Den første halvdel af digtet er uden tvivl noget af det bedste man kan læse på fyldepennen. Der er en nogenlunde distance til billederne, som er gode og originale, et fastfrosset øjeblik og afrundet som en dråbe. Sproget flyder i sin simpelhed uden at der er for meget betydning i forsøgsanfald efter at beskrive "virkeligheden" eller "følelsen".
Men så går der altså husmor, midaldrende og sangskriver i den. Et ord som stjernestunder flyder over, som når der er for mange bobler i champagnen.
Jeg synes det kunne være interessant, hvis du forsøgte at genskrive digtet og fokuserede på at bruge så få ord som muligt. Der er ikke rigtig nogle ophold selvom det er linieskift hver gang du trykker på enter. Digtet kunne give mere uden at indlevere sig selv helt, som en dynamo der giver lys gennem modstand.

Venligst Thomas (også gammen digte.dk-mand:-))

Emina, jeg har læst dit digt og vil selvfølgelig lige smide en lille kommentar, bare for kulturens skyld.
For det første: Titlen er stor og fyldig, den lover en "Krigens Håndbog", i sig selv en krævende tærskel. Hvordan laver man en guide til et omfattende fænomen som krig? Tag fx på biblioteket og se hvem, der har skrevet noget lignende? Det er fx den kinesiske mester Sun Tzu med "Art of war" - et værk der virkelig er en håndbog i krigens aspekter for over 2000 år siden. Der er Clausewitz, en sociolog der skriver om krigen i "Om krigen" - denne bog er en indføring i krig som begreb, krigens historie og hvad krigen gør ved mennesker - også en slags håndbog om krig. Og så er der noget mindre prætentiøst, nemlig Morten Nielsens "Krigere uden Vaaben" (samlingen findes også i "efterladte digte"). Moten Nielsen levede fra 1922-44, han var modstandsmand og men døde ved et vådeskud. Hans digte er smukke, indfølte og fulde af litterær kvalitet. Læs ham! og se hvordan han beskriver krigens væsen...

For det andet: Som jeg læser dit digt, beskriver du to forskellige vinkler til krigen. Den ene kunne man kalde den lyse personlighed, den anden er af en mere dunkel forfatning. Mildhed og vrede, ro og paranioa - deres forskellige reaktioner eller sindstilstande i forbindelse med krigen kommer til udtryk i skæbnerne liv og død - eller med de store briller - fred i verden/krig i verden. Billedet i sig selv er værd at beskrive, der er noget universalt over det, krig og fred handler om mennesker og menneskers skæbne. Men jeg synes ikke du gør følelsen færdig. Jeg synes, du klipper snoren over på et vitalt tidspunkt midt i digtet nemlig:
Du ser livet, tænker det er til at leve,/jeg ser det, og glædes ved at have det i behold,.
Jeg kan simpelthen ikke se, hvad du mener med de to verslinier??

Du må huske på ordenes betydning. Hvis du vil udpensle dine følelser, men samtidig har et ønske om, at andre skal forstå dig, da skal du bekymre dig om hvert enkelt ords betydning.
T

Denne episke metafysiske timevandring begynder helt igennem besynderligt med at modsige sig selv i de første seks linier. På den ene side står tiden, det cykliske, døgnet, lys og mørke; på den anden myten, det evige, helten. De to modstridende tidsopfattelser skaber et panorama over København, hvorfra man både kan få øje på solen (man kan sågar spejle sig i den) og Holger der med gryn i øjnene og kaffe i håret sætter sig til at skrive, mens han forsøger at blive menneske igen. Kunsten fordrer i kunstnermyten fra fortiden en lille sky af røg, og denne skaber protagonisten i digtet nok... meni længden mangler han personlighed, identitet, facon og substans.
Linier der siger (09:06): "Og tankerne ræser af sted/Derinde bag min pande/Men i virkeligheden er det kun dig/Og mig, som er sande/Alt andet er væk og/Bør være det/[..]//", er store og abstrakte, der på den ene side befinder sig godt ved siden af følgende bemærkninger som "Og morgengryet går videre/, ned ad gaden, på hovedet i et spring vand," og forsvundne tegneserier, der i sig selv bringer farver til læseren i høj fart; men på den anden side virker de ikke faste, følbare eller substante, men mest som ord der suges ud på papiret (der snart ikke kan suge mere), fordi skribenen glemmer at løfte pennen mens han tænker.
Du bliver ved med at modsige virkeligheden, sandheden eller dig selv, fx. med "Kom her sæt dig og vent lidt/Jeg kan tænde en smøg med den ene hånd/Mens du kan holde den anden/Og vi kan nyde morgenluften/Følelsen af frihed af nikotin" og det er uklart om man føler henholdsvis nikotin og frihed eller om man paradoksalt føler (som sætningen siger) frihed af nikotin, hvad end det så betyder. Jeg kan godt lide denne spaltethed, dikotomien, der flosser lidt op i digtet, der snapper lidt af sproget; men det videre rim på nikotin og adrenalin giver mig kvalme.
For Frank Kolding smelter digtets henvenden til læseren (1. strofe) sammen med "du'ets" pludselige befinden sig i digtet, og du holder Frank i hånden, mens han tygger på en af sine feminine lokker og forsøger at holde røgen væk så hun kan trække vejret; og det er her en af digtets svagheder dukker op. Grunden til at første strofe kl. 8.54 holder, er læserhenvendelsen til sidst. Men forholdet imellem skribent og læser bliver uklart og man mister fornemmelsen af, at man overværer kunst. Som digt-samlingen skriderr fremad, mister man langsomt interessen, koncentrationen forsvinder og man lettes over den sidste strofes kortfattet hed - en kortfattethed der forsøger at indfange essensen, ideen, tanken i digtene, som var blevet næsten usynlige.

Holger, det er en god lille digt-samling du har komponeret, men den viser tydeligt, hvor du som skribent er opmærksom, nemlig i begyndelsen og i slutningen. Derfor taber du læseren i en røgsky af uvedkommende røg, som får de fleste til at hoste og skifte din luft ud med en andens. Jeg kan godt lide sammensmeltningen, ideen, den er smuk og virker godt, men du tager midt i samlingen læseren for givet. En læser som jeg har på fornemmelsen, ikke følte den store glæde ved, at du skrev videre, men som nok alligevel var glad for, at han blev ved med at læse.

Jeg har kommenteret den sidste, da det virkede ukonkret at kommentere hver og et af digtene, der efter min mening ikke bør stå alene.
T

Så er jeg her, Frank, og det på dit nyeste digt. Jeg tror du har ret i, at vi ligger et stykke fra hinanden, men jeg vil alligevel forsøge at smide en kommentar, du kan bruge til noget. Du skriver, at du interesserer dig for musikken i digtningen, dvs. ryme og metrik, en ældre og i dag sjælden ting i digtningen. Musikkens åbenlyse tilstedeværelse er faldet ud af traditionen, og den befinder sig i dag på et andet plan i digtningen. Du holder fast i rimene hele vejen igennem og følger en stram metrisk linie (7/10 stavelser skiftevis).

Det er dog ligesom om musikken forsvinder i hver anden linine. De syv stavelser flyder behageligt ned som æblemosten friske sødme, men efter min smag gør de ti stavelser hver anden linie klodset. Strukturen understreger ikke idyllen. Harmonien adspredes af vekslende rytme gennem ulige og lige antal stavelser, og som læser har jeg lidt fornemmelsen af at jeg i hver anden verslinie slår en lede tone an, der aldrig rigtig kommer hjem (men den er heller ikke skæv nok til at gøre en markant sigende forskel). Den klassiske landlige idyl, kommer ikke frem på alle punkter, som den gør i de to første strofer. Jeg må indrømme, at jeg mister al respekt i slutningen af tredje strofe, hvor det ikke kunne komme til at passe med metrikken og rimstrukturen. Du skriver:

men en måling fordrer sans
for den fine smag og kvaliteten;
prøv en hindbærgrød som hans
kones! her må truttes i trompeten.

Jeg er sikker på, at du godt er klar over dette knæk. Jeg forstår ikke hvorfor du har skrevet den. Det er som om der bliver set bort fra sammenhængen imellem betydning og struktur. Rimet er søgt og herigennem mases det ned i en kasse, hvori der ikke kan være. Om man vil eller ej, kan man ikke rigtig holde rytmen, idet man læser stykket op, synger det, eller hvad man nu gør. Der bliver et unaturligt ophold, som så giver udslag i resten af sidste verslinie i strofe tre ”her må truttes i trompeten”. En sætning kommer den jo unægtelig til at være, den vælter ind på scenen og fyrer en munter kliché af som ikke passer ind.
Jeg kan sagtens synes om digte som dette, men så skal de fremstå som en helhed. Du bruger fire strofer på at beskrive denne vidunderlige landejndom, og du beskriver den med et sprog og nogle ord du ikke selv vælger. Rimene vælger en stor del af dine ord, dernæst metrikken. Når du vælger en vej, er der ingen anden vej at tage, og kommer du til at sidde fast i ”sans” ender du på ”hans” ni ud af ti gange. Det bliver tydeligt problematisk, hvis du ikke har overblikket og sans for helheden. Jeg vil gerne høre mere om idyllen på ”æblegaarden”, men giv dig tid til at beskrive og følg traditionen hele vejen. Der er en grund til, at Dantes guddommelige komedie, Æneiden, Metamorfoserne osv. er så lange, eller Winthers ”Hjortens Flugt”, for at nævne en dansker.

Skal man bruge rim, rytme og metrik,
må man bruge tid, teknik og system

Jeg tror jeg vil læse nogle flere rimdigte af Frank Colding.

Thomas

Du skriver prosa i slowmotion, gennemgående (næsten: du mangler kapitalen i tredje sidste linie, hvilket forvirrer mig) brudt op af linieskift og kapitaliseret forbogstav. Jeg siger ikke at det er åndssvagt eller at det ikke virker, men det går virkelig langsomt.
Der er en bevidsthed i digtet, som er tung og alvorlig. En vished om en skæbne, der som drømmen om et nyt liv på månen kuldsejlede, da der var en hund ombord på det sidste rumskib og ikke et menneske. Dit billede af kampens meningsløshed i sidste strofe er slående, det er et godt billede.
Når det så er sagt, mener jeg du bør være mere bevidst, ikke kun omkring dit ordvalg, men også formen på sigtet. De store bogstaver, den fraværende tegnsætning (dette er nødvendigvis ikke dårligt) og en lille forklarende parentes, der overhovedet ikke kommer til udtryk, og slet ikke burde have været forklarende. Ved at bruge prosa-formen i sin reneste form og hakke den op forskellige steder, kun for at få det hele til at virke mere hjerteskærende, det er efterhånden et dødt virkemiddel, en ligegyldig kliché hvis man virkelig forsøger at sige noget. Så lad ikke bare tingene stå, men giv dem en lille del af din personlighed, sådan at en omstrukturering af ord ville ændre på digtet.

Thomas, hvis jeg nu skal sige et eller andet om det digt jeg lige har læst, så: Er det tydeligt hvordan en sammenhæng imellem tidens hastighed og din sindstilstand kommer til udtryk eftersom hver strofe først udtrykker tid, dernæst Thomas Tavs Hansen.
Jeg forsøger at finde konstruktionens sammenhæng, og derfor udskiller jeg først tiden, der – kravler, går, løber og spurter. Accelerationens fire faser. Men nås jeg skal udskille Thomas Tavs Hansen kommer jeg frem til: tænker langsomt, er tilstede, nyder og elsker.
Det er tydeligvis nemmere at at beskrive tiden end det er at beskrive mennesket.
Det virker som om du først fik ideen med tidens fire accelerations-stadier, og dernæst forsøgte at applicere dig selv ind i dette skema, og det giver nogle uklarheder efter min mening.

For det første, at ”tænke langsomt”. Du har forsøgt at tilpasse din sindstilstand når det føles som om, tiden går langsomt, og derfor bruger du adverbiet langsom. Det bliver klodset fordi det billede (at tænke langsomt) er så svært at skille fra det bare at tænke.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor du netop har valgt at bringe tiden først ikke ikke omvende forholdet (eks. Jeg tænker/tiden går langsomt//Jeg er tilstede/tiden går//Jeg nyder det/tiden løber//jeg elsker det/tiden spurter). For mig at se er kausaliteten tydeligere, men det er jo ikke sikkert, det var sådan du havde tænkt dig tingene hængte sammen.

Det er en fin idé at se sammenhængen imellem en sindstilstand og tidens relativitet. Man kan stille spørgsmålet, hvad er tid? Men med lige så stor gennemslagskraft kommer spørgsmålet, hvordan er og former et menneskes form sig? Den binære sammenhæng imellem virkelighed og opfattelsen af denne virkelighed, er det ældgamle spørgsmål alle de store filosoffer bliver ved med at stille – forholdet mellem subjekt (mennesket) og objekt (verden). Men jeg synes der mangler vægt i dit ordvalg. Digtet siger mig ikke noget. Brug nogle flere farver når du skal beskrive livets store spørgsmål:-).

God skrivelyst

Det er et sjovt lille rim-digt, du har systematiseret sammen der, om livet, dagen og dens tanker der rykker frem. Under læsningen fik jeg den idé, at man kunne variere slutningen, så tanken måske blev sendt hjem, skulle vente en omgang eller andet. Der er utrolig mange muligheder i den metaforer du stabler på benene. Hvis man så trak barnlige elementer (den elektriske ål) ud af digtet, så nærmer billedet sig æstetisk karakter af god kvalitet. Slet ikke dårligt:-)

Vil du ikke nok udbygge den tanke!!

Din omskrivning af Lignelsen om den fortabte søn fra Lukasevangeliet 15,11 imponerer mig ikke. Du ændrer ikke faderens indstilling synderligt, og heller ikke den ældste broders. Forskellen ligger i, hvem der får tildelt æren (festen) og at den yndste søn tager hele formuen, i stedet for den halve.
Det virker som om lignelsen kommer til at handle om jalousi brødrene imellem, en tanke du dog ikke fører helt ud: ”I det øjeblik havde han lyst til at dræbe sin bror, men han fortsatte. ”

Hvad du måske har tænkt, og som fremkommer i titlen, er dobbeltheden ordet ”frelst” får. I bibelen er den yngste den fortabte. Er det så også den yngste i din tekst, der er den frelste? Eller er det i virkeligheden den ældste broder der, i forbindelse med kristent sprogbrug, er den frelste, som ikke kan træde forkert?

Under alle omstændigheder mener jeg, at du med fordel kunne have givet teksten lidt mere plads at folde sig ud på sprogligt, sådan at universet for din fan-fiction kunne komme til sin rette.
T

Jeg læser digtet som omhandlende den smerte der opstår, når et kærlighedsforhold går i opløsning, og den ene part står tilbage med noget der til at begynde med minder om et tomt liv.

Jeg fornemmer at digtet er dybtfølt... men dine beskrivelser af kroppens påvirkning eller reaktion, går alt andet end lige ind. Som sådan kan jeg forholde mig til de to første linier og fra linien ”Jeg vil ikke dø...” og ned til slutningen. Disse linier beskriver den del af fænomenet, man nogenlunde konkret kan forholde sig til. De resterende imellem-værende, er svære både for dig og en læser. En linie som ”Presset på min overkrop er ubærlig. Luften forsvinder. Det gør min overlevelse umulig.” virker ubegrundet og abstrakt, fordi den ligesom springer ud af konsteksten. Som læser skal man forsøge at komme tilbage til det, man troede digtet handlede om, hvilket først rigtig sker igen i linien ”Jeg vil ikke dø...”. Hvorfor det?
Det er svært, hvis ikke nærmest umuligt at beskrive følelser. Det som du gør, er at ty til et billede af dig selv, som du har inde i hovedet. Efter min mening, kunne du have brugt færre ord, for skarpere at male den stemning, der er i billedet, du ser i hovedet. Med den beskrivelse du giver, forsøger du, ikke helt håbløst, at være poetisk, men du må have en bedre kontrol over hvert enkelt ord. Verslinien ”Nu skal jeg passe på. Det begynder at svide i kanterne af mit hul.” er svær, da den i uheldige vendinger kunne give forkerte associationer, men også fordi den omtaler hullet som ”mit hul”. Formuleringen leder tankerne hen på noget der tilhører hovedpersonen, som var det personligt og noget alle blev tildelt.
Også verset ”Hjertet pumper. Blodet suser. Hjernen knager. Huden brænder.” virker uskarpt. Skal den understrege livet? At hjertet punper er almindeligt, men blod der suser (som vinden) kræver noget af læserens forestilingsevne. Da du så ikke fortsætter denne billeddannelse, men i stedet kaster en død metafor ud som ”hjernen knirker”, betegnende at der tænkes (og ikke føles) og går videre med ”Huden brænder”, hvilket normalt foregår i solskin, en association, læseren ikke rigtig ved hvad han skal bruge til. Der kunne være noget at arbejde på der, i den dur.
Når det så er sagt, er det ikke noget kedeligt eller åndsforladt digt. Det besidder en smerte og en oplevelse, der har noget på sinde. Det er bare synd den ikke kommer helt til sin ret.

Hej Christian
Jeg har nu læst dit digt igennem et par gange, og jeg kan ikke helt finde ud af om dit digt siger mig noget. Alligevel skal du ha denne kommentar, for jeg ved hvordan det er som ung digterspire uden den ene eller anden form for kritik (hvilket dog ikke virker til at være tilfældet for dig).

Først, jeg kan godt lide dine første to verslinier, samt det billedet af, at dine øjne ikke er smukke og reflekterer månens i stedet for solens lys. Specielt det sidste billede maner til, at man forstår noget mere, end lige præcis det, som linierne siger. - Fx at du er et nattemenneske.

Dernæst
Du opererer med fascinationen af en andens øjne, øjne du fortaber dig i og ikke kan være i verden uden. Samtidig stiller du en omverden op som truende. Øjne der kigger på dig og vil dig noget ondt. Der er gode øjne og onde øjne, og så er der dine egne, hvilke du forbinder med månens farveløse skær samt dens mystik. Et menneske uden iris, hvad er det for et?

De øjne du holder dig til og som leder dig gennem verden, synes for mig at se at være "Sølvglinsende, gråskinnende dådyrøjne". Jeg fornemmer en genuin reference til at du holder af og finder noget specielt i disse, menjeg synes ikke det kommer til udtryk i digtet.
Heller ikke er det tydeligt, hvad det er for andre øjne, som ser glubsk på dig. Det som for mig bliver tydeligt er specielt det billede du maler af et øje uden iris, hvilket både skræmmer mig, fordi det hvide i øjnene på et menneske alene er en smule uhyggeligt, for hvad er det og hvor kommer et fra? (det er iris der kendetegner øjet).

Det jeg vil frem tid er, at det billede du "maler", kommer til at fremstå uden noget klart fokus eller stærke farver. Er det dådyret du attråer, kommer det ikke til udtryk fordi du beskriver "dine øjne" som dådyrsøjne i en bisætning (det sår hverken først i strofen eller i verslinien). Omkring de andres øjne mener du voldsomme billeder pludseligt, men uden at følge dem til dørs ved fx at gøre dem kortfattede, slagkraftige, konsekvensfulde. Det er som om den poetiske kraft omkring disse er forsvundet, fordi du ikke bruger de rigtige ord.
Og omkring dine egne øjne, hvilket jeg synes er det interessante ved dit digt, kommer du heller ikke rigtig til udtryk, fordi du forbinder dem med andens øjne.

Nuvel, jeg ved godt det er hårde ord, men tag dem ikke så tungt. Jeg er klar over, at du sikkert er godt tilfreds med digtet som det er, hvilket der heller ikke er nogen grund til at være, for det indeholder da en vis nerve, der har nogle vibrationer der vil et andet sted hen og som har noget andet at sige. Men jeg synes ikke det rammer som det skal.

Til aller sidst vil jeg bare gøre dig opmærksom på nogle få inkongruentheder i dine billeder, som fx "at stå i skyggen af en andens øjne", specielt når disse øjne indgyder LYS (dog en interessant og udbyggelig modsætning).

Jeg håber du kan bruge ordene til nogetsomhelst. Ellers smid dem ud;-)

Venligst Thomas

Det er jo bare en joke:-)