Kære Zakarias.

Mange tak for dine ord! Jeg sætter stor pris på din konstruktive kritik, da det netop er dét, som jeg søger her på Fyldepennen.
Jeg er normalt ikke den allerbedste til at svare på kommentarer (noget jeg vil prøve at blive bedre til), men jeg kunne simpelthen ikke lade være med at besvare din.

Netop dette digt var jeg meget i tvivl om jeg skulle publicere, da det beskriver en meget personlig oplevelse, som ingen andre end mig og den person, som jeg skriver om, kan forstå. Bl.a. forekommer der et par hentydninger til interne jokes og oplevelser. Specielt til sidst i digtet slår jeg over i det interne. Derfor kan jeg sagtens forstå, at det måske ikke giver så meget mening for de, der læser den. Derimod synes jeg ikke nødvendigvis, at man som læser behøver at forstå alt hvad digteren forsøger at sige. Så længe man som læser danner sig sine egen tanker og billeder.

Jeg synes bestemt ikke, at du fremstår uhøflig på nogen måde. Tværtimod! Men det er en sjov opdagelse, synes jeg, fordi det her digt brugte jeg meget lang tid på. Jeg havde utrolig svært ved det og troede aldrig, at jeg ville gennemføre det. Nogle digte er nemme at skrive, andre er svære. Jeg ved ikke om det ene er bedre end det andet, men jeg er også stadig i gang med at lære og udvikle mig.

Endnu engang tak for din kommentar og kritik!

Med venlig hilsen
Regitze

Mange tak for din kommentar og sammenligningen mellem mit digt og Enten-Eller!

Mange tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du kunne mærke min desperation. Det er skrevet i en stund, hvor jeg for alvor følte mig overvældet af livet, da de mange prøvelser og bekymringer kan føles ligegyldige når man alligevel skal dø en dag. Dog synes jeg, at livsglæden er det mest fantastiske ved mennesket. På trods af, at man ved, at man er dødelig og, at det måske ikke er værd at blive ved, så kæmper man sig igennem smerten og skaber sin egen mening.

For mig handler digtet mest om frygt og tvivl. Livet kan føles uendeligt når man er yngre, men når man kommer tæt på døden indser man først rigtigt, at alt levende kan og vil dø. Jeg er naturligvis stadig ung, men jeg er begyndt at gøre mig tanker og stille spørgsmålstegn ved hvad der mon kommer til at ske når man dør. Døden er for alvor uendelig og det skræmmer mig. Samtidig tænker jeg på hvor ligegyldigt livet kan føles, hvis man alligevel blot skal dø. Man går så meget op i sin uddannelse og fremtid, men betyder det noget i det store hele? Tak for din kommentar :)