Hej Anni!

Sikke en god historie - kort og velskrevet, og meget overraskende. Stor ros til vinklen, der betog mig fra starten. Overraskende hele vejen, fordi min første tanke var om der mon var tale om en barsk erindring. Slutningen tog fusen på mig, og gjorde mig glad.

Mikala

Det virker lidt forvirrende fordi jeg får lige pludselig svært ved at finde ud af om det er en drøm , da bussen pludselig har højttaler og har forladt Jorden.
Jeg glæder mig til at høre fra dig.
Hilsen Ariella.

Hej Anni

Nåh ja så er det jo ikke pokkers nødvendig med den mobil.

Fin histoire, flot billede med bussen og tunnelen, og de andre omkring hende.

Det eneste jeg nok vil siger er:

“Det ser ud til at jeg er i ét stykke. Utroligt at jeg slap så godt fra flystyrtet.“

Ville nok beskrive flystyret i stedet for at nævne ordet igen. Måske noget i stil med:

“Det ser ud til at jeg er i ét stykke. Jeg kikkede igen ud på det forvredne fly og stumperne der lå spredt ud over landingsbanen. Utroligt at jeg slap så godt fra det... Utroligt at nogen slap levende fra det“

Men det er en flot histoire, godt beskrevet.

M.A.

Somme tider må man ta en chance, og håbe på at slippe godt fra det....
Hvis historien er reel, si'r jeg: Godt gået.

Ku næsten ønske Kasper selv kom her forbi Pennen, og kommenterede...

Hilsen levi

Bingo!
Lige i øjet.

Ka ligesom ik hitte på mer at sige
Flot flot
Hilsen levi

Jeg kan næsten selv mærke angstens sved løbe ned ad ryggen, når jeg læser din tekst. Hovedpersonens følelser virker så utroligt realistiske, at slutningen overraskede mig rigtig meget. Og jeg synes det er en helt vildt god idé, det der med at beskrive døden som en bustur.

Sætningen: "Så må vi vente, til vi kommer hen til hospitalet, eller hvor bussen nu kører os hen" virker lidt malplaceret. Det virker lidt som om hovedpersonen tænker: "Nå pyt, så ringer jeg bare til ham senere." Jeg ved ikke om det er tiltænkt, at sætningen skal fungere sådan, men jeg ville i hvert fald identificere mig mere med hovedpersonen, hvis du havde skrevet "jeg bliver nødt til at vente" eller lignende :)

Jeg kan lide din måde at fortolke nutidens ligestillingsdebat på. Feminister bebrejdes for at ville have alt, om man kan sige, og dette kommer du til livs på en ganske sjov måde.
"... de har vist helt misforstået konceptet mand/kvinde, hvor forskellene på de to køn skal komplementere hinanden, ikke udviskes. De tror tilsyneladende, at ligestilling betyder, at vi skal være ens!" Netop dette mindede mig om Mads Holger ord om, at lighed ikke betyder ensartethed. Jeg skal ikke kunne sige, om du kendte til hans frase eller ej, men du illustrerer noget så fint, hvad intentionen med feminisme er. Stor ros til dig for dette.

Dit sprog giver noget humoristisk til teksten, om end nogle stærkere sætninger via et større brug af fremmedord ville give noget ekstra og forhøje niveauet en smule. Dialogen fungerer dog helt fint, synes jeg, og der behøves ikke ydeligere tilføjelser.

Og tænk nu, hvis den mandlige robot opfører sig på samme måde. God sience fictionhistorie. Foreløbig har de robotter der er blevet frembragt fungeret efter hensigten, men hvor længe mon det varer?

Kåemer

Haha. Sjov kommentar på ligestillingsdebatten: "De tror tilsyneladende, at ligestilling betyder, at vi skal være ens!"

Jeg synes historien er veltænkt og godt sammenhængende. Fedt med in medias res-begyndelsen og den pludselige overraskelse, idet læseren opdager, at kvinden er en robot. Fornemmer, at du gerne vil skrive seriøse samfundskommentare i delvist humoritisk svøb. Det funger!

I forhold til det rent sproglige og fortællemæssige. Ikke fordi, at det nødvendigvis er en absolut dårlig ting, men at din tekst har et lix-tal på 32 kan faktisk mærkes i læsningen af teksten. Prøv eventuelt at arbejde med sproget mere grundigt og varieret i sætningsopbygningen, ordvalget og de svære dialoger. Jeg tænker, at det vil gøre læseoplevelsen bedre og få din gode fortælling til at fremstå skarpere.

Hej,det kan jo være at det bliver virklighed, før vi aner. Det var heldigvis noget nyt; men vi kan ikke se ret langt ind i fremtiden.
Jeg havde en diskussion med en mand der selv havde en flyvemaskine, og han sagde, at menneskene om et par år ville komme ud i himmelrummet. Det var i 1956, og ca. et år efter der kom der en sputnik op. Han fik ret Så fortsæt.
Venlig hilsen
Niels dc

Rigtig super god historie jeg var fanget med det samme. Jeg undrede mig også over, at hun ikke advarede Karen.

Jeg synes det er godt skrevet. Jeg undrer mig dog over at Jeg-personen ikke advarer Karen, da hun overhøre drengene snakke om deres næste stunt? Det virker meget dobbelt i forhold til at hun lige har trøstet Karen forinden?