Puha, Schane

Den sad lige i hjertekulen.
Du har en forunderlig evne til at ramme de splitternøgne følelser rent, helt uden om skjold, skanser og parader. Jeg håber eddermame ikke, at blot det halve er sandt, for så giver jeg mig til at tude igen. Du er en snurrig ord-ekvilibrist uden lige.

De bedste hilsener fra Olivia

Men størst af alt er kærligheden.
Det sætter mange tanker i gang, dit helstøbte digt. Men hvilke tanker?
Velskrevet, smukt, melankolsk og lidt gammeldags i sin poetiske dans omkring høsten som den første vinterbebuder.
Digtet har en lidt bastant rytme, som er ført meget sikkert igennem. I nogle af versene dunker den vedholdende rytme næsten højere, end de fine billeder kan bære. Men også kun næsten. Til gengæld går form og ord op i en højere enhed i disse to vers.

”Fuglesang og kvindekvidder,
sommers lette poesi
nu forstummet. Nu kun lyder
høstens tyste melodi.”

Her slår stemningen over i mol fra dur, ”høstens tyste melodi.” (Spøg til side; kvindekvidder forstummer, aldrig, ALDRIG – høst eller ej).

Og

”Tidligt mørke, natten længes,
luften renset, klar og kold.
Himmelhvælvets mange øjne
stirrer ned på marken gold.”

Det sidste vers afrunder formfuldendt, at kærligheden hæver sig over årstidernes skiftende udfordringer.

Jeg vover næsten ikke at lege sprogpoliti over for den mægtige Sabbath, men;
”Lyt så til et sandhedsvidne,
til dens strenge kleresi.”
- Er det så ikke 'dets strenge kleresi' - som jeg læser det, viser ’dens’ tilbage til ’sandhedsvidne’.

De bedste høsthilsener

Olivia

Jeg har ikke glemt; dit fine digt og nu ligger jeg på stranden og kan pludselig sætte ord på oplevelsen. Det sitrer og har i den grad nerve, er på samme tid fnuglet og dybt eksistentielt. Jeg bøjer mig i støvet.

De bedste hilsener fra Olivia

Hej Schane

Hvad griner du af? spurgte min søn på seks. Og det var lidt svært at forklare ham. Noget jeg har læst af en der hedder Schane, svarede jeg.
Hvorfor er det sjovt? ville han vide.
Tja. Fordi det er sjovt og morbidt på samme tid. Fordi døden snød denne her mand i en by der hedder Venedig. Men døden snød også en gammel sang af et band der hedder Gasolin. Giver det mening? spurgte jeg.
Næh, sukkede knægten.
Måske når du bliver lidt større, sagde jeg til ham.

- God aften herfra :-)

Hej Caroline

Det er en ferm, afrundet, helstøbt lille tekst du har begået. Så velskrevet og sprød i sin vekslen mellem symbiosen dig & ham og verden omkring jer. Nogle meget enkle og alligevel ufatteligt stemnings- og billedskabende sætninger: ”vi står og spærrer for kartoflerne i Irma” – I love it.
Det hele sat ind i en stram struktur – glimtvise flashbacks, afrundet af en ”Det var sidste gang”, undtaget sidste sætning
(OBS! SPOILER ALERT)
- som også lyder som begyndelsen på resten af livet uden ham; ”Det var første gang jeg aldrig hørte fra ham igen.” Der er så meget stemning og længsel i den sætning. I det hele taget udnytter du sprogets og sætningernes muligheder mesterligt.
Det var absolut ikke sidste gang …jeg læste noget af dig ☺

Mvh. Olivia