Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal skrive om følgende da det er et meget hårdt emne at skrive om. Jeg har en dejlig mand, som jeg simpelthen ikke kan forstå. Jeg synes selv jeg har prøvet stort set alt for at få det hele til at virke men alligevel er vi tit og ofte uvenner. Lidt historie ; Vi mødte hinanden på internettet, på en chat på ofir. Det var sjovt og rart og dejligt. Vi havde talt sammen i lang tid før vi endelig mødtes, jeg var faldet pladask for manden bag skærmen. Vi flyttede sammen ret kort tid efter vores vores første møde. (3 mdr.efter) Det gik ok fint i det første års tid, men så begyndte alle problemerne at opstå. Vi blev tit uvenner, og var tit oppe og skændes, men alligevel gør kærlighed meget. Jeg blev at sige til mig selv at jeg j elskede ham fantastisk højt og så skulle alt nok ordne sig af sig selv. Men det er fortsat. vi har boet i nu tre forskellige huse, og det har heller ikke været en dans på roser. vi blev gift i 2002, og det fortryder jeg ikke et sekund. Mit eneste virkelige problem er at når vi er uvenner, er det altid om små ting som har fået lov til at vokse sig store hos ham, og så lige pludselig ender det hele med et skænderi. Vi har i går haft et af slagsen og han mener ikke at vores forhold kan gå længere. jeg har været sammen med manden i fem år til marts og jeg vil da stadig gerne være det. men nu er det jeg skal tage mig sammen. For skal jeg blive i et forhold hvor jeg føler jeg er den eneste der kæmper, eller skal jeg tage tyren ved hornene og flytte som han ønsker????
Jeg elsker ham jo stadig og jeg vil jo helst ikke undvære ham, men har han det også på den måde????
Kan det betale sig at kæmpe videre hvis jeg ikke får noget tilbage som jeg har brug for????
I øjeblikket er vi inde i en specielt svær periode, for jeg har jo fået at vide at jeg ikke kan få børn, og det har taget meget hårdt på mig. Men han kan ikke sætte sig helt ind i at det faktisk har taget lidt af sexlysten fra mig. jeg elsker manden og han kan sagtens tænde mig selvom han ikke tror det. Men jeg har så svært ved at acceptere min egen krop lige nu. Den har jo lige været årsag til et stort nederlag for mig. Jeg aner ikke hvordan jeg skal tackle det her, men jeg vil prøve mig frem og se hvad der sker. Hvis jeg skal flytte er jeg også nødt til at tænke på at jeg harmit job hernede og jeg har en hund som jeg gerne skulle have med mig.
Nå men nu vil jeg slute for denne gang og få tænkt lidt over det hele.

Knus og kram til jer alle må I have det rigtig godt derude.