Fascinerende tekst, skønt jeg ikke tror jeg forstod det hele, men det jeg dog forstod, er glimrende skrevet og du har nogle spændende beskrivelser og ligesom flere af de andre kommentatorer, holdt jeg også meget af de beskrivende scener med edderkopperne…
Slutningen tror jeg ikke jeg har fattet – men da du skriver at det er første del, var der måske planlagt en forklaring senere?

Første lange afsnit er velskrevet og tilpas mystisk til at trække læseren ind i novellen. Denne sætning virker lidt ufuldent, men jeg tror, at du har rettet den og glemt at fjerne et ord?
”I drømmen fandtes var der ingen spejle, det var en drøm om mig og ikke en drøm om mig og mit spejlbillede.”

Denne sætning gjorde mig meget glad – for hvor er det velskrevet!
”Edderkoppen forsvinder ind i min mundhule, hvor jeg synker og synker, mens den stritter imod med alle otte ben, men spyttet og synkebevægelsens muskelsammentrækninger tvinger den ubønhørligt nedad, nedad, ned i min mavesyre, hvor den opløses. Langsomt.”
-Wadr! Og hvor godt skrevet!

Scenen på drengetoilettet er tilpas flydende, for så at blive meget kontant afbrudt af drengens udbrud. – Det virker rigtig stærkt og gav et gib i mig. Flot lavet!

Denne sætning faldt jeg også for:
”Jeg spilede kinderne helt ud og mærkede, hvordan edderkoppen løb frem og tilbage fra kindhule til kindhule som var det en mørkelagt lyserød skaterampe.”
-Meget billedrigt og spændende. – I det hele taget synes jeg du er stærkest, når du er tydeligst og taber mig, når du bliver diffus. (”Overalt var huden og kødet skåret op fra den flagellantiske proces, det havde været at presse sig tilbage fra min side af spejlglasset og på plads bag den reflekterende flade.”)
- Det er nok derfor jeg ikke er så vild med slutningen, fordi jeg ikke helt forstår den – men måske var det meningen at der skulle komme mere.

-Farverig læsning og dine metaforer er rigtig gode.

Venligste hilsner

Mikala

Vær hilset Eske.
Velskrevet og spændende novelle. Jeg har tidligere rost dig for dit sprog, men i samme vending nævnt, at det har en tendens til at løbe af med dig, så du taber mig undervejs. Det gør du på intet tidspunkt i denne. Her er det dig, der styrer både sprog, handling og læser i den rigtige retning fra start til slut.
Jeg kan derfor ikke brokke mig over andet end mig selv. Jeg forstår nemlig ikke slutningen. Jo, jeg kan selvfølgelig godt læse, hvad der sker, men jeg forstår ikke hvordan. Nu vil jeg ikke præcisere spørgsmålet her for ikke at røbe slutningen for andre læsere, men gider du forklare mig den?
Nå ja. Havde da nær glemt at rose dig for dine synsvinkel- og tidsskift til sidst. Begge dele hæver intensiteten. Først ved at rejse spørgsmål ved, om jeg-fortælleren overlever og kan fortælle slutningen og derefter ved at sætte undertegnede lige midt i begivenhederne.
Til gengæld er jeg IKKE vild med det der kyniske smil, som jeg-fortælleren snakker så meget om. At han overhovedet kan fortælle om det, gør det meget bevidst, og at han beskriver det som kynisk, frembringer et temmelig latterligt billede af ham, hvor han står foran spejlet og øver sig på at smile på lige præcis den rigtige måde.
Og endelig min yndlingssætning:
"idet du tog mobiltelefonen fra disken, var du lige ved at tabe den, men du vidste godt det bare var ønsketænkning."
Her sker der virkelig noget på alle plan.
Mvh
Eddie

Dav. Spændende fortælling, og jeg må gi' dig at ham edderkoppesadisten er godt fundet på :D Jeg kunne bedst lide delen på skoletoilettet og der i starten, hvor han spiser en edderkop. Føj siger jeg bare! Jeg havde lidt svært ved at forstå det sidste, altså har han skåret i sig selv eller var det noget der skete da han gik i skole? Udover det kan jeg ikke sætte min finger på noget.

JW!

Hej Eske
Sikke en historie. Dit sprog er helt dit eget, din anvendelse af adjektiver er helt unik. Din svært beskrivende facon gør dine tekster mindre let-tilgængelige og til en bedre oplevelse at læse. Den spykologiske elendighed, sprøjter mellem sprækkerne på denne fortælling, han er et kryb, denne eddekoppespisende sadist. Men jeg føler også med staklen, selvom det er umuligt, at sige hvad der skal til for at hjælpe ham. Stærkt ordmættet glidebane, med mange selvopfundne ord, hvor man alligevel lander blødt til sidst... En fremragende læseoplevelse.
Jonas Qvistmose

Hej Eske. Det her er efter min mening klart den bedste af dine tekster, selv om de alle er stærke. På et overordnet plan er det især din stil som er overbevisende. Den er original og meget forfriskende i den her tid hvor alting skal skrives i hyperkorte helsætninger, og den passer så godt til 'genren.'Sammen med en Jonas Quistmose, som også er herinde, har du en af de mest genkendelige og egenartede stemmer her. I teksten er der mange stærke partier, 5.-sidste afsnit med hjerteslagene er perfekt. Historien er fængende, og beskrivelserne virkelig billedskabende. Jeg kunne næsten mærke den edderkop pile rundt i den udspilede mund. Eneste host herfra er første afsnit hvor du mister mig omkring halvvejs, og det er jo ikke det bedste sted - jeg tror at du sagtens kan stramme det en smule. Jeg var ret optaget af læsningen, så jeg fangede ikke andre gramma/stavefejl: end 'dansk time,' som skal være et ord og at der mangler et komma i sidste linje i første afsnit '... jeg bryder gennem virkelighedes væg(,) og virkeligheden ...' Jeg ser frem til at læse anden del.

Hej Eske. En foruroligende historie. Der står så meget mellem linierne, ja, mellem bogstaverne i dine dunkle sammenligninger. Din langsommelige stil kommer til sin ret i historien her, som på min indre storskærm blev til en slags FilmNoir, fuld af uafsluttede tanker og løst opbundne ender. Et studie i adjektiver.. Et lille hik, du skriver at hans indre dæmoner blev ved til deres sult var slukket. Det er vidst nok tørsten man slukker, mens sulten stilles.. Jonas Qvistmose

Hej Eske. Igen en historie fra din hånd, som jeg er meget begejstret for. Den forstyrrede, manisk rygende fortæller er særdeles overbevisende beskrevet, og hans fortængte minder bliver spændingsmættede, saftige huller læseren kan udfylde. Det skaber virkelig spænding. Din udvidede metafor med lys - mørke, som henholdsvis indsigt og fortrængning fungerer bare så godt, og specielt sætningen: 'det plumrede vand i bunden af mine mentale brønde' er stærk; men der er mange andre dystre, men smukke billeder. Og med hensyn til sproget så er det helt sikkert ornamenteret og krævende med de mange billeder og sammenligninger, men det gør det også til en egenartet stil. Mit eneste kritik går godt nok på lige nøjagtig sproget, men kunne i denne af dine historier. Nu kender man ikke så meget til fortælleren (udannelse f. eks) ud over hans nuværende situation, men da 1.personsfortælleren er ren karakter, så er sproget jo en afspejling af denne person; og så varieret og poetisk sprog er svært at sammensætte med een i hans situation. Igen en historie der giver mig lyst til at læse mere fra samme skuffe. Hov, jeg vil lige huske at sige at slutningen rammer lige som den skal. Godt lavet.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg at handlingen drukner i overflødige ord. Det er ærgerligt, for inde bag ved anes en foruroligende og original historie, der skriger efter at komme ud. Nu er det selvfølgelig kun min mening - andre vil sikkert værdsætte dit næsten poetiske sprog. I andre af dine noveller fungerer det bedre, mens det her, i mine øjne, kvæler min interesse for teksten. Når du skriver cokehærgede øjne stirrer søvnigt, så kan jeg ikke helt få det til at passe. Coke er opkvikkende, så måske havde heroinhærget været mere rigtigt i sammenhæng med et søvnigt udtryk?

Hej Eske. Jeg har set meget frem til at læse den her. Og den lever fuldt op til mine forventninger. Jeg er meget begejstret for sproget (som de fleste andre). Nok især fordi det er så fedt at der er nogen der fører traditionen med den tunge, verbose gotik videre. Nu er Lovecraft blevet nævnt, og det er dejligt at se hans indflydelse hos dig. Amazon.com regner med et læseindex hvor svære tekster ligger på omkring 12, Lovecrafts ligger på 14,5. Det gør du nok ikke. Men den tunge atmosfære du formår at sprede over Århus lever helt op til ham. Og det er især det min ros går på. Den her historie er så anderledes end hvad der ellers skrives i DK lige nu med forfatterskolen kvadratiske minimalisme, men det virker sgu, og viser at der findes en anden tradition. Samtidig synes jeg også at historien er helt din egen og fortælleformen med de to dramatiserede fortæller fungerer perfekt. Jeg er helt vild med det her. Jeg håber du har mere af samme skuffe. 'Et sted åbnedes en dør på klem og afslørede en flig af noget fantastisk' er bare perfekt. Jeg greb mig selv i at ærge mig selv over at det ikke var mig der havde skrevet den.

Hej Eske. Denne tekst er en vandring ind i eventyrland, som at falde gennem kaninhullet uden at vide hvad der venter. En raplende fabuleren over alskens ualmindeligheder, der tegner sig for ens indre blik i øjeblikke hvor sindets mørke sider får lov at tage over. En tour de force op under fantasiens høje hvælvinger og til sidst det triste fald tilbage til virkeligheden, som til sammenligning virker næsten uvirkelig. Meget smuk tekst som jeg må læse igen for at få det fulde udbytte af. En absolut favorit.... Jonas Qvistmose

BINGO – Jeg startede med at være forelsket da jeg læste denne tekst. Jeg blev forelsket i dine ord.
Afsnit for afsnit, sad jeg og håbede at du aldrig ville holde op og lade dette paradis af ord gå i stykker. Jeg er stadig forelsket, men også forvirret. Jeg forstår ikke helt hvem og hvad der dør og hvorfor. Måske er jeg bare så forblindet af forelskelsen, at jeg har snydt mig selv for at forstå.
Men et eller andet sted er det ligegyldigt lige nu – for jeg sidder tilbage med en sproglig oplevelse som jeg ikke har lyst til at ødelægge for at finde en mening.
Dit valg af at fortælle i ”jeg” form gør hele teksten solid og sikker. Du har noget helt særligt – noget som jeg bestemt kan lide.
Ord kan ikke beskrive det lige nu....

Hej Eske. en noget usædvanlig historie, må jeg sige. Nu har jeg så heller ikke læst noget af ham der Lovecraft :-)
Nå, sproget er rigtig godt. Du maler med ord.
Kan ikke helt løsrive mig fra den tanke, at teksten kunne bruges som led i undervisning om Århus bys historie.
Der er bestemt gys. Op til flere gange.
Umiddelbart synes jeg det bliver en anelse for meget - historien en anelse for lang.
Men skrive - det kan du :-)

Pia H

Hej Eske.

Et fortryllende maleri af ord!
Jeg sidder nærmest i en døs, omgivet af den tåge, som ligger tungt og mystisk over hele fortællingen, og som bliver svøbt omkring øjne og sjæl for hvert ord, der læses.
Gyset dukker frem adskillige gange, og man holder vejret; spændt på, hvem Charon skal sejle over floden som den næste.
Fantastisk sprog, ikke nemt og hurtigt at overskue, men en fornøjelse, hvis man alligevel fuldender rejsen.
Et meget anderledes, indre gys.
Flot!
Angela

Hrm, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal synes om denne novelle. Synes du har et fantastisk ordforråd, og bruger det fornuftigt - men samtidig synes jeg også du bliver en anelse vidtløftig nogle steder. Da jeg læste teksten begyndte jeg at skimme den, fordi jeg ventede og ventede i håb om at der indtraf en form for klimaks. Det skete ikke rigtig, ej heller med slutningen. Men når det er sagt, så er jeg vild med det faktum at man bliver nødt til at gætte sig til novellens betydning. Der er lige tilpas mange hints til at man selv kan danne sig sin egen forestilling om hvad det egentlig er der sker, og det er altid befriende. Deltager du egentlig med denne novelle i påskegyserkonkurrencen?

Hej Eske, spændende med en anderledes fortolkning af gyset - for gys, det er der. Der er bare så meget andet også. Med to jeg'er var der noget at holde styr på, og der er fortsat stof til eftertanke, også når man er færdig med at læse. /Gitte

Du har malet et utrolig flot ordbillede, som jeg er vendt tilbage til og har studeret et par gange og fundet nye ting i det. Det er spændende og anderledes,men alligevel kan det ikke holde mig fanget, da det på en måde er for stort til at kunne rummes på een gang.
Birte

Nej, ikke en tekst man læser for gysets skyld. Det er et imponerende maleri med ord. Et portræt af Århus indrammet af mine erindringer for 40 år siden, tilsat dine egne reflektioner. Tænk at det hele stadig ligger der på den samme måde. Skønt at se en forfatter der tør lade fantasien løbe løbsk, uden at det bliver usystematisk.
Teksten er på en måde tankevækkende, sætter en masse sjove fantasier i gang, puffer til erindringen og lyser glemte indtryk op, med inspiration fra anden litteratur og historien.
Det må være svært at skrive på den måde. Men du gør det.
Bibelot

nu har jeg efterhånden besøgt Århus station ret ofte, og det var det første som fangede mig. Måske en lidt skæv måde at få lyst til at læse mere, men resten (egentligt det hele) var utroligt interessant. Meget god stil og flotte beskrivelser (og jeg har lige været ude i tågen, så det var virkelig effektfuldt). Lidt svævende historie måske, men sådan skal den være.

Vær hilset Eske.
Den Lovecraftianske inspiration fornægter sig ikke i denne tekst. Jeg havde kun læst knap to afsnit, før jeg måtte omkring din profil og se, om du havde nævnt ham der. Det var en kompliment. c",)
Du er fantastisk god til både at lave stemningsbilleder og samtidig give et billede af jeg-personen. Ligesom du´et også bidrager til nysgerrigheden.
Det var det positive. På ris-siden synes jeg, at du har en tendens til at drukne teksten i ord. Det er en svær balancegang, som jeg nødig vil prøve at gøre dig efter, for det er jo netop også ordene, der skaber stemningen og billederne, men visse steder bliver det for meget, og jeg kan mærke, at min opmærksomhed begynder at drive. Eksempelvis var jeg omkring Lovecrafts "Silver Key", mens jeg´et vandrede på Hallssti. Det er selvfølgelig relateret, men bedre ville det være, hvis jeg blev i DIN historie.
Slutningen kan jeg til gengæld rigtig godt lide. Det er sådan én, man kan gå og vende i hovedet, mens man spekulerer over, HVEM det egentlig var, der døde og hvem, der satte tanken i vedkommendes hoved.
Alt i alt mest ros, men det er ikke en tekst, man lige snupper for det hurtige gys.
Mvh
Eddie

Hej Eske. Jeg tilslutter mig den ros der allerede er givet. Novellen er virkelig spændende (og spændingsudløsende). Jeg har dog to kritikpunkter:
1 - Mona siger :" Jeg håber jeg en dag kommer til at skrive en historie om hvordan du redder en vigtig person, måske en politiker, hvis liv du alene har i dine hænder." Det her virker altså dybt utroværdigt, altså; det ville ingen virkelig person nogensinde sige. Jeg mener med andre ord at udsagnet er fint nok, men formuleringen passer rigtig dårligt ind i den ellers flot imiterede (pseudo-) realisme.
2 - Jeg tror nok at jeg forstår slutningen, - altså hvorfor bomben aldrig gik af, men jeg er ikke helt sikker. Går ud fra at den indkommende besked blokerede for udløsningen af sprængladningen, men er ikke helt sikker. Kan du ikke skære det lidt mere ud i pap, så også folk over halvtreds (ikke at jeg er det) kan være med.
Håber ikke jeg har været for hård, - novellen er alt i alt herlig, men som anal nazilitterat var det altså de ting der sprang mig i øjnene.

Meget vellykket novelle! Du laver en rigtig god beskrivelse af hovedpersonen og opbygger spændingen på fantastisk hvis. Slutningen er virkeligt gennemtænkt. Bare det at han havde gennemført sprængningen havde faktisk været nok, men din slutning er endnu bedre. Tak for god underholdning.

Fedt med en novelle i en af mine yndlingsgenrer! Du har et glimrende ordforråd, og i langt det meste af novellen flyder sproget flot. Der er dog enkelte smuttere, som kunne tåle omformulering. Verner har allerede været inde på nogle af dem, og måske ville din novelle have glæde af en grundig gennemlæsning efter afslutning (evt. af en anden end dig selv). Et andet lille pip er måske at du laver flere afsnit, så teksten ser mere overskuelig ud. Som den er nu er den meget koncentreret (fyldepennens layout hjælper ikke på det), og du risikerer at man som læser begynder at skimme teksten i stedet for at registrere hvert eneste ord. Blot nogle forslag til en ellers udmærket historie - noveller skal i min bog have et twist, og det har din så afgjort. ;)

Haløjsa, det var en spændende og velskrevet novelle. Du lægger virkelig godt ud og få skabt en en støt stigende spændingskurve der næsten dirrer til sidst. Det bedste er næsten din fortæller som minder meget om Poes forstyrrede ditto, og det binder jo bare det hele rigtig godt sammen. Afsnittet hvor der citeres fra The Masque of the Red Death fungerer glimrende, og er meget originalt brugt. Måske kunne du også have taget noget med fra 'The Imp of the Perverse' fortællerens tilbøjlighed taget i betragtning.
På nær det, for mig, unødvendige og lidt irriterende skift til andenpersonsfortæller (men det kan være jeg har overset noget, her ude på de små timer?), er de sidste afsnit ekstremt velskrevne med mange gode og intense billeder der underbygger spændingen. Ud over det med andenpersonsfortælleren, har jeg meget lidt negativ kritik. Generelt er sproget meget flydende og varieret med et godt mix af korte og lange sætninger, men jeg synes der er et par steder hvor du burde have brugt punktum i stedet for komma. Et eksempel er: 'Jeg lagde den tunge sportstaske op på hattehylden og håbede og bad til at den ikke ville falde ned, mellem mine ben havde jeg placeret ...' Her starter du faktisk på noget nyt efter kommaet, og det vil være bedre med et punktum til at adskille. Der er en håndfuld af disse, småting, men alligevel. Mange tak for en virkelig god historie der viser at Poe og de andre gotiske mestre stadig inspirerer. Jeg håber du vil lægge mere herind. Hilsen Verner