på job i dag har jeg en tankevækkende oplevelse med en patient, der stadig fylder meget.

Vi har en snak om lidt af det hele, på et tidspunkt bryder han helt sammen, og er meget fortvivlet over, at han blev fundet efter et forsøg på selvmord, men også fordi han føler sig som i fængsel, " hvad skal jeg gøre, jeg kommer jo aldrig ud herfra"

Han har prøvet med piller, bebrejder sin samlever, at der blev ringet til 112, bebrejder en bekendt , der har sagt at man kan dø af x antal morfin piller, men det gjorde han jo ikke, og "nu sidder jeg her"

Han fortæller hvordan han har regnet ud, at han skal lyve over for lægerne, " jeg fortæller ikke at jeg stadig har selvmordstanker, for hvis jeg gør det kommer jeg aldrig ud"

Og han har jo helt helt ret, det er en vildt system vi har.


Manden er over 80 år, men vi indlægger ham på en afdeling, hvor en seng koster ca 4200 kr i døgnet, fordi loven siger vi skal holde liv i mennesket. Det er mod hans vilje, men så længe det er det, beholder vi ham lidt længere...for hvis han "faldt til patten" og ikke havde de tanker længere, kunne han blive udskrevet...:


Vi fylder kalk piller, piller mod blodtrykket, mod kolesteroltallet osv i de gamle, de fleste afviser dem, eller er ved at kløjs i dem, men vi gør det, for at holde i liv i dem, fordi det siger loven vi skal...

Det er skræmmende. Og til dels også lidt sjovt, at han godt selv ved, at han skal lyve for lægen for at have håb om udskrivelse.

Han græder flere gange, og er tydeligt ganske fortvivlet over at være der. " jamen hvad skal jeg dog lave, der sker jo ikke en skid her, dagene er så lange"

Og jeg forstår ham, føj hvor jeg forstår ham, og hvor ville jeg dog ønske det var anderledes.

Vi fik også en skøn snak om hans liv, samleverens børn, arv osv, vi var virkelig vidt omkring, der var lidt jeg kunne stille ham i udsigt, at han kunne få hjælp til, det var han glad for.


Jeg ville virkelig ønske vi havde aktiv dødshjælp, hvor vi selv kan sige fra, når vi er sunde og raske, for utrolig mange ældre lever et uværdigt liv, det er så trist :(


Men det var spændende at tale med ham også, vi var vidt omkring, og da jeg skulle hjem, var jeg forbi for at sige tak for i dag, og for en god snak og han takkede virkelig mange gange, fordi jeg havde lyttet og talt med ham...
Tænk sig at manden er over 80, og blev så rørt over de 30 minutter, jeg brugte der, jeg skammer mig nærmest :(


Men meget spændende og tankevækkende dag.