Idag da solen kom frem, tog jeg fat i mig selv; og sagde; Så Ingrid nu skal der sorterers lidt i skidtet. Imellem en masse forskellige papirer fandt jeg et brev til min datter, som jeg heldigvis aldrig fik sendt. På det tidspunkt det blev skreven, var pigen lige flyttet hjemmefra. Jeg læste det uhyggelige brev, skyndte at rive det istykker, men gemte alligevel et digt, jeg havde skrevet. Det vil jeg nu skrive her i min dagbog, allerhelst vil jeg glemme den tid det stod på, og jeg er glad for at hun aldrig fik brevet, det ville have chokeret hende hvor meget hun sårede hele sin familie, med sin ubetænksomme ord såsom; I skulle aldrig have haft børn,
jeg har aldrig haft et ordenligt barndomshjem, Morten er også den der har fået mest ( på trods af at det lige havde kostet os 50.000 kr, at få hende indstalleret i en god anpartslejlighed, Nå! op irøven med pengene) jeg gider alså ikke at mormor kommer rendende ( hun kom med mad og ren vasketøj, som hun hang uden på døren). Det er godt nok 6 år siden, noget har forandret sig, men gud hvor er mange af de unge egoistiske.Nå nu til digtet:

AT MISTE

Mit liv er styrtet sammem, omkring mig før.
Masser af gange,
af mange årsager,men som regel
havde jeg det held,
at smerten og forladtheden forsvandt,
og jeg kom over
og lærte at elske igen.
MEN DETTE
Denne langsomme nedbrydning
i mig eller om mig.
Det er mig det styrter omkring.
For du er stadig i det liv.
Det liv som jeg gav dig,
men alligevel ikke rigtig.
Du er ude af det liv,
men ikke helt.
Ensom udretter jeg meget,
og i mit inderste tænker,
hvad gjorde vi forkert, vore drøm
om at gøre det bedste er brast,
sammen med dig.
Kom og bliv,
eller bliv borte.
DIn MOR.

Det har været svært at skrive det dengang, og man skal nok kende hele grunden til at skrev det, for som det står der alene, ser det meget hårdt ud, og så skrevet af en mor.
Trods alt hvad hun gør, så elsker vi hende, og somsagt det er 6 år siden, så alt har forandret sig lidt. Dog var det en helvedes tid, som jeg ikke ønsker for nogen.
Forsats ??????? dag