Uhhh, smerte er aldrig godt. Længsel og hvad der høre til.
Du skrive godt ...

Hej Signe.

Jeg faldt lige over din tekst. Den har jo lagt herinde et stykke tid, men det gør den ikke ringere. Virkelig knivskarpt! Man mærker den arme kvindes angst helt ud i fingrespidserne. Du skriver kanon godt.

Det skal nok lige nævnes, at jeg selv lider af skizofreni, og jeg studsede over, at ingen har gjort noget før for at hjælpe kvinden.
Hendes datter er blevet tvangsfjernet, og så vidt jeg har forstået det, havde hun diagnosen skizofreni inden det skete? Faderen siger i hvert fald, at hun led af skizofreni, selvom det ikke virker til at HP selv er klar over det længere, men det jeg mener er at: Man ikke bare lige tvangsfjerner et barn fra en skizofren og efterlader hende i en lejlighed. Hvis hun er derude, hvor hun ikke kan tage sig af barnet længere, burde hun nok tvangsindlægges.
Nogle skal også holde øje med hende generelt. En sygeplejerske eller en bostøtte? Det er lidt mystisk at hun bare er overladt til sig selv det meste af tiden. Og så vil jeg, som Pia nævner, også gerne høre lidt mere om kvinden. Om hendes personlighed. Interesser og drømme. Ikke blot om sygdommen, selvom den er meget dominerende på det her tidspunkt.

En sidste ting som man ikke kommer udenom er, at den har en meget tragisk slutning. Jeg savner generelt at høre om de sindslidende der kæmper sig op igen. Dem som kommer sig.
Man høre næsten kun om de sindslidende der går amok med en brødkniv i seven eleven, eller om dem som begår selvmord. Det er bare for sørgeligt til mig.
Jeg savner en anden vinkel.

Det er et stort og indviklet emne du har kastet dig over. Men jeg mener, at du har klaret det rigtig flot.
Du skal bare klø på. : )

Mange venlige hilsener Konan

Sikke en smuk tekst, gribende og utrolig velskrevet! Synes dog det var lidt utrolig at en 19-årig venter 27 år på at fortælle en dengang 11 eller 12-årig som hun kun lige havde set i et splitsekundt at hun vil have noget med ham. At hun overhovedet husker ham, for det virker jo ikke som om han har nået at gøre noget stort indtryk.... Men alligevel super flot tekst!

Hey Signe :-)

Hold kæft, hvor er det bare fedt skrevet!

Novellen gav mig en underlig hybrid af en følelser. Dels grinede jeg mig igennem, men samtidig blev jeg lige så smadder irriteret som manden, og håbede blot at hun ikke ville gentage ordet "rød dressing"! Det er underligt som mandlig læser, at sidde med den samme ophobede irritation over en kvinde man ikke har mødt. Du kan virkelig dit kram, og du er pokkers dygtig til at lure spillene af i parhold. Ret utroligt af din unge alder. Man skulle tro det først var sådan man havde oplevet når man var over 30.

Skønt at hans tanker og direkte tale, står i skærende kontrast til hinanden.

Jeg kom til at tænke på Nils Hausgaard, når han med sin guitar stille og roligt fortæller mange af de samme rædselsfulde, men alligevel komiske vinkler på dødkedelige ægteskaber. Her går du blot skridtet videre, og laver det til en skæbnefortælling. Smukt, at du på så kort tid, formår at få en overraskende slutning på. Det havde jeg ikke troet, da jeg så hvor lidt tekst der var tilbage til sidst, mens jeg læste.

Igen, for mig at se, helt fejlfri grammatisk. Sådan en stor fornøjelse at læse, noget der er læst grundigt korrektur på.

Lige i sidste scene, blev jeg dog væk.

De var ikke engang nået indenfor, før hun igen havde brug for at beklage sig. De stod begge i haven.

Vi var lige på Mac D, og så er vi indenfor. Der sad jeg og tænkte: "... indenfor på Mac D, eller? Er det et tilbageblik."

Så er vi inde, og så er vi (ude) i haven. Jeg synes lige der mangler et par sætninger der, så du kan få placeret parret korrekt geografisk, så der ikke er nogen misforståelser.

Det var kun lige den ene ting, ellers er det virkelig gennemført. Du skriver suverænt godt!

Efter at have læst novellen, sad jeg og blev helt skræmt. Jeg tror alle vi mænd kender dén kvinde. Og os der ikke er gift eller kæreste med hende, har set hende i skikkelse af vores vens kone. Når man så læser slutningen, forstår man, at det er dét man altid har haft lyst til at gøre. Og så bliver man lidt forskrækket for sig selv, he he.

Skønt, hvad en novelle kan gøre :-)

mange hilsner Peter

Hej Signe

Vildt godt essay - jeg grinede mig igennem. Virkelig. Ofte sidder jeg blot og smiler, når folk skriver noget sjovt, men denne gang var der høj lyd på :-)

Jeg elsker også din personlighed, når du opfinder nye udtryk som "at skide en snemand" - det er nemlig så trist at læse klichéer, og omvendt så forfriskende at læse nye slangudtryk.

Jeg holder også meget af moralen/sidste sætning " ... men vi skal sgu stadig have lov til at blive bange!". Du får rigtig meget perspektiv på, ved også at se sagen fra din vens side, som er bange for fugle, samt at de fleste nok har fobi'er, men blot ikke skilter med dem. Så kommer der mere dybde i essayet, end hvis du blot havde forsvaret din egen fobi.

Skønt at der ikke heller er nogen stavefejl, eller grammatiske fejl der lige stopper teksten. Det er der i det meste inde på Fyldepennen, og sikkert også i denne kommentar. Men det er skønt når der er kælet så meget for teksten, at alle fejl er fundet.


Selve featuren, eller hvad man skal kalde det, hvor du beskriver at du ligger på knæ og skurer på badeværelset - den gik også rent ind hos mig, og blev spillet som en film (Jeg kan læse at andre har haft det på samme måde). Det er virkelig godt, når billederne bare dukker op hos læseren, og også en fantastisk oplevelse. Det ene sekund sidder man og stirrer på en computerskærm, og det næste sekund, uden at tænke over at man skal på rejse i fantasien, ja så sidder man og kigger på dig i badeværelset, sammen med edderkopperne.

Edderkoppedansen kunne jeg klart se for mig, og det var en virkelig morsom kontrast, at edderkoppen blev kvast af ultra soft Lambi. Kontraster/store modsætninger er sjove, og specielt fordi det igen er nogen du selv har opfundet.

Fremragende fantasi og indlevelsesevne du har. Dine veninder må virkelig hygge sig, når du fortæller historier, eller blot refererer begivenheder du har været ude for.

Elsker også titlen. kort og præcis.

Du skriver fuldt på højde med de sjove tekster stand-up'er Mette Lisby af og til skriver i Søndagsavisen.

Mange hilsner Peter

"Et psykologisk drama" var det første jeg lige tænte på efter at have læst novellen. Du fortæller godt og man får ligesom en idé om hvad det hele handler om, uden at der direkte peges mod noget bestemt. En af de historier hvor man nok læser noget forskelligt ud af den afhængigt af ens egen historie.

Rigtig flot karakteristik af hp's voksende sindslidelse, der til sidst tager magten fra hende. Jeg kunne bare godt have tænkt mig at den startede med hendes følelser i forbindelse med tvansfjernelsen, for så ville der være en fin krølle på historien med faderens afsluttende tankerække.

Vh Susan

Virkelig knivskarp beskrivelse af psykisk sygdom. Flot. Du havde dog ikke behøvet efterskriftet her - som skønlitterær novelle bør den stå alene uden forklaring. Du kunne måske også finde en titel, der var knap så banal.

Fantastisk god beskrivelse af kvindens tiltagende psykose. Jeg er meget imponeret, især taget i betragtning at du "kun" er 17 år. Meget flot. Det er så det skærer i hjertet. Hjerteskærende er også den finte med koppen, hvor der står "Verdens bedste mor" holdt sammen med slutningen. Det er vildt godt det her.

Ja, det er dejligt velskrevet og hylende morsomt. Også jeg faldt for "snemand" og ultrabløde Lambi". Elsker din stil! - Og elefanttramp! Herligt!

Ved du slet ikke at edderkopper betyder lykke?

- Du skriver dejligt, du kan stave og du har et herligt greb om sproget. Vil du gerne være forfatter? Du er sørme godt på vej!

Mikala

Hej.

Jeg blev hurtigt klar over, at den kvindelige hovedperson ikke har det godt. Faktisk fik jeg næsten lyst til at brase ind og hjælpe hende.Så det lykkes dig at skabe et fint portræt af en fortvivlet kvinde.
Det er en kunst.
Men jeg kan desværre ikke lide den her historie. Og efter den ovenstående, velmente ros, kræver det vel en forklaring.
Nuvel, jeg skal prøve at give dig en:
Det er for uklart, hvor dårligt kvinden havde det, da faderen besluttede at få hendes barn tvangsanbragt. Det er da logisk, at hun får det ekstremt dårligt, når hun mister sit barn - og dermed giver det også mening, at hun ikke vil kende sin far. Hvordan skal man bære, at ens egen far gør den slags?
Det er nogle meget alvorlige emner du skriver om her, og jeg synes at der skulle være lidt mere forklaring - eller også slet ingen.
Skriveteknisk kunne det sidste (slet ingen forklaring) være løst ved at undlade det sidste afsnit, således at det blot var et portræt af kvinden - men selv i det måtte der gerne være antydninger af nærmere forklaringer; f.eks ville det vel være oplagt med mere omkring savnet af datteren og evt. om kvindens egen barndom.Jeg savner at vide, hvem denne kvinde er - udover at være et psykisk tilfælde.

vh. Pia H

Wauw..........

Elsker simpelthen dine metaforer. Tror jeg adopterer "at skide en snemand".

Humoren mestrer du også. Jeg grinede højlydt over bemærkningen med Ultra soft Lambi. Det bliver nok snart registreret som ulovligt våben på linje med foldeknive.

Selvironien får fortællingen til at glide ned som en mad med sukker. Dine beskrivelser af egne tanker og handlinger - herunder din dans - luller mig ind i en overbevisning om, at det her jo slet ikke vedrører mig. Det er bare underholdning.

Og så kommer pointen til sidst og jeg sidder her bag skærmen og nikker.

Meget velskrevet essay.

/Gitte

Hej Signe, jeg synes du klarer det virkelig godt at beskrive sindslidelsen uden overhovedet at nævne ordet. Fra starten fornemmer man, at hun ikke er rask, og man bliver mere og mere bekræftet. Det er jo en overordentlig tragisk historie, men den er godt fortalt i et sprog, der passer godt til hendes sindstilstand. Jeg kan så godt lide den tvist, som den får til sidst gennem hendes fars korte fortælling. Det vækker nogle tanker. VH Mons

Meget fint skrevet! Jeg kan godt lide den indre dialog din hovedperson har, og antydningerne af noget der er sket...eller ej?

Og set i det lys, kunne efterskriften måske have været undværet, for at lade slutningen stå mere åben. Evt. med lidt mere baggrund om hende og hendes situation, for hun må vel have lyse øjeblikke?

Men det er smukt skrevet, bl.a. fordi man føler med hovedpersonen, og sprogligt skriver du jo meget flydende, så teksten glider let ind.

keep it up!

En uhyggelig god beskrivelse af en tragedie. Jeg kan næsten fatte hvordan det må føles at være så syg. Fint fortalt, med mange detaljer.

En virkelig potent novelle! Du formår at få læseren direkte ind i kvindens liv/tanker.
De siger nu til dags, at hver 2. familie har sindslidelser inde på livet, og at skizofreni er en 'egoistisk' sygdom - det er meget "mig, mig, mig" - dog ikke på den barnlige facon, men mere i stil med "De overvåger MIG, MIN telefon bliver aflyttet, JEG bliver forfulgt af biler. JEG er Gud osv." - så det giver god mening, at hovedpersonen, til sidst, vælger den største, mest egocentriske handling vi mennesker overhovedet kan begå - selvmord.

Allerede da du fortæller, at HP har massiv social-fobi forstod jeg. Mange af symptomerne kan jeg nikke genkendende til.
En god ven, og mentor, fortalte mig engang, hvordan skizofreni kan sammelignes (hvis 'normale' mennesker har svært ved at sætte sig ind i det); det er et mareridt i vågen tilstand - og det får du godt med i novellen!

Virkelig flot og fremragende novelle
Held og lykke i dysten

Mvh
Thomas

En noget grum historie, om et emne der desværre bliver større og større i vores del af verden.
God beskrivelse af den mørke nedtur
Velformuleret tekst der er let forståelig.
mvh, Michael

...Og så er det lige gået op for mig, at de fleste steder, hvor jeg begynder en sætning med et lille bogstav er det faktisk fordi, at der mangler et ord før, som ellers også var i den originale tekst. Noget må være gået galt, da den blev lagt ud på min forfatterprofil. Beklager - håber, at det stadig er til at få lidt mening ud af teksten! :-)

Tak for alle jeres kommentarer!
Jeg er godt klar over, at det forstyrrer læsningen med så få og korte afsnit mellem to "kapitler". Det skal dog nævnes, at der i den originale tekst var større afsnit, men de er på en eller anden måde forsvundet, da den blev lagt herud.
Stave- og trykfejlene er nok bare et resultat af ikke at være grundig nok med sin beta læsning :-)

WOW! Dette er virkelig en novellen på grænsen! God historie, selv om det foregår i en lukket lejlighed. I starten virker hovedpersonen som en forfatter, der bare er i sålet, og hvem af os har ikke været der helt eller delvist? Og så bliver tankerne/stormen mere og mere hidsig. Selv afsnittet til sidst med faderen er godt, selv om det er et helt skift.

Nogle af de ting, jeg studsede over:
Der er mange sætninger, der begynder med "men", hvilket er en unode.
Der er et hop i historien, som ikke rigtig er mærkeret. Sætningen starter med "Jeg stod i stuen med en stor affaldssæk..." Overvej at markere hoppet ved måske bare et afsnit.
Hvorfor gør hun pludselig rent? Hun er gået rundt i ugevis - og uden nogen begrundelse begynder hun at gøre rent.
Og til sidst: hvorfor hører vi ikke om raserianfaldet andet end indirekte?

Louise.

Jeg fik det indtryk, at det var den syge kvinde, der beskrev sig selv. Jeg sad derfor hele tiden og tænkte, at historien ville have virket meget bedre i nutid. Forklaringen kom så til sidst, og så var datid naturligvis den rigtige tid.
Det var den bare elendighed, men godt skrevet.
V.h.
BEJ1

Også jeg er imponeret over din evne til at skrive. Du har et meget flot flow i teksten og virker til at kunne gå direkte ind i den syge kvindes hoved og beskrive en sindssygdom indefra. Imponerende.

Og ja, brug nutid. Det ville også gøre at det afsluttende afsnit står stærkere, det skulle læses to gange, for rigtigt at forstå. Men velskrevet - uhyre velskrevet!

Mikala

Novellen fangede min opmærksomhed i en sådan grad, at jeg læste henover de fleste fejl som allerede er påpeget af Bibelot. En ting generede dog læsningen: Flere steder begynder du en sætning efter et punktum med lille bogstav.

Ellers er jeg meget enig med de tidligere kommentarer - du skriver godt, har et flot ordforråd og får beskrevet hendes sindstilstand meget overbevisende. Derfor er det også synd at du ikke formår at "undgå" det forklarende afsnit til sidst ved i stedet at indarbejde disse informationer i selve teksten.

At du har valgt at skrive det i datid anser jeg som et virkemiddel, der skal understrege, at hele novellen er hendes "liv der passerer forbi" imens hun falder. Meget flot og gennemtænkt.

/Gitte