Tirsdag mens jeg kørte hjem fra arbejde fik jeg sådan et trykken for brystet, stoppede kort op og læste at havde man det længe var det 112, hmm jeg synes ikke rigtig jeg havde tid så fortsatte kørselen mens jeg ringede 112, mente godt jeg selv kunne køre til sygehuset.

112 synes så jeg skulle holde ind og tage en ambulance istedet, på sygehuset blev jeg tjekket grundigt og overvåget i 6 timer alle tal så fine ud, dog en smule på blodtrykket jeg skal snakke med lægen. Karen og Benthe hentede mig og stod i døren og fik at vide jeg var på 9. mens jeg blev lukket ud af akutafdeling i stueetagen.

Torsdag havde jeg et møde i Aalborg benyttede lejligheden til at besøge gode venner, så klokken blev mange, skrev besked til Karen at jeg lige tog aftenkaffe ved Connie og Kim.
På vejen hjem kunne jeg se Karen ikke havde set min besked fik tanken, er hun død.
ringede og konfus og søvndrukken tog hun tlf. fortalte at nu kommer jeg hjem, hvorfor svarede hun svagt, og jeg kunne ikke finde ud af om det var jalousi eller forvirret.

Jeg kørte hurtigt hjem og hun sad og sov mens jeg ryddede op efter dagen, hun vågnede gav sig meget og havde vildt ondt i maven, og lød bare så skrøbelig, jeg overvejede 112, men vi havde en aftale med kolding sygehus fredag og ville bare gerne have lidt tid sammen.

Hun var meget skrøbelig gennem natten oppe flere gange uden at finde ro for smerter.

Fredag pakkede vi sammen kørte til Kolding mens hun er svagere end nogensinde før, i rullestol og op på afdelingen, fik forklaret at forstoppelsen i spiserøret ikke var det største problem. de fik hende målt, hvilepuls 132 infektion og for lidt ilt i blodet, de var meget ude efter blindtarmsbetændelse men mente smerterne ville være større, jeg har det vel lidt sådan at Karen har stor smertetærskel så måske er det det.

Smertestillende panodil og senere morfin og ilt fik hende rimelig frisk når hun sad lige så stille så rettede alle talene sig. hn fik besøg af fysioterapi og har fået øvelser med få mere ilt i lungerne.

Stent operation for bedre at kunne synke er nu udsat til mandag, hun har en seng stående på kolding sygehus, men Karen er præcis lige så dårlig som i morges og kom jo hjem på eget ønske og risiko.

Karen er nu så svag at jeg ikke længere synes hun kan være alene, Karen tror selv de får det fixet, jeg selv tør ikke rigtig tro noget.

Karen har haft dejlige besøg af hendes børn i dag på sygehuset og hen over weekenden kommer der flere forbi.

I morges troede jeg ikke jeg fik hende hjem mere, nu er hun her så med åndenødt hver gang hun flytter sig til en ny stol.

men vi er her endnu kæmper videre, søger lyse øjeblikke

Sov godt derude
SES Peter