Ordene hænger som bly i luften: "I am a single mother with two small children. I go to university during the day. I work as an exotic dancer in order to get my university degree, that is pretty much the only job I can get that will provide me the money I need". Radioværten spørger hvor gammel hun er og hun svarer prompte "I'm 26"... 6 år YNGRE end mig!

De to radioværter er uenige om hvorvidt det er en god udvikling, at der skal betales for adgang til højere læreranstalter. Den ene mener, at det er en falliterklæring fordi det hurtigt går hen og bliver en overklasseklub og den anden mener, at hvis nu der ikke er andet at gøre, i udviklingens navn og det er jo trods alt ikke lige så slemt (?) som i staterne og bla bla bla så er det da fint med hende!

Selvsamme vært får udgangsreplikken som svar på førnævnte piges bidende ærlighed: "Well, good for you to actually be doing something!".

Mens reklamerne bliver skruet op og radioprogrammet slutter af når jeg lige at høre den anden radiovært sige: "I can't believe you said that!". Hun var åbenlyst chokeret over sin medværtinde. Det var jeg også.

Hurrah for "The American Dream": Jeg arbejder som stripper!!!!!! Jeg har i princippet intet imod folk der stripper. Hvis det er lykken for dem og hvis det er lykken for dem der kigger på så fred være med det. Men det øjeblik folk bliver tvunget ind i en for mig at se halvlunken industri så syder jeg indvendigt. Og lad os se det i vores tilslørede øjne: RIGTIG mange piger bliver tvungent ind i den branche verden over. Nogle bliver endda solgt af deres forældre til gamle halvfede pimps fordi familien ellers ville dø af sult...

En pige finder som en udvej frem til at hun skal strippe for at få brød på bordet og et kvindemenneske af en studivært sidder gud hjælpe mig og siger, at det er godt gået og samtidig siger hun, at hun ikke ser noget forkert i at man skal betale 20.000 kr om måneden for at gå på universitetet?!

Hold da op, hvor er min hjerne bare skruet anderledes sammen.

Lykken er nødvendigvis heller ikke at læse på universitetet. Det er jeg i øvrigt et godt eksempel på. Alt alt for teoretisk og støvet til mig, desværre, for jeg der brænder en evig flamme i mig for selve faget. Desværre skal man i dag være uddannet til det mindste stykke arbejde (også selvom man ikke er garanteret arbejde når man er færdig?!). Og især for mindrebemidlede er det vel vigtigt at bestige den social rangstige for at ændre miljøets klamme tag i én. Bare svært når det koster Empire State Building at få lov at åbne en bog...

Så fik jeg dét ud.