har måtte sidde på nåle for at fange situationer i opløb, men trods det at vi var opmærksomme, opstod der konflikter alligevel.

Første gang var det André og den mindste der havde været oppe og slås for sjov, og hvor situationen havde udviklet sig til at det blev alvor. Vi hørte råb og skrig fra kælderen, hvor efter at den mindste kom godt arrig og grædende op. Vi tog en snak med dem hver især, og inden længe var det glemt, og de kunne grine og pjatte sammen igen.
Anden gang var vi på en ” aflednings manøvrere ” på vej til Tyskland, hvor det var den mellemste og André der var i totterne på hinanden. André blev meget oprørt over at blive irettesat, og jeg kunne fornemme at han muligvis ville stikke af når vi stoppede. Det ville ikke have været det heldigste, da vi havde passeret grænsen, så jeg sagde til Claus, at han skulle blive ved med at køre, til det lykkes for mig at snakket ham til ro. Det lykkes heldigvis også, og vi havde en god tur resten af vejen.
Grunden til vores aflednings manøvrere var at André gerne ville ud og se en fodboldkamp. Men efter at han har været blevet smidt ud der fra, og er blevet sparket pga. at han ikke forstår de uskrevne regler som tilskuer, tør jeg simpelthen ikke at lade ham tage der ud. Den ene gang havde han stået iblandt hjemmeholdet og heppet på udeholdet… Nok ikke så heldig, men for ham var det bare for sjov !!

Vi kørte hjemme fra så tiden passede med, at efter at vi havde været over grænsen, kunne vi aflevere ham.. Jeg fik en følelse af lettelse efter at vi havde afleveret ham og en kæmpe skyldfølelse for at have det sådan. Men tanken om at Claus´s eks kone, ville sætte en kæp i hjulet for om Claus måtte have hans drenge, havde hvilet tungt på mine skuldre hele weekenden.
Jeg oplevede flere gange, at vi gik i forsvarsposition for hver vores børn. Normalt plejer vi at være meget realistiske og fair over for hinandens børn mht. til vores dømmekraft af ret og vrang, for ingen af vores børn er fejlfri. Men situationen er lige som kørt op i en højere enhed, som JEG føler er svær at overskue.

Vi aftalte at, vi ville tage en snak med drengene inden at de skulle hjem til deres mor, ville snakke med dem om, at det er selvfølgelig i orden at de fortæller hvad der sker her, men hvis der var noget som de var utilfreds med, ville vi gerne høre det fra dem først og ikke fra deres mor, som godt kan samle en masse ” små ” ting sammen før bomben springer.. Det var selvfølgelig også vigtig at vi viste hvad der rørte sig, for ellers havde vi ikke en chance for evt. at gribe ind, eller at gøre tingene anderledes.. Det virkede til at de forstod..
Vi snakkede også om André, og de ting der var sket i weekenden. Meget overraskende gik de begge i forsvar for ham, og sagde – Jamen vi er jo blevet gode venner igen.. Jeg vente situationen i bilen om og sagde, at hvis de havde været de to som var kommet op og tottes, ville deres mor ikke sige noget, men hvis hun hørte at det var André, ville hun reagere prompte, det var de heller ikke i tvivl om..
Da de skulle af sted, kom den lille hen til mig og gav mig et knus og sagde – Jeg skal nok lade være med at sige noget der hjemme…. Mit hjerte græd, for sådan ønsker jeg ikke at det skal være. De er kun børn og skal have lov til at være det, med de knubs det nu engang giver.

Jeg er bund ulykkelig over at det hele har grebet sig sådan om sig, men indtil det næste møde på mandag, orker jeg ikke at gøre ret meget for at forandre tingenes tilstand, eller at gøre dem bedre. Med det træk min sagsbehandler lavede over for mig, føler jeg, at jeg må koncentrer mig om at være i forsvars position, men det koster mange kræfter og resurser.. Det er træls at det skal være sådan, at man ikke bare kan samarbejde og få det bedste ud af det. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mine børns verden havde set ud, hvis at det ikke var fordi at jeg havde kæmpet videre, det er utrolig at systemet er skruet sådan sammen.

Jeg har givet Michelle lidt hjælp med nogle opgaver i går og i dag. Jeg ved godt, at jeg skulle sige fra over for hende. Men jeg har valgt at bruge hendes opgaver, som en undskyldning for at have hende tæt på mig, jeg savner hende utrolig meget, og jeg har følt, at jeg har til side sat hende på det sidste. Jeg ved at hun forstår, men derfor kan jeg godt have dårlig samvittighed.

Jeg vil ind og være lidt social med Claus inden sengen kalder.