Kære Dagbog

Det er nu et par dage siden jeg sidste har skrevet i dig, men der er ikke sket det helt vilde udover, at jeg har arbejdet en del på hjemmesiderne, men hmmmm....det syntes jeg, at jeg gør hele tiden, men kan ikke lade være :-)

Jeg elsker simpelthen det her medie og de muligheder det giver, men mest af alt elsker jeg kontakten med de mennesker jeg kommer i kontakt med - noget jeg ikke vil undvære for noget.
Det giver mig så mange glæder at sludre med de forskellige, at høre om deres oplevelser, at læse deres tekster og jeg sidder gang på gang og falder i svime over et digt, en novelle osv. og inden jeg ser mig om sidder jeg og snakker med mine veninder på ICQ, og siger at de bare _må_ ind og læse.

Er jeg glad og opstemt, har jeg utroligt svært ved at holde det for mig selv, hele verden skal høre hvor glad jeg er, men hvorfor bure sin egen glæde, iver og entutiasme inde? Nå ja, ved da godt at jeg også fra tid til anden bliver bare lidt for entusiastisk og driver mine medmennesker til vanvid med det, men heldigvis kan de fleste bare smågrine og sige, at det bare er mig og sådan er jeg nu engang, men ja, når et emne optager mig er jeg ikke til at stoppe igen.

Jeg glemmer aldrig en oplevelse jeg havde på en skole, hvor ingen rigtigt vidste, hvad ICQ var for noget, men det kom de hurtigt til :-)
Inden jeg eller de for den sags skyld, havde set sig om var jeg i fuld gang med den store ICQ-læremestereksamen og alt mens jeg var allerbedst i gang med forklaringer, fagter og renden rundt til de forskellige computere begyndte nogle af de andre elever at grine og de fik hurtigt flere med.
Jeg stoppede så selvfølgelig op, kiggede storsmilende på dem og spurgte, hvorfor søren de grinte sådan.
- Jo, sagde de, du skulle simpelthen se dig selv og dine øjne. De tindre og hele dit ansigt lyser af glæde, at det er en ren fryd og fornøjelse at se.

Denne lille fortælling er ret rammende om min personlighed. Er der noget der interesserer mig, så er jeg ligesom en bombe :-)