Hej Peter,

Det er en spændende novelle, du har forfattet! Der er noget virkelig fedt over måden du har stykket den sammen på; jeg-fortællerens umiddelbare oplevelse med de våde lagner og ensomheden - reflektionen på meta-plan med udgangspunkt i 80'er filmen - den drømme-agtige sekvens og så fluks tilbage i virkeligheden, men denne gang fra et ydre perspektiv. Jeg elsker, at det på ingen måde virker tilfældigt på mig som læser; jeg fornemmer, der er en historie gemt i selve opbygningen af narrativet, og det er fedt!

Jeg fornemmer hans konflikter, det skelsættende i at opdage sin seksualitet, uden at du direkte sætter ord på dem; der er billederne af familien, referencen til hunden i sneen og det homofobiske overfald. Jeg var især vild med afsnittet om årstiderne; det var både en virkelig fin metafor såvel som en glidende overgang til det drømme-agtige scenarie!

Hmm, også vild med de sidste to sætninger. Fisk og fisse. Fra et niveau til et andet.

Hvis jeg skulle komme med noget kritisk brugbart (potentielt), kunne det måske være en endnu større sproglig omhyggelighed. Du har nogle ord- og sætningskonstruktioner, som for mig bliver en smule klodsede (f.eks.: "men vores forhold kunne også kunne blive spirende som foråret, eller hedt og bagende som sommermånederne", "en af mine kollegaer er sur på noget"). Småting. :)

Bedste tanker,
- Polina.

Hej Peter,

Det er en godt skrevet novelle. Du har en god fantasi og jeg kan godt lide dit sprog, som har en god, ind i mellem drømmende, ind i mellem lidt rå kant som passer godt til stoffet og din måde at flette forskellige fragmenter ind i en sammenhængende tekst. Der er uden tvivl mange gode historier i dig.

Min største anke med denne her er, at jeg kæmper lidt med dramaturgien og med at mærke jeget. Han ser sin elsker forsvinde og er efterladt alene med at skulle fordøje indtrykkene – han ved ikke, skriver du, hvad han skal gøre med følelsen. OK, det er spændende. Der ligger noget konflikt og lurer her, der gør mig nysgerrig – hvordan vil det udfolde sig? Vil hans følelser gå fra tiltrækning til skam, vil han få sig overbevist om at det ikke er noget alligevel? Vil han se på sin far på facebook og vil det få alle de svære følelser omkring ham til at vælde op?

Dernæst får du beskrevet en tilstand af distraktion og en form for rastløshed, en drømmende distance: Fragmenter af virkelighed, cyberspace, film – det er godt beskrevet og det fungerer godt som første fase i hans måde at fordøje sine indtryk på (dog synes jeg referatet af filmen bliver lidt for langt og upersonligt). Jeg kan også godt lide den måde du bruger drømmen og hans tilbagevenden til virkeligheden.

Men: Jeg ville rigtig gerne have at det hele blev forløst lidt mere. Jeg savner at jeg kommer til at mærke jeget igen, som jeg kunne i det første afsnit, og komme lidt længere ind i den konflikt der lægges op til. For ja, der er noget tiltrækning, fortæller han, hede minder, men hvad vil han stille op med det? Det er OK at han er frakoblet og distanceret et stykke tid, men jeg ville gerne have et eller andet fra ham på et tidspunkt, så han ikke bare bliver hængende der.

For eksempel kan jeg slet ikke mærke ham i slutningen, som gør mig lidt forvirret. Hvad gør det ved ham at han kommer til at tænke på det Marcel sagde? Det er jo en meget fysisk tilgang til deres forhold, modsat hans eget drømmende univers … og det virker som om det er fremmed for ham og det ikke rigtig rører ham, men tidligere har han jo beskrevet en lidenskab i forhold til Marcel også i forhold til det fysiske? Det gør mig i tvivl om hvor han er henne og det gør det svært for mig at forstå hvor han er henne, hvilket jeg ellers virkelig gerne ville … jeg ville gerne inviteres længere ind i hans tvivl og hans smerte.

Håber det giver mening. God skrivelyst!

Bedste hilsner, Morten

Hej Peter
Jeg kan rigtig godt lide den her novelle. Den har en stemning, og det er ikke så tit, jeg læser noget og mærker en stemning i det, fordi det tit bliver beskrevet snarere end underspillet. Men det synes jeg du gør rigtig godt i den her. Melankolien er malet tykt op i byen, og det er oftest der, man kan føle sig mest ensom.
2. person virker fedt og er meget usædvanlig.
Det eneste, jeg vil stille spørgsmåltegn ved, (udover kommaerne (som ofte mangler...)) er den aller sidste sætning. Den virkede sådan lidt...hvad skal man sige...overflødig for mig. Eller måske lidt for direkte, når nu så meget andet i teksten er dejligt indirekte og billedligt. Hvis måske slutsætningen var mere åben, eller måske slet ikke var der...? Eller måske blev drejet over i det mere maleriske, som tidligere...?

Barsk og medrivende novelle.
Det kan være med vilje (hvad ved jeg) men det lader til at gå meget hurtigt, hvilket både kan give en spændende, men også forvirrende effekt.
Historien sætter ikke et meget stort tryk på “jeg” personen, men på helhedenn, vilket er en rigtig god ting.
Mange fine ord og gode metaforer.

Normalt ville djævleordene være rigmeli indenfor en dialog i en tekst. Det vil derimod være mere interesant uden dem.
Der er mange: måske eller jo. I starten skrev du: “jeg følte mig nervøs” hvor man ikke behøvede: “følte”
Man kan også finde nogle punkter, hvor i stedet for: “duut, duut, duut” kunne stå: “ringede” eller “telefonen gav lyd” hvad du end synes.
I slutningen skrev du: “du ved de der ting”
Det giver en lille mening og man forstår, dog kunne sætningen beskrives anderledes.
Ellers, en god tekst, som kommer ind på et emne, man ikke møder hver dag :)

I historien bliver der lagt meget på denne éne persons følelser og tanker. Omgivelserne bliver ikke beskrevet lige så meget. Der er også visse steder der i, hvor der mangler et komma, man skal bytte ordene om eller er lidt uforståeligt.
Af og til, bruges der nogle få “djævle ord”
Ikke mange og de er svære at komme udenom.
Det var en tris novelle, om en person, som ikke kunne vudere sine handlinger.

En god novelle, hvor der er mange sanseindtryk. I starten er det en “jeg” personsfortæller (og endda når jeg personligt, normalt ikke er så interresereeret i “jeg” personsforortællere, gjorde du den meget interessant) senere blev det en tredje personsfortællere. Dér kunne man også se, at den var skrevet godt.

Sikke en fed novelle.

Den beskriver mylderet af tanker efter at man har været sammen med en af eget køn første gang så godt, forvirringen og euforien og cirklerne man slår omkring sit "gamle" liv. Du fletter Facebook og filmen så flot ind i resten at det skaber en helhed, hvor filmen bliver virkelighed på sin egen måde og Facebook bliver til drømme og dagdrømme.

Tonen er bare så drømmende og flowet så flydende, det er mesterligt sat op. Jeg er virkelig helt solgt på denne historie.

Jeg synes slutningen er genial, pludselig og meget seksuel, hvor resten af novellen har været mindre "grafisk" (sat i anførselstegn, fordi slutningen jo heller ikke er specielt grafisk), mere romantisk og ja, jeg har brugt det ord mange gange, men det er det bedste jeg kan komme med... drømmende.

Godt håndværk. Godt skrevet. Tak fordi jeg måtte læse med.

Super fedt skrevet Peter.
Den owner du helt klart.
Spændende og kort historie,
Men du fik klart det hele med.
Jeg var ihvertfald revet med fra start til slut.

Dele af novellen er meget refererende og den kunne egentlig omskrives til en hel roman eller tre med alt det, Dana og familien har gennemlevet. Der er masser af handling, der ikke bliver fortalt, men opremset. Det får beretningen til at tabe lidt af nerven, især fordi det ikke bare er begivenheder, man plejer at nævne i ”forbifarten”, men meget voldsomme hændelser. (Flugt, svigt, vold, banderelation, mord.) På den måde minder den lidt om en indledning til et tekstuddrag i en antologi eller undervisningsbog. Og første del kommer til at clashe lidt med jeg-fortæller-delen, der har noget helt andet sanseligt på hjerte.

Til forskel fra dine andre hovedpersoner, synes jeg Dana/jeg-fortælleren er lidt fjerne og jeg mærker dem ikke så tydeligt, som mange af dine andre personager, hvor jeg har fået lov at træde ind i deres verden. Og Dana mister lidt at sin troværdighed, med den ekstreme udvikling hun gennemgår, beskrevet med så få ord. Hendes udvikling i sig selv kunne også fylde en roman. :-)

Det er en stor historie du fortæller, en spændende handling, og der er mange ting, der gør mig nysgerrig. Men jeg er ikke helt klar på, hvad for en af historierne, du egentlig har på hjerte. Måske er historien og informationsmængden for stor til novelle-formen?

En god ide kunne være lave en ”bagsidetekst”, hvor du definerede for dig selv, hvad essensen af novellen er. En ”jeg fortæller at…”-tekst, ikke en ”jeg fortæller om…”-tekst.
Jeg føler, at der faktisk er gods nok til adskillige noveller i denne ene og det fik mig til at ”skimme” lidt en gang i mellem.
Mvh. Lise

Uha nej, slet ikke så fancy. Jeg har boet i Ghana et stykke tid, og en kammerat af min eksmand (som er fra Ghana), sælger toiletbrætter rundt om i landet, og lever af det. Min eksmand overvejede faktisk at sælge toiletpapir (tro det eller lad være), fordi det er en generel mangelvare i Afrika. Det er der overraskende meget der er, så jeg plejer at sige til iværksættere her i Danmark, at hvis de ikke ved, hvad de skal give sig til, så tag til Afrika. Jeg har de første 5 absurde og mærkværdige idéer til virksomheder, der kunne fungere på det kontinent. Men af en eller anden grund bliver de fleste danskere afskrækket ved tanken om Afrika. Men det er nok, hvis man ikke selv har været der og ved, hvor moderne der er mange steder. De mangler bare mange ting, som vi i Danmark tager for givet, fx toiletbrætter. :) Så jeg ser heller ikke din hp som et psykotisk eksempel, men faktisk som en super moderne type. :)

Barsk slutning. Det er sådan en novelle, man kommer til at tænke over et stykke tid, tror jeg.

I begyndelsen tænkte jeg, at fortælleren var underligt distanceret, som om vedkommende ikke havde været der rigtigt selv, men bare beskrev Danas historie som hvis det var en slags nyhedsartikel. I andet afsnit begynder det dog at give mening - det er hovedpersonen, som fortæller Danas historie og dermed har han jo ikke været der selv. Fedt twist i øvrigt, med fortælleren. Du skriver virkelig godt, synes jeg. Det er både vildt levende at læse og og også sådan lidt drømmeagtigt. Jeg er glad for, at jeg læste videre, men i starten var jeg faktisk ved at klikke væk fra teksten (jeg dømmer måske også lidt for hurtigt) fordi det lød en smule opremsende og faktuelt. Måske burde hendes historie være kommet lidt mere i små bidder - måske burde mere af den udelades. Det kan også være, at det bare er mig. Jeg synes dog, de sidste afsnit er langt mere levende end det første.

Men er i hvert fald rigtig glad for, at jeg har læst din novelle, og jeg er helt vild med skrivestilen :)