Hej Carsten.
Fin, stilfærdig, opbygning og god slutning. Forsvundne akter braqte vel også dengang, enhver god bilagstyran ud i et hysterisk anfald på kanten af afgrunden.
Jeg er ikke helt vild med du kalder det et manuskript. Var betegnelsen ikke, den gang, Depesche, underretning, bekendt- eller kundgørelse?
Du bør også få hægtet dem sammen så vi læsere nemmere kan slå tilbage i foregående kapitler. Det kan du klare ved at sende en mail til den flinke redaktion og ved at markere det drejer sig om et uafsluttet manuskript, når du kommer med nye kapitler.
VH
henningb

Som en spændingsroman er det godt nok tung læsning. Der skal arbejdes en god del på sproget, hvor der ikke helt understøttes det visuelle. Beskrivelser som det her er fx relativt overfladiske:

"Langs væggene er der lange rækker af tomme, fint udskårne stole, i mørkt træ. Nogle tunge gardiner kaster dystre skygger på marmorgulvet. For enden af salen står et bredt bord, bag hvilket mændene sidder."

Det er overfladisk. "Fint udskårne stole", det kan jo have mange faconer. Det samme gælder for resten af citatet, der bliver ikke "leget" så meget med de visuelle beskrivelser, det er sådan rimelig lige ud af landevejen (fra forfatterens side).

Det største problem er dog, at der er meget lidt bevægelse i kapitlet. Det er primært dialog der bærer det hele, hvilket kan gøre (og gør), at det virker som et manuskript til et teaterstykke.

Og som altvidende fortæller, så skal der sgu være noget knald i fortællerstemmen. Det forsømte forår, som et eksempel, har en dejligt sarkastisk fortæller gennem romanen. Jeg vil foreslå, at du fokusere på én person og fortæller hans historie - hvordan han oplevede begivenhederne - der skal i hvert fald tænkes lidt over, hvordan du fortæller den.

Hej Carsten

Hvor er sørøverne? Når du fortæller at du skriver på en sørøverroman, så vil jeg se nogle sørøvere!

- Nå, jeg kan godt lide de små pigers leg med båden og deres fine kjoler der snavses til.
Jeg forstår godt, (har læst dine kommentarer til de øvrige kommentatorer) at du både vil fortælle en spændende historie, og også gerne vil videreformidle noget konkret historisk viden. Det er også en god idé. Jeg ved ikke selv nok om engelsk historie til at korrigere evt. fejl, men jeg kan mærke at forfatteren er godt inde i sit stof. Nu mangler du bare at få læseren helt med.
Din stil med den alvidende fortæller, der både er inde i de enkelte hoveder og refererer til datidens historie virker ikke helt på mig. Jeg synes at scenerne bliver meget forklarende, og dermed ikke så vedkommende. Tænk på at læseren jo helst selv skal fornemme faren og pigernes angst, da de bliver grebet og ført væk. Måske skulle du, som du selv er inde på, vælge en person og se scenen gennem vedkommende. Så kan du altid skifte til en anden persons synsvinkel i næste scene. Men den alvidende fortæller tager her luften ud af spændingen. Synes jeg altså. - Lidt ligesom at få genfortalt en spændende historie. Det kryber bare dybere ind under huden, når man er der selv, end hvis det bare refereres. Hvis du ophæver den alvidende fortæller (som også er blevet lidt umoderne), så tror jeg at du griber læseren dybere. Lade hver scene opleves af den det vedrører.
Prøv engang at fremskaffe (sikkert biblioteket) en gammel Victoria Holt-roman. Hun er sikkert ikke din kop te, som genre, men hun forstår virkelig at lande en historisk roman, fyldt med info om tiden, på en måde, så hun får selv den mest historie-resistente med. I princippet kan man jo skrive om alt. Og kan du give lidt læring med også, er du langt som forfatter. Men det kræver at læseren oplever det, som var han eller hun der selv.

En cliffhanger er altid rigtig god, når det handler om at få læseren med over til det næste kapitel. Det er altså noget der gør nysgerrig, så læseren af sig selv må vide mere. Jeg tænker at et godt sted at standse kapitlet ville være:

"Så trækker James pigen af, som er hun en ekstra frakke og rækker hende til hofdamen. Han tager et fast tag i Annes skulder, mens han visker noget i hendes øre: "Stol aldrig på nogen, følg dit hjerte og beskyt familien for enhver pris" er de sidste ord hun hører, inden hofdamen bærer hende om bord på det store skib."

Et sådan sted at standse kapitlet, vil gøre læseren mere nysgerrig på det næste. Tror jeg. For så vil vi jo gerne vide hvad der sker på det skib og videre frem.

Mange gode hilsner

Mikala

Hej Carsten
Jeg kunne se under debatter at du søger kritik til din romanafsnit.
Det er ikke noget jeg er god til, men jeg kan sige at dette afsnit gik lige ind hos mig, jeg blev fanget med det samme.
Ordene:"Beskyt familien for enhver pris" varsler noget, og det er der du fænger mig som læser, og der jeg får lyst til at læse mere.
De 3 første afsnit med de 2 piger er bare så fint og nænsomt fortalt, man er helt inde i deres verden.
Vh. Jytte

Bare et par hastige bemærkninger:
Jeg ville nok ikke sige "knaldsort" hår. Det virker lidt moderne.
Og længere nede: "Verden har rottes sig sammen ..." En trykfejl: rottet er rigtigt.

En historisk roman midt i dette brændpunkt, hvor der skete så meget af stor betydning - Det stiller nok store krav til det at begrænse stoffet. Hvis man altså ikke vil skrive en bog der kunne få en Ken Follet bog til at ligne et tegneseriehæfte.
En sådan afgrænsning er vigtig. Derefter skal personerne vægtes efter deres betydning inden for disse begrænsninger. Hovedpersonerne skal have mest plads osv.
Så er der underliggende strukturer og den vigtige homogene sprogtone osv. Det er meget svært og jeg er ikke selv udlært heri!
Der er mange der har skrevet om dette pensum og adskillige film har set dagens lys. Det er vel også derfor vi holder så meget af denne epoke i Englands historie, trods den uhyrlige brutalitet der var den gang.

Jeg håber du finder en niche hvor der er spor af genkendelse og samtidig præsentation af noget nyt, som ikke er så stærkt belyst.
Vi kender Walter Raleigh, der blev en helt som kaperkaptajn, fordi han holdt på den rigtige hest. (Elisabeth.) Andre sørøvere stod nok som det rene rakkerpak.
Chefen for Elisabets sikkerhedspoliti, Walsingham, var en helt fordi han havde held til at løse den umulige opgave at holde Elisabeth i live og på tronen. Men han kunne have været et forbillede for Heinrich Himmler.
Og så er der jo kvinderne som normalt har stået som ofre, hvis de ikke nåede helt til tops, hvor også de må gives et ansvar for historiens gang.

Jeg vil ønske held og lykke med projektet.

Hey Carsten.
Læste den lige igen, selvom jeg har den fordel at kende lidt til de næste kapitler.
En smule redaktion af slutningen kunne skabe en 'Cliffhanger'
(grosvenors udtryk) der kan få flere til at følge med.

Historiske romaner der trækker de magtkampe, der stadig findes, op på en underholdende måde er særdeles spændende.
VH
Henning

Hej Carsten

Interessant projekt, du har gang i her. Historiske romaner er lige mig. Jeg er ikke helt skarp i Englands historie, så jeg forventer også at lære noget.:-) Dog synes jeg nok, du forklarer lidt rigeligt her i første kapitel, der er mange faktuelle oplysninger og det gør det ikke nemmere, at alle mennesker dengang hed næsten det samme.:-)

Din fortællerstemme er alvidende, vi er helt klar over, hvad flere personer tænker og gør samtidig med at vi får forklaret en masse fakta. Det virker til tider lidt som at læse et referat af handlingen. James er den, vi kommer tættest på, hans overvejelser og minder fungerer godt. Jeg kan godt lide symbolikken i pigernes leg, det gør heller ikke noget, at vi får at vide, de bliver skilt ad. Det bliver spændende at følge deres liv.

Jeg kunne godt tænke mig at komme endnu tættere på dine personer, lige nu fremstår de lidt flade, men du skriver spændende nok til at jeg gerne vil læse næste kapitel. Der er lidt trykfejl her og der, som en ekstra korrektur vil fange, men du skriver godt og flydende. Og en utrolig interessant periode, du har valgt at dykke ned i. Jeg glæder mig til at læse mere.

Signe

jeg synes rigtig godt om dit tema. Men du kunne gøre endnu mere ud af rytmen
f.eks: første strofe:
I Danmark er der mange, som er rigtig bange.
Bugter sig igennem landet, som en giftig slange.
De spiser af de røde, de spiser af de blå,
i mens de går og føler sig så bitte små.

Bare et forslag til rytme pusleri.

jeg fanger ikke rigtigt din forklaring - og nettet gør mig ikke klogere.
Hvad er dit udgangsord??

hi hi - den er da sød.
Men efter mit temperament kan der godt gøres mere ved rytmen
f.eks:
"Grisen Mathiesen sad og frøs på isen."
til
"Gris Mathies sad og frøs på is."

jeg ved heller ikke rigtigt med "Og" i linie tre. men har ikke noget 'super' forslag.

Carsten...
Temaet sympatiserer jeg meget med. Men din præsentation er lidt for forudsigelig til mit temperament. Hvis du ændrede sidste linie til:

"Du lukker øjnene og indser, du er lykkelig."
og:
"tænker du på en fattig negerdreng, på dit fyldte køleskab og den"
til:
"tænker du på den fattige negerdreng, der fylder dit køleskab og den"

Så ville den, efter mit temperament, få langt mere bid.

Hej Carsten, det er et sjovt rim, fra jeg var barn husker jeg den med Peter Mathiesen red på grisen, det virker lidt som en omskrivning af den. Her er det så indefra, at det kolde gør sin virkning.

VH Mons

Hej Carsten, jeg satte mig jo for, at jeg skulle have læst og kommenteret dit nye digt her, og så fik jeg tid i dag. Den gode gamle sandhed om at være ulykkelig bag facaden, som du her får malet med nogle gode billeder. Jeg kan godt lide den med negerdrengen, jeg har altid afskyet den floskel med "tænk på alle dem i Afrika, der sulter." Jeg læser det nærmest som du prikker hul i den, hvad der passer mig fint :-)

VH Mons

Hej Carsten
Tror dit digt er en kommentar til at diskussionen om der skal behandles med medicin eller ej når man er psykisk syg.
Om man bliver mere lykkelig af lykkepiller ved jeg ikke, men jeg ved af egen erfaring at de kan give en et tåleligt liv, hvor der både er lykkelige og dårlige dage.
Vh. Jytte

Haha - please lav det til en mini-børnebog!

Et meget fint digt, må jeg sige

~Kummail

Hej Carsten.

Virkelig godt digt,
Materielle goder er ikke nok til at gøre folk lykkelige og digtets jegfortæller er det så ikke. Det er der givet flere, der ikke er - og det synes jeg kommer fint frem i digtet.
Flot skrevet - men vil du ikke nok rette g`erne til k`er? ;-)

Vh. Pia H