En god og velskrevet tekst. Kan næsten ikke vente til det næste kapitel kommer.
Føler virkelig med Kathrinea og Hunt. Glæder migtil at læse videre og lære mere om disse her ophøjede.
Håber at begge de to unge mennesker overlever.

Mvh

Excelsia/Louise Haiberg

Hej Anders.
Sjov og anderledes måde, hvorpå du har bygget dit digt op på.
Jeg kan godt lide tekstens indhold, trods ensformigheden i strofernes start, godt kan blive ensformig. :)

Mvh
Louise

Hej Anders.(8

En fin konfliktfyldt historie du har skrevet.

Det der slå mig igennem din tekst, er at du er meget gentagende i den. F.eks. stater rigtig, rigtig mange sætninger med:
Hun…
Dine tidligere kommentatorer kom også med nogle gode eks.

Og så skriver du meget i spørgsmål, jeg må indrømme det forstyrre mig som læser, f.eks.

Kathrina vidste godt hvorfor, hun svarede bare ikke. Hvorfor gjorde hun ikke det? Hvorfor turde hun ikke sige det til Hunt, fortælle ham hvad der skulle ske, hvad der var sket?

Jeg få en anelse om, at DU som fortæller ikke selv var sikker på hendes fortvivlelse og følelser, da du skrev historien.
Fordi du svarer direkte bagefter på dine/hendes egne spørgsmål…

Hun var bange for at han ville komme til at hade hende, føle sig forrådt.

Fortæl os det hellere lige ud, uden alle de indledende spørgsmål.(8


En tre meter lang riffel lyder godt nok voldsomt. (8

Men din historie ligger spændende op til mere(8

VH MKH

Syntes det er en fin historie, men jeg er lidt i tvivl til tider, hvad du mener.

foreksempel:
"På en og samme tid var deres skønne ansigter skræmmende,
deres skinnende hvide hud skinnede altid af magi"
Fin sætning, men de var på samme tid skræmmende og hvad?

En anden ting, som ligger mig lidt på sinde, det er din kommasætning:
"Hun skreg til hun havde skreget al sin energi ud af sin krop og blev helt slap"
Jeg vil forslå:
"Hun skreg, til hun havde skreget al sin energi ud af sin krop, og blev helt slap". Dog... jeg er ikke nogen forfatter, så det er muligt, jeg tager fejl.

En tredje ting er, hvad der er op og ned.
Der står, at hun går op ad bakken, for at komme til iden. Dog går Toha hende i møde op ad bakken. Da de skildes igen, så går begge parter nedad, og det forvirre mig. Jeg får indtrykket af, at marken ligger på toppen af bakken, men med sætningen "Landskabet bag bakken lå mørk for dem" lyder det som om, marken er bagved bakken.

Det var så den negative side...
Derudover syntes jeg, at historien er godt skrevet, med et overbevisende sprog. Man får en fornemmelse af, at man kan 'leve sig ind i historien'. Dette skyldes blandt andet, at du skriver meget billedligt, hvilket er fint.
Alt i alt er det en god historie.

Hej Anders
så fik jeg tid til at læse din tekst.

Du beskriver deres følelser for hinanden virkelig godt, der er ingen tvivl om at Kathrinea og Hunt elsker hinanden, og allerede nu ved man at den kærlighed får stor betydning for historien.

der er lidt med sproget, nogle steder bliver dine sætninger lidt knudrede, her er et par eks:

deres skinnende hvide hud skinnede altid af magi.

Hun kastede sine lunger efter luften og hostede så meget mosevand op som hun kunne

hun kunne løbe og hørte Toha komme styrtende efter hende mens han råbte hendes navn efter hende

I første sætning bruger du skinnende to gange lige efter hinanden.
I den næste giver det mig et lidt underligt billede at hun, kaster sine lunger efter luften. evt kan man sige, at hun var ved at hoste lungerne op.
den sidste sætning gentager du, efter hende, to gange, det gør sproget mere levende hvis du omformulere den slags sætninger.

dine dialoger er gode og troværdige, og hjælper med at give et billede af personerne og deres indbyrdes forhold. men nogle steder kan det være lidt svært at se hvem der siger hvad.

det er også spændende med disse budbringere, hvem mon de er? og hvorfor er folk så bange for dem?

alt i alt et spændende 1.kap jeg kan godt lide at vi kommer direkte ind i handlingen og allerede nu har en ret klar ide om hovedpersonerne. og du slutter på et rigtig velvalgt sted.

Interessant start på en historie :)

Det hele virker meget usammenhængende, og du har rigtig mange ord, der ikke er brug for.
Eksempel:
Det var en test, altså at finde en ledig plads på stenen.
Denne sætning ville fungerer meget bedre uden "altså".

For mig virker det lidt som om, du til tider får en ide, til hvad der skal ske i teksten, men ikke får ført ideen helt til ende.
Hvad er det egentlig de der øjne skal gøre godt for? Det virker ikke umiddelbart som om de har nogen reel betydning for historien.

Hvorfor sletter han navne fra klippen, og siger at de er døde, når det viser sig at være hans egne forældre, der slet ikke er døde?

Der hvor man læser hvad klippen har "sagt", er det først til sidst, at det fremgår, at det er klippens besked, og ikke en begyndelse på et eller andet andet.
Hvis du har en fortælling, noget der står på et papir e.l. så prøv at sætte det i gåseøjne, sætte det i kursiv, centrere det, eller bruge en blanding af ovenstående. Så fremgår det tydeligt, hvad der sker :)

Men bliv endelig ved :) Det bliver interessant at se, hvad der sker som det næste :)

Interessant start, og jeg kan godt lide at handlingen foregår i et univers, der er så anderledes fra vores eget. Især fordi personerne er så hjemme i deres miljø, det giver altid et ekstra lag til historien.

Jeg synes til gengæld at denne verden skulle være bedre beskrevet. Læseren får små bemærkninger om stedet fra tid til anden, og til sidst danner der sig et billede, men jeg tror det ville virke bedre hvis der i det mindste var en landskabsbeskrivelse som noget af det første. Det sætter selvfølgelig tempoet ned, og det er desuden svært ikke at gøre det til en opremsning; men det er meget lettere at forstå en historie, når man fra starten er klar over, på hvilken scene handlingen udspiller sig.

Der er simpelthen for meget læseren ikke forstår; hvordan ser sletten ud? Er græsset grønt, er himlen blå eller overskyet eller lilla? Man tror fra starten at Klippen er en almindelig klippe; men så får man at vide, at den er lille, og åbenbart bliver båret rundt? Bliver den så sat tilbage efter hvert ritual? Og hvilke ritualer? Hvordan kan den give mad? Hvordan er overtroen omkring den blevet til? Hvorfor er navnene en besked - er Klippen så guddommelig, at den påvirker hvilke navne folk får, i hvilken rækkefølge? Og hvordan i al verden kommer Ara på den idé at det er en kode?

Historien mangler desværre noget sammenhæng, fordi læseren ikke får svar på mange af disse spørgsmål. Man er som udgangspunkt nødt til at have en form for forståelse for, hvad der foregår. Det er ikke nok, at Xon ved at Klippen giver mad; læseren vil også gerne forstå det. Man bliver også forvirret af, at Xon hvisker navnene væk på tilsyneladende døde mennesker, som viser sig at være hans levende forældre. "x"'et fra Xons navn mangler i Klippens besked, der desuden virker malplaceret med sin pludselig brug af humor, som slet ikke har været til stede før da. Det er fint nok at bruge jokes, men så skal læseren forstå at man er i et univers, der er lidt grinagtigt.

Jeg synes historien har en masse potentiale, og der er bestemt mange spændende elementer med, men prøv at arbejde lidt mere i dybden med nogle af tingene. Det tager lang tid at bygge en historie op, især i starten hvor der ikke altid er tid til fart over felten, når både personer, miljø og konflikten skal bygges op, men det er jo desværre sådan det er.

En sidste ting er, at din kommasætning er fejlbarlig - det er lidt en skam, for det ødelægger læserytmen. Hvis du er interesseret, vil jeg gerne læse korrektur på dine næste kapitler.

Bliv ved med at skrive! Glædelig jul!

Okay, nu har jeg læst begge udkast grundigt og endte med at kunne lide dette bedst.
Jeg kan specielt godt lide begyndelsen, jeg synes det er godt tiltag, at helte ikke nødvendigvis skal være frygtløse. Det heltemodige er består i at se sin frygt i øjnene og måske endda indrømme, at man er bange.
Også delen omkring kærlighed og venskab ramte mig. Venskab bør have ligeså stor en plads som kærligheden.
Til sidst vil jeg gerne fremhæveLad det ikke være noget du kun har drømt.. Kender man ikke kun alt for godt alverdens gode intentioner, men der bliver aldrig gjort noget ved det?
Applaus fra Willow!

Hej Anders! Jeg kan rigtig godt lide det her lille digt. Jeg har læst det før, men det gik ikke op for mig, at det faktisk var dig, der havde skrevet det. Jeg synes det fungerer rigtig godt, småt, smukt og tankevækkende :-)

tak anders, for hjælpen !

Et af de sjove stykker knækprosa, hvor betydningen afhænger lidt af, hvordan linierne sættes sammen. Om man forbinder "1" og "2" eller "2" og "3" :)

Elsker selv at lege med den slags.

Og dette digt underholdt mig også, da det er meget velformuleret og enkelt, men stadig legende og med et budskab, man godt kan fundere over i en rum tid :)

Keep it up ;)

10 på 13-skalaen herfra!

/Luise

fin historie, men hvorfor har kapitel 1 ingen titel?

Hmm, hvad er det med Gabrielle og hendes hinsides møder med ærke-englen? Jeg gad vide, om det er et varsel? Jeg håber, der kommer en fortsættelse.

Spændende, Anders. Hårdt for Gabrielle at blive "valgt fra" til fordel for sin bror. Men jeg iler med spænding videre til næste kapitel og ser, hvordan det går hende.

Du skriver godt din unge alder taget i betragtning, og du har en meget sød måde at formulere tingene på.

Afsnit 4 og 5:
Lidt det samme som sidst (selvfølgelig) Brug tid på at læsen teksten højt for dig selv. Giv slip på nogle af de beskrivende ord. Og pas også på at du som forfatter ikke bruger mærkater - fx ved vi at pigen sørger, og "sørgelig" er et meget stort mærkat. Den samme følelse kunne opnåes med et tillægsord som "stille", der viser, at der ik rigtig er sket noget nyt i situationen. Men "stille" har ikke samme effekt som værende et mærkat...

Forstår du hvad jeg mener? *gs* Blir vist selv lidt...hmm...indviklet nu!

Må så også lige kort gå med i kommentaren, at de godt nok græder meget. Forstår godt sorgen, men selv når et menneske dør, går en hel familie ikke rundt og græder hele tiden. Hvis jeg så kigger på, hvad jeg ville forvente af de mennesker, du har præsenteret mig for, så passer det pigens reaktion meget godt til hendes personlighed. Dog har jeg svært ved at se, at Lana vil begynde at skrige, selv om han dog næsten helt sikkert ville græde, når det går op for ham, at søster virkelig rejser.

Så er der mor og far...Hvis far var alene, ville han måske nok græde, men ville han sidde og græde der med en fremmed til stede?

Og hvad med mor? Ville hun spille den "hårde" rolle fuldt ud? Eller ville hun græde ud nu, hvor det virkelig sker? (mor kender vi ik så godt som læser, så det spørgsmål må du selv svare på)

Men det siger som sagt meget om en person, om man græder - og det siger mindst lige så meget, hvis man ikke græder!

Hvis du vælger, at far ikke skal græde i nærvær af gæsten, kunne han stadig godt ha røde øjne, som om han fortrænger gråden eller noget i den stil... :)

Nå, ja - jeg elsker drømmen! *gs*
Og det er egentlig lidt sjovt, for da du går i gang med at fortælle drømmen, er det som om din "stemme" (din forfatter-stemme) bliver rolig. Teksten virker mere ubesværet, men sammenhængende og flydende...

Til afslutning: Du er godt på vej, trænger bare til nogle opstrammere og øve dig lidt på længere dialoger. Teksten er forståelig, om end lidt tung. Og så tror jeg, du har en go historie her. :)

Klø på!!

8 på 13-skalaen herfra for 1. kapitel..

Afsnit 3:
Faldt lige over "foretage" - der burde nok ha stået "aftage" i stedet... Så frisk dig selv op i forskellen på af/ad. Det er sådan en lille irriterende ting, de fleste af os nok har bøvlet med :)

Ellers lidt i forbindelse med dialog: Pas på det ik blir for opremsende. Har selv døjet meget med dialog førhen, fordi jeg skrev dem, sådan som jeg ville sige dem i virkeligheden. Men senere har jeg fundet ud af, at der er stor forskel på hvad der fungere i den dialog, hvis den er på skrift, fremfor hvis vi står og taler sammen ansigt til ansigt.

Bedste råd i forbindelse med dialoger er at læse nogle bøger, hvor der anvendes en del dialog. Og evt et film-manus: den ka du låne eksempler på på biblioteket ;) Jeg ved, at de i hvert fald har haft manus til filmen "Twister", og der er en go dialog i. Og dialog anvendt på film minder ret godt om den måde, vi ander dialog i bøger, bortset fra at man i bøgerne bruger flere gestikuleringer til at forstærke sproget...

Dialogproblemer hører dog hovedsageligt til i starten af afsnittet. Samtalen mellem bror og søster fungerer nu ret godt! :)

Ellers stadig udmærket sprog, om end stadig lidt for beskrivende. Fx behøver man som læser ik vide, hvilke rum pigen går gennem for at komme til sit værelse. Det er nok bare at sige at hun går op ad trapperne og ind i sit værelse eller noget lignende.

Men du får historien fortalt. Du forvirrer ikke læseren. Og så er det godt, at du lige har en dialog med mor med, så man ik bare tror, hun er en dum sæk ;)

Afsnit 2:
Du er knap så meget om dig med fyldord her, men pas stadigvæk lidt på... Og så er der navnet på lillebror. Sorry, men Lana får mig til at tænke på en pige ;)

Hmm...bortset fra det, så kom det lidt som et chok, at pigen besvimede. Du starter fint ud med kulden og fars spørgsmål om hvor længe, hun har ligget der. Men det ville gøre det lettere fordøjeligt, at hun pludselig slår hovedet, hvis du har noget med, at hun sitre af kulde, blikket blir sløret, hun vakler usikketr...altså bare lige en lille kommentar til, hvad der sker med hende, før hun falder.

Men ellers udmærket :)

Deler lige kommentaren op i afsnit, lissom du har gjort med teksten :)

Afsnit 1:
Prøv at læse de første linier hjt for dig selv... Dener proppet lidt for mange tillægsord (pynteord) ind i teksten. Det gør den hurtigt tung og opremsende. Så hold igen med dem. Og læg mere vægt på at personerne selv skal fortælle hvem de. Ligesom du for eksempel fortæller godt, når vi kigger på faren. Både i hans bevægelser og dialog, virker han som en varm og rar mand. Men jobbet som smed giver også indtrykket af, at han må være lidt af en bjørn. Så det er perfekt illustreret med ret få ord!
Når det kommer til mor, så bliver du meget beskrivende igen - i dette tilfælde putte du nogle mærkater på mor, som jeg som læser hellere selv vil fabrikere. Gennem pigens tanker, kan du sagtens bruge det med, at hun synes hendes mor er dum, det er mors skyld pigen må rejse osv. Det ville være helt fint. Men kun i tanker, dialog og reaktioner. Pas på ik som forfatter selv at putte de mærkater på moren, for så virker det også meget hårdt at læse.
Ellers et udmærket første afsnit. En smule forvirring over, at vi starter hvor vi gør, men et par linier længere nede, og så er man straks med. Og du giver et rigtig godt billede af faren og hans forhold til sin datter, foruden at du hurtigt lufter problemet med, at pigen skal rejse, så læseren straks får en fornemmelse af spænding.

/Luise

Det er et godt digt det her Anders. Du får på få linjer forklaret det at fortælle historier. Det er lækkert og poetisk. Top Notch :)

Hej Anders! God historie, skriv endelig mere i en fart, jeg er fanget!

Hej Anders.
Jeg kan godt lide digtets mening, men ikke måden du har skrevet det på. Der er alt for mange gentagelser til min smag. Jeg synes det er okay hvis man gentager en sætning to gange, måske endda tre eller fire gange i hele digtet. Men at de fleste strofer har seks vers, som starter på nøjagtig den samme måde (i første strofe er det en smule anderledes, da du jo bruger både ‘den’ og ‘de’ - men effekten er den samme - det virker kedeligt), synes jeg, er lidt for meget. Jeg er lige lidt nysgerrig, hvad betyder Lih'rüil?

God læsning, du sørgede for at holde mig interesseret hele vejen igennem, og er du så færdig, der godt nok en masse skrig og skrål og gråd.
Jeg må indrømme: i det meste af kapitlet var jeg ikke helt overbevist om at dette var fantasy, men det ændrede du straks ved at lade hende møde Gabriel, som åbenbart er hendes skytsengel oveni købet.

Jeg vil meget gerne læse mere, også gerne vide hvornår englen og Gabrielle mødes igen. Forhåbentlig mødes de steder mindst lige så interessante som tårnet. Godt gået :D