Det har været hårdt at vide at Aage lå med kræft og smerter så stærke at hans i forvejen overdrevne mængder morfin ikke kunne hjælpe ham. Men nu er det ovre. Han sov ind i går aftes. Selvfølgelig er jeg ked af det, men det har jeg også været de sidste to måneder. I dag der er jeg samtidig lettet fordi jeg endelig har lov til at være ked af det, og fordi jeg tror han har det godt nu, opppe i himlen velsagtens. Aages krop døde godt nok i går aftes, men hans personlighed har været død længe. Han ville selv begå selvmord til sidst og det har været hårdt for mormor at passe ham (som hun har forlangt at gøre). Det skulle ske, og jeg kan tage det på en pæn måde.