Jeg kan kun tilslutte mig koret af positive kommentarer. Jeg er virkelig imponeret af din fortællestil her - jeg elsker de korte sætninger, der fører læseren gennem teksten i et højt tempo. Og jeg mærkede selv frygten og sad med de samme tanker som Louise. Er han mon...? Kunne han...? At jeg sidder lige så urolig og vagtsom som hovedpersonen, er næsten den største ros jeg kan give.

Hej Myriam!

Jeg blev nysgerrig efter at se, hvad du har publiceret herinde, og jeg synes det er rigtigt godt! Prologen gør det, den skal, nemlig at introducere personerne og lægge op til en større konflikt, som jeg som læser er spændt på, hvad er. Alle personerne er skrevet godt, for jeg kan selv med få ord giver du hurtigt læseren indtryk af, hvad slags mennesker de er. Du skriver godt og flydende, og jeg føler mig ikke sat af på noget tidspunkt.

En ting jeg savner lidt er beskrivelser af omgivelserne. De behøver ikke være fuldstændigt udførligt beskrevet (det ville også bare ødelægge det), men en enkelt linje fx om rummet de er i, mens de spiser med jarlen, eller hvor langt bordet er, hvor mange mennesker der er til stede eller lignende ville gøre det endnu nemmere at leve sig ind i historien.

Et lille grammatisk pip: "Ja, man forstår det ikke." Sagde han trist. Det her skal i virkeligheden skrives: "Ja, man forstår det ikke," sagde han trist. Altså med komma i stedet for punktum og lille begyndelsesbogstav efter " (det skal der også efter !" og ?"). Det forbedrer læserytmen rigtig meget.

Jeg vil i hvert fald læse videre og se, hvad der videre sker med de to tvillinger. God skrivelyst!

En rigtig sød lille historie. Især starten slog virkelig benene væk under mig, der var flowet og fortællestilen helt perfekt.

Aura for Laura, det er en god tekst du har skrevet her :-)
Du får bygget et hurtigt skelet om din historie op, som ikke er tynget af for mange beskrivelser - eller for få - men lige nok til, at læseren lader sig rive med. Overgangen mellem drømmen og selve historien var helt perfekt. Du giver et godt billede af personerne - igen fordi de ikke er beskrevet i overdrevne detaljer.
De få skavanker, der faldt mig i øjnene, tog ikke læselysten fra mig. Kapitel virker lidt kort, men det kommer jo også an på, hvordan du har planlagt, historien skal udfolde sig. Jeg vender i hvert fald tilbage, når der kommer mere! :-)

Det er tydeligt, at du har lagt meget energy i at skabe nogle smukke billeder, men der er en del fejl i digtet, som forstyrrede min læsning meget. Eksempelvis staves det "himmelhvælvingen", "udmattende" skulle have været "udmattet" og der mangler et "-en" på "morgen" i første sætninger. (Her går jeg ud fra, at det ikke er meningen, digtet skal være sådan. De ting, jeg har nævnt, distraherede mig fra digtets egentlige indhold.) Husk altid at læse grundig korrektur på at alle de tekster, du gerne vil sende ind - en god idé er at vente et par dage, før du læser din tekst igen, for så vil fejlene står klarere for dig.
Jeg synes meget godt om indholdet i digtet. Det er godt lavet, at det ikke er åbenlyst, at det er mandens synspunkt, vi ser fra - men alt det negative, der er i digtet, er jo netop det, han vælger at fokusere på.

Jeg er enig. Det er virkelig smukt. Rytmen er rigtig god.

Interessant start, og jeg kan godt lide at handlingen foregår i et univers, der er så anderledes fra vores eget. Især fordi personerne er så hjemme i deres miljø, det giver altid et ekstra lag til historien.

Jeg synes til gengæld at denne verden skulle være bedre beskrevet. Læseren får små bemærkninger om stedet fra tid til anden, og til sidst danner der sig et billede, men jeg tror det ville virke bedre hvis der i det mindste var en landskabsbeskrivelse som noget af det første. Det sætter selvfølgelig tempoet ned, og det er desuden svært ikke at gøre det til en opremsning; men det er meget lettere at forstå en historie, når man fra starten er klar over, på hvilken scene handlingen udspiller sig.

Der er simpelthen for meget læseren ikke forstår; hvordan ser sletten ud? Er græsset grønt, er himlen blå eller overskyet eller lilla? Man tror fra starten at Klippen er en almindelig klippe; men så får man at vide, at den er lille, og åbenbart bliver båret rundt? Bliver den så sat tilbage efter hvert ritual? Og hvilke ritualer? Hvordan kan den give mad? Hvordan er overtroen omkring den blevet til? Hvorfor er navnene en besked - er Klippen så guddommelig, at den påvirker hvilke navne folk får, i hvilken rækkefølge? Og hvordan i al verden kommer Ara på den idé at det er en kode?

Historien mangler desværre noget sammenhæng, fordi læseren ikke får svar på mange af disse spørgsmål. Man er som udgangspunkt nødt til at have en form for forståelse for, hvad der foregår. Det er ikke nok, at Xon ved at Klippen giver mad; læseren vil også gerne forstå det. Man bliver også forvirret af, at Xon hvisker navnene væk på tilsyneladende døde mennesker, som viser sig at være hans levende forældre. "x"'et fra Xons navn mangler i Klippens besked, der desuden virker malplaceret med sin pludselig brug af humor, som slet ikke har været til stede før da. Det er fint nok at bruge jokes, men så skal læseren forstå at man er i et univers, der er lidt grinagtigt.

Jeg synes historien har en masse potentiale, og der er bestemt mange spændende elementer med, men prøv at arbejde lidt mere i dybden med nogle af tingene. Det tager lang tid at bygge en historie op, især i starten hvor der ikke altid er tid til fart over felten, når både personer, miljø og konflikten skal bygges op, men det er jo desværre sådan det er.

En sidste ting er, at din kommasætning er fejlbarlig - det er lidt en skam, for det ødelægger læserytmen. Hvis du er interesseret, vil jeg gerne læse korrektur på dine næste kapitler.

Bliv ved med at skrive! Glædelig jul!

Som jeg ser det er teksten stærkest som den er, nemlig med nogle problemstillinger man med det samme må forholde sig til, fx om Jim er "god" eller "ond". Det er der jeg synes styrken ligger, i spørgsmålene omkring den verden, du bygger op, uden at man står med alle svarene.
Men udtrykket kunne godt have været lidt mere klart; for jeg synes fx der skulle have været flere ophold i teksten, fordi det næsten virker usammenhængende når det hele bare står mast sammen på den måde.
Jeg ved at det er enormt sjovt at skrive på engelsk, men det er også lidt af et sats, for selvom du har en del finesser med (ting som "Religion is where it is at" viser god indsigt i sproget), så skal det være 100% gennemført for at være 100% effektivt, og der glipper det et par steder, hvor sproget bliver for fladt. Et eksempel kunne være sidste sætning, som jeg ville ændre fra; "but excuse me for a second I got to pull the trigger on a mob war," til "but excuse me for a second while I pull the trigger on a mob war." Det er selvfølgelig en personlig mening, men det giver mere liv og flow til teksten.
Ud over det er der et par slåfejl og manglende ord, som er lidt irriterende, du skal nok læse dine engelske tekster grundigt igennem inden du sender dem ind. Men alt i alt en tankevækkende tekst med et stærkt udtryk. Jeg håber du tager min kritik til dig, den er kun velment.

Venlig hilsen Laura

Ja, jeg kan altså virkelig også godt lide dit digt. Og jeg kender i den grad til at hade alting og lysten til at få det ud, hvilket sikkert også er en af grundene til at dit digt rammer så meget plet. Men det stopper lidt for brat til at virke færdigt.

Jeg er enig med mandrup, det er virkelig smukt.

Ja hold da op, hvor ramte den historie bare plet. Jeg er målløs.

Hej Anders! Jeg kan rigtig godt lide det her lille digt. Jeg har læst det før, men det gik ikke op for mig, at det faktisk var dig, der havde skrevet det. Jeg synes det fungerer rigtig godt, småt, smukt og tankevækkende :-)

Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om rimene, men meget af digtet er virkelig godt, og man får lyst til at læse det igen, så godt arbejde!

Jeg tror godt jeg forstår det. Alle folk dømmer andre på det, de umiddelbart ser, og ikke det, der ligger under. Som hvis man klapper en anden på hånden; så skal man ikke bedømme mennesket ud fra selve bevægelse, men fra gestusen i det, ikke? Jeg kender i hvert fald godt den følelse, og den synes jeg du rammer godt i det her digt.

Hvor er det godt, det fik mig til at smile :)

Hmm, usædvanlig, ja, men svær at gennemskue. Det virker som om det er Gud, du snakker om. Og hvis det er, så kan jeg godt lide den sidste linje. Jeg ved ikke, om det var det, du ville frem til, men for mig at høre er der alle de her gode og vidunderlige ting at vinde ved at tro på Gud, og så denne ene konsekvens - at være en andens. Sådan tolkede jeg den umiddelbart, og det kan jeg godt lide, fordi det på sin vis gør din tekst både er objektiv og subjektiv.

Jeg er godt nok ikke helt enig med Mio. Det var rimelig åbenlyst, at den første del var en dagdrøm, men det er absolut ikke noget negativt. Jeg sad og smilede hele vejen igennem, og jeg kunne faktisk især godt lide den linje, Mio ikke brød sig om - der var sjæl i den, og det skulle der jo også være, når det nu var Marek, der opdigtede det hele. Og så er det jo klart, den skulle have fuld skrue, når han nu er en rigtig helt fra eventyrene ;-)

Jeg blev temmelig overrasket over, at han var så gammel, fordi jeg havde forestillet mig ham yngre efter den lille dagdrøm, men det fungerede okay. Personerne blev introduceret virkelig godt, sådan at man blev interesseret i at vide, hvem de var og hvor de ville ende, og det er jo altid godt :-)

Den sidst del gik med Runa gik mig godt nok lidt på - det var der ligesom bare midt i det hele. Jeg så på det første stykke som introduktion af Marek og på en måde også plottet - fordi man fik en fornemmelse af, hvor historien ville bære hen - og det næste som en introduktion af Line, fordi hun på en måde endte i centrum (det kan godt være det er forkert, men det vil jeg tage stilling til senere i historien så :P). Det sidste kunne vel godt være en introduktion af Runa så, men der var ikke nogen "fremtid" i det, ingen egentlig grund til at hænge på - kun en smule nysgerrighed hvad angik stenene og medaljonen. Hvis du havde hintet lidt til - som det blev gjort hos Marek - hvorhen storien kunne gå, hvad Runas formål i historien var, så havde det været meget mere spændende at læse.

Slutningen var også lidt underlig, fordi det stopper som på et "spændende" sted, selvom det ikke rigtig har så meget betydning for læseren, da scenariet minder mest af alt om en drøm, og det derfor er lidt svært at tage alvorligt at Runa er ved at kaste sig ind foran et sværd.

Nå, under alle omstændigheder så synes jeg første kapitel er enormt velskrevet, og det kan absolut ikke gå galt hvis du fortsætter i samme boldgade :-)