Kære dagbog

Så skete det igen - at jeg kom til at opleve det umanerligt trælse at en eks' jalousi og mistro kommer til at gå ud over børnene.

Kan godt forstå at det er svært for den der føler sig vraget at se den anden tilsyneladende fungerer og lever videre - men uanset om man er den der er gået - eller den der er blevet gået - så er et brud aldrig nemt. Og ingen af os kan bare kasserer fortiden som var den en brugt sok - og da slet ikke hvis den fælles fortid har varet det halve af ens liv.

Men det virker på mig som om den anden tror at det er muligt - og at alt hvad der kommer i nærheden - i hvertfald af det andet køn er en trussel og selvfølgelig har man da sex med vedkommende.

Det falder dem tilsyneladende ikke ind at man bare kan være venner - venner der støtter hinanden - måske i kraft af fælles oplevelser og interesser og at det kan lade sig gøre for 2 voksne mennesker at overnatte under samme tag - uden at det betyder at der også dyrkes lagengymnastik. Mit job kræver også ind i mellem at jeg overnatter ude - og selv i den forbindelse blir det til noget helt andet jeg foretager mig - nu er jeg pludselig ikke bare på arbejde - nej nu er jeg ude og score. Men der skal jo brød på bordet - og jeg er nu endnu mere afhængig af mit job og min indtjening end jeg var da vi var to om at slæbe pengene hjem.

En ting er at det er sårende med den mistro og mistillid som man blir mødt af fra et menneske man har elsket og delt sit liv med.

En helt anden ting - og den er set med mine øjne langt værre - er - når eks'en synes at børnene skal blandes ind i det og gøres til gidsler.

Jeg kan fint leve med at blive skældt ud - selvfølgelig helst når det er berettiget - men jeg har faktisk forståelse for at man kan reagere irrationelt når jalousien gnaver og kan også nemt tilgive det.

Men jeg græder indeni og der gør vanvittigt ondt at opleve børnenes smerte - når de blir gjort til gidsler i det spil.

Vær vred på mig alt det du vil - had mig bare - men lad ikke børnene mærke det. Det eneste der sker er at alt bare bliver meget mere besværligt. For os alle. Børnene bliver splittede og ulykkelige - for de elsker jo både far og mor - og ville ønske at alt var som det plejede og at de begge stadigvæk var der.

Tving dem ikke til at vælge - for lige nu blir det dig de vælger fra. Og hvad med alle de store øjeblikke i børnenes liv - konfirmationer - studentereksamner - svendegilder -runde fødselsdage - bryllupper - barnedåb mm.

Ønsker du virkelig at de hver gang skal vælge en af os fra pga. dette? Ønsker du virkelig at en af os skal gå glip at disse milepæle i deres liv?

Det håber jeg ikke du gør - kom dog til fornuft - lad ikke børnene betale prisen for vores dumheder - de har ingen skyld eller ansvar for det skete.

Had mig bare - men elsk vores børn og gør alt for at de kommer helskindet igennem det her - de har ikke fortjent at blive gidsler i det her - og da jeg er sikker på at du elsker dem lige så højt som jeg - ja så håber og tror jeg på at du kommer til fornuft og gør det rette.