Wauw jeg synes det er godt skrevet. Jeg var opslugt og havde lyst til at læse mere.

Hej Signe

Nu har jeg så læst de 3 første kapitler. Jeg har valgt at kommentere her, da jeg kunne se at der var så mange der havde kommenteret det første kapitel og jeg på en måde fanget af historien.

Kapitlerne er spændende og hænger godt sammen. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor der skiftes fra kapitel mellem 2 og 3 da jeg umiddelbart vil sige at handlingen forløber rimelige kontinuerligt mellem de to kapitler.

Jeg kan godt lide sproget i teksten, der er med at at give en autentisk følelse sammen med den betydeligt viden om husdrivning. Det giver den også lidt samme følelse som "det lille hus i den store skov" selvom historien helt klart er sin egen.

Jeg absolut elsker den gamle besværlige ko! Det kan godt være den giver meget mælk, men den driver også plottet frem på en organisk og sjov måde.

En ting der forundre mig er dog at Karen givet at hun undre sig over om den mystiske fremmede er ellekongen og udfra sin viden fra første kapitel ikke beder ham vende ryggen til. På den måde ville hun jo en gang for alle ville kunne få svar på om den fremmede er en elle-person eller ej. Det undre mig især da Karen (og Johanne) virker til at være rimelig intelligente især i forhold til de andre piger. Noget jeg synes der fremhæves på en god måde uden at det tværes i ansigtet på læseren.

Mvh.
Dani

Sådan nu er jeg spændt på om Karen møder ellekongen.
Fed stemning der bliver skabt, og man føler sig virkelig ført tilbage i tiden, til dengang magi var meget mere virkelig.

Hej Signe, har læst mig igennem samtlige kapitler, og må ligesom mange af de andre rose din fortællekunst og dit sprog.
Troede ikke at jeg skulle blive bidt af så "langsom" en fortælling, men må da indrømme at det er jeg blevet, og jeg ærger mig over at der ikke er flere tilgængelige kapitler;)

Kære Signe

Fin novelle. Den balancerer måske en kende på kanten af det sentimentale og kammer dog ikke over, fordi det håbløse fylder så meget, som tilfældet er.
Det er en rigtigt fin pointe, at de først forsvinder fra deres spøgelsesliv, når de kommer ud blandt de levende. Hvor de kommer hen, er umuligt at vide, og derfor er det godt, der ikke gættes på det.
Jeg fik et strejf gys, da hun stod ved vuggen med den helt lille. Heldigvis er hun ikke et ondsindet spøgelse, blot træt af sit skyggeliv.

Og som altid: Godt sprog. Tak for læsningen.

Maria

Skulle vi vel aldrig have lidt mere? :(

Hej Signe - tænk at jeg har overset den her historie. det er jo ikke så tit, synes jeg, at vi bliver begavet med nyt fra din hånd, så jeg blev rigtig glad for at finde den. Og hvor er det dog en skøn historie. Jeg slugte den i en mundfuld. Det er skide godt at historien er en stor søgen efter svar, det driver en fremad, for selvfølgelig skal man se om de finder hjem. Og det gør de jo.

Det er brandgodt tænkt og man får den her link mellem fortid og fremtid, som jeg er helt vild med (det ved du:-).

På et tidspunkt trækker Agnes vejret dybt - det må være en fejl? Og så siger hun "herinde". Hvor er herinde? De sidder jo under et træ?

Men det er småting. Du har jo ingen sproglige fejl. Det ville jo også være mærkeligt, når det er dig.

Virkelig, virkelig god historie. Den nød jeg meget. Tilpas melankolsk - og meget interessant. Findes der spøgelser, må det være sådan de har det ;-)

Rolf

Hej Signe,

Så har jeg læst Tågespind og her får du så mine kommentarer til alle ni kapitler i samlet flok.

Først og fremmest er det sprogligt en helt og aldeles fremragende fortalt historie, det må være fedt for dig at have en så solid base at fortælle ud fra – det er i hvert fald med stor fornøjelse (og velment misundelse) at jeg læser det. Det gælder både beskrivelser, dialog, fremstilling af Karens tanker og følelser osv. Det er enkelt, men stadig varieret og med masser af fine små billedsprog og andre detaljer – som er smukke og sigende, men ikke floromvundne eller prætentiøse (tyv, hvisker brødet, dørhængselsstemmen, der er mange flere). En enkelt ting jeg synes du kunne gøre er at undgå ord med rod i latin, jeg synes de lyder for moderne i sammenhængen og bryder stilen: Effektivt, argument, kommando, kommentere, normalt, taktik, den slags, som der er nogle stykker af. Prøv at finde nogle synonymer: Begrundelse, befaling, fremgangsmåde, almindelig eller noget andet.

Omkring det gammeldags sprog, så synes jeg det er en styrke, du skal holde fast i. Det giver miljøet og fortællingen integritet og det støttes jo op af alle de fine små detaljer fra hverdagslivet på hoveriets tid, som er med. I mine øjne kan det både henvende sig til børn og voksne.

Du skrev at du en overgang var i tvivl om, hvor du gerne ville hen med teksten. Det jeg oplever som læser er at jeg savner noget konflikt fra et tidligere tidspunkt – det starter godt, godt tempo, gode spørgsmål. Vi får Anes fortælling, som lægger en rigtig god atmosfære og skaber tvivl og vi ved ikke om Daniel er et levende menneske eller en af ellefolket. Men, rimelig hurtigt får vi afklaret at han lader til at være en menneske af kød og blod – og fantasy-elementet synes at være afviklet indtil videre i hvert fald. Derfra synes jeg tempoet falder for meget og jeg synes udviklingen med Daniel og Karen er for uproblematisk – hvad er hendes udfordring? Hvad er det for en angst hun skal overkomme? Hvad er det for et umuligt moralsk dilemma hun må slås med? Hvad er det for personer, som hun har modstridende interesser med? Hvad er er det for en udefrakommende trussel, der truer det hårde men også idylliske landsbyliv? De vanskelige valg hun tager vil få mig til at mærke hende. Et af de steder, som jeg synes er bedst i hele historien er der, hvor Johanne fortæller at hun har sagt ja til Laurids. Det er da også en svær situation at stå i og det siger en masse om tiden og det siger en masse om hende, hvad hun vælger og jeg kan ikke undgå at holde af hende og jeg er helt inde i historien der.

Dit stof er så rigt og nuanceret, at der er masser af konfliktpotentiale at tage fat i. Jeg synes det kunne være fantastisk at se dig udrulle en fantasy roman i dette her miljø. Det fantasy jeg kender er den slags med en middelalderverden befolket med troldmestre og orker. På den måde ville det være unikt at få en fortælling med afsæt i bondesamfundet og hvor det ikke er riddere og drager, men derimod huldrefolk og lygtemænd og hvad der ellers gemmer sig i tågen og mosehullerne – den verden ville jeg gerne føres langt ind i. En slags folkeeventyr på en måde og så alligevel ikke. Det kunne sagtens være ud fra et autentisk miljø, hvor det overnaturlige blot viser sig virkeligt. Måske er det ellefolkets guld, som Karen må af sted efter (i så fald må der være en tvingende grund) eller måske er Daniel fanget af en forbandelse og Karen må rejse ind i underverdenen for at løse ham. Det kunne måske flettes sammen med nogle trusler fra den virkelig verden – herremanden truer med at sætte dem ud, hvis de ikke betaler, svensken er på vej over isen, øvrigheden er på jagt efter en morder på egnen, etc. Det er blot ment som eksempler, det er jo dig der ved hvilken historie, du gerne vil fortælle.

Håber du kan bruge kommentaren. Det kan være du allerede er kommet så langt videre at du allerede har løst ovenstående, så er det jo bare godt. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse mere af Tågespind, hvis der skulle være mulighed for det på et tidspunkt.

Kh, Morten

Hej Signe,

Det er et spændende tema du tager fat i her og en rigtig god ide med de to aldrende spøgelser på kirkegården. Det er en meget atmosfærefyldt novelle synes jeg.

Der skete noget med mig, da jeg kom til følgende:

”Han stirrede tavst på hende. Længe. "Du har ikke haft ro på dig, siden de sløjfede de to smås grave."”

Det er super godt og for mig langt det stærkeste sted i novellen. Jeg føler, at jeg kommer meget tættere på personerne end jeg har været hidtil, fordi jeg kan sætte sig ind i den smerte det må være, at miste den sidste forbindelse til sine børn, som man ellers krampagtigt har prøvet at holde fast i selv om den reelt er forsvundet for længe siden. Du kunne bruge det til at øge karakterernes drivkraft og besvare spørgsmålet: Hvorfor handler Agnes nu? Jeg synes tempoet er en anelse lavt i starten af novellen – lidt for meget dialog i starten af novellen og lidt for lidt drama. Måske man kunne starte med en scene, hvor Agnes må se graverne fjerne en af børnenes grave uden at kunne gøre hverken fra eller til og så lade historien udvikle sig derfra? Bare en tanke, selvfølgelig.

Som altid rigtig fint flow i teksten. Jeg kan godt lide din fortællestemme, rolig og vis. Der er nogle enkelte steder, hvor der kommer lidt for mange tillægsord, blandt andet i det første afsnit. Men den måde du introducerer, at de er spøgelser er super.

”"Det har du altid været, Niels Peter. Godt tilfreds." Hun sukkede.” Godt.

”Hun stod i kirken. Loftet hvælvede sig højt over hende, solen faldt ind gennem vinduerne i meterlange firkanter og fik støvet til at danse over bænkene.” Rigtig god beskrivelse.

God beskrivelse med deres møde med bilerne og detaljerne fra det ændrede landskab, det må være en mærkelig oplevelse.

Tak for læseoplevelsen. =)

Kh, Morten

Hej Signe. Hvilken dejlig historie du har skrevet- en smuk historie om et gammelt ægtepar, som har bevaret kærligheden og respekten for hinanden.Som jeg læser det, er det først, da de møder den lille nyfødte pige, som de relaterer til deres egne små, at de accepterer, at deres liv er forbi. Savnet af de små fornemmes som en livslang smerte hos dem begge. Jeg føler mig meget berørt af din fortælling. KH Margit.

Det er et spændende og velskrevet tema fra den verden hvor tiden står stille. Man er hele tiden med i det, der foregår .
Udvikling i fortællingen følger en god rytme med fokus på gestalternes stemning så man næsten læner sig tilbage i stolen og kan fornemme deres tanker, og hvordan de undrer sig over omgivelser og tilværelsen 100 år efter.
En enkelt lille detalje er måske at når de ikke kan mærke vinden eller kirkens døre, kan Agnes nok heller ikke føle stikkende perlegrus eller sol.
Velskrevet. Man føler på intet tidspunkt trang til at forlade dem.
VH
Henningb

Det er en rigtig spændende idé, og indledningen fungerer eksemplarisk. Fra "Savner du nogensinde at være levende?" er man helt med på, hvad der foregår.

Men jeg synes ikke, at historien giver svar på det spørgsmål, man automatisk stiller som læser "Hvorfor nu?". De har siddet der i hundrede år. Hvorfor er det lige præcis nu, at alting falder på plads for dem? Hvorfor kan de stadig blive overraskede over, at de ikke kan høre stemmer, hvis det har været sådan i hundrede år osv.?
Jeg fornemmer, at din tanke er, at de har levet i en lidt tåget drømmevirkelighed, hvor de ikke rigtig kan huske noget, men jeg synes ikke det fremkommer helt klart.
Der er lidt mange replikker, som tydeligvis mere er henvendt til læseren end til den anden person i historien.

Når det så er sagt, så synes jeg novellen er virkelig velskrevet. Sproget og den grundlæggende ide er højt niveau.

Kære Signe!

HAr altså lige læst din novelle en gang til, og en gang til - og den blev bedre for hver gang. Det var bare lige det, jeg ville fortælle dig.

Tak!
Stg