Hej Luna

Meget velkomponeret digt. Kan rigtig godt lide rytmen, stemningen og ordknapheden. Faktisk så meget, at det næsten er ærgerligt, at der er netop én linje, som er på tre ord. Kunne det være:

sammen med
minderne

...så formen ikke brydes der.

Fantastisk indsats.

Keep writing

Brian

Hej Ida
Rigtig fin og følsom tekst. Kan godt lide ideen og rytmen. Jeg ville kigge på strukturen igen. Det ser ud til at der er mulighed for tre strofer med fem vers i hver. Det ville stramme teksten op og formidle budskabet meget tydligere tror jeg.
Dit billedsprog forstyrrer mig i læsningen - jeg ville kigge igen på begge de sætninger, der starter med "som". Det er fint med billeder - de er bare nødt til at give intuitivt mening og "bære teksten fremad".
Jeg skal stoppe, for ellers kommer jeg til at skrive teksten om her, til den fine, stramme form, jeg oplever, den kunne have. ;0)

Keep writing

Brian

Hej

God ide. God gennemarbejdet tekst. Højt, højt formuleringsniveau. Nogle gange for højt. Jeg fornemmer, at det, du vil sige, ind i mellem forsvinder i lyriske formuleringer. Det er mega godt skrevet, men spørg dig selv, hvad du vil med teksten. Nogle gang står den enkelt formulerede sætning stærkere :o)

Keep writing

Brian

Effektivt på få linjer. Det er en særlig kompetence at bygge et narrativ op på få linjer og så arbejde en overraskende slutning ind. Godt gået.

Keep writing

Brian

Et fint dagbogsnotat. Læst som erindring er det svært at vurdere uden kontinuiteten. Du skrive fint og flydende og erindringen har tilstrækkeligt meget kød (og pløse) til at være interessant læsning. Men giv os noget mere: Det læses som om det var en 49-årig der var afsted i 1987. Giv os ungdommens sødme og naivitet (kønsbehåringen hjælper), følelserne og tankerne knyttet til af være så langt hjemmefra osv. Du kan være født gammel, erfaren og blaseret - det er der nogen der er - men, så fortæl os det. :0)

Keep writing.

Brian

Hej Anne Mette

Fantastisk indsats. Fint, enkelt digt, med megen dybde. Jeg bliver helt ked af det, når jeg læser det. Alle de ligegyldigheder folk siger til hinanden for at lade som om svære følelser ikke findes samlet og sat på lyrik. Voldsomt godt gået.

Jeg kan lide det.

Keep writing.

Brian

En fin lille reminder om dødeligheden og meningen med livet. Jeg ville have skrevet noget grimt om ordet "Limbo", men ordbogsopslag viser, at det er velvalgt.

Keep writing.

Brian

Hej Anne Mette

Jeg hører dig. Dit digt er et fint lille powerplay. Jeg kan meget godt lide det. Ideen er god og gennemført. Godt fundet på, godt skrevet.

Stilistisk: Der er lige kommet lidt for meget med, at du stavede til "fortrydknap" og - som altid - ville den sidste sætning stå endnu stærkere uden udråbstegnet. Udråbstegn er altid stærkest, når det ikke er der.

Keep writing.

Brian

Hej Martin

Jeg kan godt lide ideen med dit digt. Der er en fin rytme i dit sprogbrug og det er stilsikkert. Jeg er helt vild med sætningen: "Jeg burde skamme mig over, at jeg ikke gjorde det, som ingen satte mig til.". Den bærer digtet.

Det sagt, så ville jeg overveje at gøre teksten strammere. Hvis han prøvede at være ordentlig, hvordan opstod så kontrasten til det, han gjorde? Var det svært? Glemte han det, til nogen sagde det igen? Ville han gerne, men gad bare ikke? Sæt kontrasten tydeligere op, så er det perfekt.

Keep writing.

Brian

Hej Finn

Super fin idé. Godt tænkt, godt udført. Dejligt, at humoren får lov at skinne igennem. Jeg er helt vild med:

Så fandt Watt på dampmaskinen
Johnny Walker hovedpinen
og hr. Edison fik også sat et spor,
snart fik alle nye lamper
nogle enkelte fik kramper
folks forstand på el var ikke særlig stor

Jeg synes, første del af digtet er det stærkeste. De sidste to vers ville jeg kigge på igen.

Keep writing.

Brian

Hej Daniel

Meget passende lovprisning her i påsken. Jeg ved ikke, om din tekst har et religiøst tilsnit, men sådan læser jeg den.

Jeg forstyrres af ordet "sin" i fjerde linje. Er der en skjult pointe, jeg bare ikke forstår, eller skulle det have været "deres". Og så ville jeg foretrække, at du skar det ned til et udråbstegn. Gerne efter den sidste sætning. Ellers bliver det for meget råberi. De fleste udråbstegn virker stærkere, når de ikke er der. :o)

Keep writing.

Brian

Hej Jannik

Meget stilsikkert. En fornøjelse at læse første halvdel, som er fint stemningsopbyggende. Nogle gange tænkte jeg, at det store ordforråd og formuleringsevnen løb af med dig, så det blev lidt for meget ordgejl og for lidt indhold. Men, det siger nok mere om den stil jeg foretrækker, end om novellen.

Hvis du gerne vil fortælle en historie om en forvandling, så har jeg brug for, at jeg kan se den ske. Høre, hvor svært det er for ham at være "ude", se ham spejde frygtsomt omkring sig, sidde uroligt, tage tøvende skridt, kæmpe imod (osv.). Se det beskrevet, ikke bare få det at vide. Show me, don't tell me.

Der er lidt formelt, som forstyrrer: nogle kommaer og så'n. Det skal bare luses ud. To ting undrer mig: De begynder at tale højere, da musikken bliver stille (?) og man kan betale en drink med "småmønter"? :o)

Keep writing.

Brian

Hej Freja

Fin drejning der i slutningen - god, overraskende overgang. Måske skulle du se, om du kan få beskrivelsen fra den virkelige verden til at være lidt kortere. Det vil virke stærkere, hvis man ikke skal læse ret meget efter historien skifter karakter. Den første del af historien står skarpt på grund af slutningen. Den må gerne tvistes lidt mere over mod det fantastiske.

Der er noget med tegnsætning: punktum, komma, stor begyndelsesbogstav, nutids r og så'n (I med stort, når det betyder personer). Og så skal den luses igennem for stavefejl.

Keep writing.

Brian

Hej Tom
Fint, fint digt. Men, du ved sikkert selv, at det er godt. Så ikke mere ros, men konstruktiv kritik: Jeg snubler over noget med tiderne. Kunne det første være "Alt hvad vi byggede op...", så det ikke pludselig skifter til datid? Nogle af sætningerne i par, passer perfekt sammen - andre virker mere konstruerede; som om du blev så glad for øvelsen, at du ikke fik den begrænset til det, som fungerer bedst (jeg ville personligt slette de to med "skændet" og "dræbt" - så tror jeg, resten står stærkere. Jeg ville også slette "...sammen" i "sparet sammen". I slutningen ville jeg også kigge på tiderne i, så det ikke er datid-nutid. Så det enten bliver tilgiver-gør eller tilgav-gjorde.

Super indsats. keep writing.

Brian

Hej Kenneth!

Dit digt beskriver vel en følelse, som vi alle har haft som unge. Altså af at føle at vi står udenfor det etablerede "voksne" samfund og ikke forstår dets værdier og at "De" ikke forstår os. Men, hvis du vil tilgive en gammel oprører, så synes jeg ikke dine beskrivelser af værdiforskellene er stærke nok. Kan det virkelig være rigtigt, at punk/pop-dikotomien er den stærkeste eller centrale værdiforskel? Er ungdomskampen alene kampen for at måtte drikke øl på åben gade?

Jeg håber og tror på, at der må være mere end det. Jeg synes, det er det, dit digt skulle udforske. Der er en urgammel konflikt her. Allerede Aristoteles skrev: "Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger sine forældre, skryder i selskaber, sluger desserten ved bordet, lægger benene overkors og tyranniserer lærerne." Det var for 2.500 år siden. Hvad er det, som tematiserer denne værdikonflikt mellem "de unge" og "de etablerede"? Hvilken betydning har konflikten for udvikling og socialisering?

Alternativt, må du være meget mere vred i digtet, så det er et tydeligt, polariseret indput i den urgamle konflikt.

Jeg kan godt lide mellemstykket:
"Den udstødte danske ungdom
Er også en del af dit lokale samfund
Den udstødte danske ungdom
Du får os aldrig til at holde mund",
men det bringer mig tilbage til min centrale pointe: Hvis du vil true med, ikke at ville holde mund, så må du sige noget! Noget, der gør ondt, noget, der ryster os, noget, der tvinger os til at se på os selv og reflektere.

Tak for dit digt.

Brian

Hej Simone!

Du havde mig næsten. Ved afsnittet der starter med "Ida var hurtigt blevet blegere og blegere for hver dag der gik", begyndte jeg at føle tårerne komme. De nøgterne fortællende afsnit i skiftevis historiens nutid og tilbageblik opdelt af "For Ida ville aldrig nogensinde komme tilbage... " fungerer rigtigt godt. Jeg får det dog ødelagt af, at der kommer direkte tale. Du kunne have holdt stilen med: 'Hun fortalte hende, at de nok skulle klare sig' i stedet for: ""Vi skal nok klare det os to" sagde hun blidt." Altså lade din fortæller blive inde i Emilie. Så mærker vi bedst hendes smerte.

Det er en sprogligt sikker og fin tekst du har skrevet. Men, som sagt, hvis du vil have læseren til at huske den, så hold helt fast i den unge piges personlige oplevelse af begravelsen. Alt efter Fadervor læses som en beskrivelse fra enhver (sørgelig) begravelse.

Sproglige kommentarer:

"Emilie og hendes mor var begge blevet enige om farven...". Hvem var de hver i sær blevet enige med? Der skal to til at blive enige. Hvis det er 'enige med hinanden', så skal det bare være: "Emilie og hendes mor var blevet enige om farven...". Det er synd, at der er sådan en sproglig fejl helt i starten.

"Måske ville såret dybt i hendes og mors hjerte med tiden hele, men det ville ikke blive som før." Sådan her refererer 'det' i anden del af sætningen til 'såret'. Hvis der ikke tidligere var et sår i deres hjerter, er det ikke det, du mener. Måske skal det være: "...men intet ville blive som før".

"Det var kun et halt år siden" eller måske et 'halvt år'? ;o]

"Det var på om-kring det tidspunkt". 'på det tidspunkt' eller 'omkring det tidspunkt', men ikke begge dele.

"hvids nogen stødte ind i hende". Hvis.

"ville heller ikke komme til det!" Det er næsten altid stærkere ikke at sætte udråbstegnet. Eneste undtagelse er i direkte tale.

"...sammen bad de alle for Idas." Ida.

"...men alligevel Emilie knugede den til sig...". ...alligevel knugede Emilie den til sig.

"...hun havde levet med hver dag i over et halvt år". Men, det var jo kun et halvt år siden hun faldt.

Skriv endelig videre. Du er meget sprogsikker.

Brian

Hej Simone!

Du kan skrive. Ingen tvivl om det.

Denne korte tekst virker som indledningen til noget længere. Hvis jeg skal vurdere den som en selvstændig tekst, så får jeg for lidt. Teksten vil ikke noget og den er ikke stram nok til blot at være et stemningsbillede.

Jeg bliver forstyrret af din fortæller. Hvem fortæller historien? Det andet afsnit starter med: "Sådan havde han det i hvert tilfælde". Men, hvis han er fortælleren, eller du vil holde fortælleren lige bag hans baghoved, så må du holde den dér. "Højt oppe havde stjernerne og månen tændt deres lys, men han kunne ikke se dem.", her forlader du ham første gang. Hvis du vil holde fortælleren på ham, må det være: "Højt oppe måtte stjernerne og månen have tændt deres lys, men han kunne ikke se dem."
"...sine mørke vinger for at komme væk. Den vidste hvad der var på vej." og "Barnet var helt ubevidst om faren omkring sig." Hvordan ved vores fortæller det? Der er naturligvis muligheden for, at du ikke vil have "han" som din fortæller - eller fortælle historien set gennem hans øjne. Jeg tror, den ville være stærkere, hvis "han" var din fortæller, men det kræver en gennemskrivning eller to, hvor der strammes op. Der er meget man ikke bare kan skrive, hvis fortælleren ikke er alvidende. "Hans kloge brune øjne var milde, men beslutsomme." - ingen mand ville beskrive sin egen gamle ven sådan.

Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at du bliver forført af din egen ordstrøm: Hvordan kan larmen herske indenfor, hvis der er larmende stilhed udenfor? Foregår kampene inde i huset? Hvordan kan larmen "herske", hvis den er "svag".
"Det hørte kun sværdenes sang som en vuggevise", men vi har jo lige fået at vide, at: "Barnet kunne stadig kun høre den dybe stilhed. Den sande stilhed. Uskyldens stilhed". Vi er nødt til at have det at vide, når sådanne ting skifter: "Barnet gav sig let i vuggen. Sværdenes sang havde nu også nået barnets sanseplan. Snart ville den være hørlig for alle." Så kan du gå videre med "Det hørte kun sværdenes sang som en vuggevise."

Sprogligt har du ingen udfordringer. Du mangler bare lige at tage nogle bevidste beslutninger (såsom hvem fortælleren er), samt få kontrol over dit blomstrende sprog, så du kan styre den historie, du fortæller.

Jeg glæder mig til at læse mere.

Brian

Hej Anders!

Jeg forstår din tekst. Og den gør indtryk på mig. Jeg kender fuldstændig den følelse og de tanker, du beskriver. Jeg forestiller mig, at teksten er lidt smal på den måde, idet den er så stram og kort, at der næsten kræves forhåndskendskab til de indeholdte temaer.

Der er en del Kornbluth ("The Marching Morons") over din lille tekst. Det er en positiv litterær reference - i hvert fald for mig.

Så langt, så godt. Når du vil skrive så kort og fortættet (og med et lixtal på 40), så bliver det afgørende, at du holder stilen hele vejen. At intet ord er unødvendigt og at alle ord er brugt korrekt (samt, hvis du spørger én med min høje alder, at tegnsætningen er korrekt. Du kan dog have din egne grunde til at sætte kommaer, som du gør.):

At være opslugt, af euforiens gode ånd, for derefter at blive overmandet af den tyngende skuffelse,
som følge af den bitre indsigt, hvorvidt deres humanistiske omtanke og morale
begrænses af både indre som ydre faktorer...

I første del af sætningen må det skulle være "en tyngende skuffelse" (og ikke "den"), da det er "den bitre indsigt" som er sætningens styrende genstand og derfor den eneste, som skal stå i bestemt form ("den" i stedet for "en").

Der er noget galt med ordet "hvorvidt". Jeg tænker, at du refererer til den "bitre indsigt", altså at indsigten er, "hvorvidt deres humanistiske omtanke og morale begrænses af både indre som ydre faktorer". Men, hvis det er tilfældet, så er et spørgsmål (styret af "hvorvidt") jo ikke nogen imponerende indsigt. Hvis du mener en reel indsigt i, at sådan er det, så bør det være: "...den bitre indsigt, at deres humanistiske...".

"morale" skal vel være "moral". "som" må skulle være "og". De tre prikker til sidst (...) forstår jeg ikke. Er sætningen ikke færdig?

Som forreste led i indsigtens hær, mærker og ser man bedre og oftere fjenden. Ulykkens fortvivlende tomhed. End det uvidende individ, der ikke kan se længere end baghovedet på soldaten foran...
Vil ensomhed og fortvivlelse for evigt jage den oplyste?

Her har vi klart tekstens stærkeste sætninger! "Som forreste led i indsigtens hær, mærker og ser man bedre og oftere fjenden." Stærk, stram og præcis!

"Ulykkens fortvivlede tomhed". Hvad? For hvem? Over hvad? Det virker bare som ordgejl og føjer ikke noget til teksten. Ud med det, siger jeg.

"End det uvidende individ, der ikke kan se længere end baghovedet på soldaten foran..." Jeg kan godt lide billedet og egentlig også sætningen. Men, hvad vil den os? Er alle andre soldater i "indsigtens hær" end netop det forreste led "uvidende"? Er det så overhovedet en "indsigtens" hær? Eller er det "indsigtens geled"? Jeg forstår ikke, hvad "End" refererer tilbage til - det må jo være "end noget andet...". Måske mener du: "Som forreste led i indsigtens hær, mærker og ser man bedre og oftere fjenden, end det uvidende individ, der ikke kan se længere end baghovedet på soldaten foran..", men mener jeg, det skal stå sådan (og så væk med "...").

Den afsluttende sætning bærer teksten og runder den fint af. Det er netop det centrale spørgsmål og tekstens tema (for mig). Jeg kunne finde på at give den mere vægt med store bogstaver: "Vil Ensomhed og Fortvivlelse for evigt jage den Oplyste?", men jeg er også tudsegammel! ;o]

Men altså, jeg kunne godt lide din tekst. Skriv endelig videre!

Brian

Hej Astrid!

Jeg kan godt lide din lille tekst. Den afsluttende linje er meget effektfuld og forandrer ligesom opfattelsen af det læste. Godt gjort.

Jeg har nogle indholdsmæssige kommentarer:

Du sætter ikke så mange kommaer. Det virker faktisk fint og fortætter ligesom teksten og læseoplevelsen. Men, jeg tænker, at du bliver nødt til at gøre det konsekvent. I nogle af dine sætninger, sætter du samtlige kommaer. Det får den manglende kommatering i de øvrige sætninger til at fremstå som fejl, i stedet for som et stilistisk valg.

Suk. Hun holder hovedet i hænderne, det føles for tungt til at hun kan bære det. For fuld af tanker, men mest af alt: fuld af spørgsmål.
Når det er "hovedet", så må det være "fuldT af tanker, men mest af alt: fuldT af spørgsmål".

"Selv selvironien havde forladt hende." Fed sætning. Den låner jeg en dag.

I det midterste afsnit benytter du korte, præcise sætninger med god effekt. Men, det er ikke gennemført. Jeg synes, det ville virke stærkere, hvis afsnittet kun indeholdt disse korte sætninger, så det var tydeligt, at det var et bevidst valg fra forfatterens side.

Uden at kunne pege på mere en to eksempler, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at du ikke er helt sikker i benyttelse af "hendes" og "sin" (omend du kan have dine egne årsager til at undgå "sin/sine":

Tårerne begyndte stille at trille ned ad kinderne på hende. Hvorfor ikke: "Tårerne begyndte stille at trille ned ad hendes kinder"?

...og så ville hun sy hullet i hendes jakke "...sin jakke".

Tak for teksten.

Brian

Det virker som en overfortolkning, at man skal have det skidt, for at kunne beskrive følelsen af at have det skidt. Men jeg har mødt det samme herinde med mine tekster. Beskriver man mandschauvinisme, må man være mandschauvinist.

Det er et rigtigt stærkt digt, Martin. Kort og tankevækkende.

Hvis jeg må (du kan jo dårligt nå at sige: "Nej"), så vil jeg som psykolog sige, at der altid er et motiv. Det er bare ikke det samme motiv over tid. Psykologsamtaler er netop ofte konstruktionen af nye motiver med gamle brikker. Midterste linje af digtet kunne derfor også være:

"I et puslespil med et evigt foranderligt motiv"

Din linje fungerer bedre i digtes helhed.