herlig fortælling (: du har en god og behagelig fortællestemme, og jeg tror historien vil gøre sig godt læst op. det er tydeligt at du har givet omgivelserne meget eftertanke og det virker troværdigt. der er dog nogle punkter hvor mit hoved stillede spørgsmålstegn:

McFaust - for mig bryder Mc'et med verdenen, da det har meget stærke rødder til jorden.

"Ja, vi søger sydpå. Vi rejser til Vindisburg i morgen", svarede Oleg efter tanken om de vilde fra nord havde forladt hans hoved. - er de ikke mere kraftigt i hovedet? de har da vel ikke forladt hans tanker imens han snakker om dem?

"Der kommer ingen soldater og ingen skibe!", svarede Oleg med en stemme der gjorde det klart, at hans tiltro til adelen i Vindisburg. - uafsluttet sætning.

"Skal vi se at få fårene tilbage i folden?" spurgte Eirik og vendte sig om mod Cain. "Det bliver mørkt snart" - som den ældste ville han vel kommandere ikke spørge sin lillebror?

Tilbage stod Eirik uforstående og kiggede på sin lillebror der i stor fart rendte tilbage op ad bakken. - jeg har lidt svært ved at tro at den handlekraftige krigersøn bare står tilbage uden grund, når lillebror ophidset tysser ham og stikker af. det kan sagtens ske, men bare vær opmærksom på hvad det gør ved hans karakter.

jeg forbinder ordet soldat med nutidig kamp med skydevåben etc. jeg ved ikke om det forstyrrer andre end mig i en fantasyfortælling? (;

måske det er en ide at holde sig til en type fødselsdag/år eller navnedag/somre?

vær opmærksom på brugen af ordet "kørte", da det er et moderne ord, ligesom "okay/ok"

hvem i den verden ville ikke være glad for at finde en ged der kan fedes op og spises? den kan da sagtens komme med dem, og det er jo ikke fordi de skal bære på den, bare fordi at det er et kid. hvor er dens flok dog? er der spor af den, eller kom den mirakuløst til Cain?

"Lukker du lågen, så fortæller jeg far at alle 20 får er kommet med tilbage?" spurgte Eirik i en kommanderende tone. - tvetydig. selve sætningen er et spørgsmål, men tonen er kommanderende? "luk lågen, så fortæller jeg far..."

Nu var der kun mørkt og skummelt.
Altid havde han boet herude ved vandet. Han vendte blikket mod vest og kiggede ud på havet. Det var helt stille nu. - hvordan kan han se på havet hvis der er mørkt? er der kraftigt måneskin? og hvordan er der skummelt? skyggerne? fordi naturen ikke længere er farverig? er han bange for mørket?

Var det følelsen af at vide han sikkert aldrig ville sidde her og kigge ud over havet igen? Eller var det længslen efter noget nyt? Noget fremmed? En behagelig følelse af frihed og ro? - hvor kommer den behagelige del af hans følelser fra? nyder han nye ting? nyder han at tænke i mørket? jeg troede at det bragte ham ubehag op indtil det ord.

Han rejste sig og sammen travede de hjem til de andre. - det er egentlig meget smukt sagt, men hvor langt er folden fra deres hus? skal den ikke være i nærheden for at hjælpe med at holde rovdyr på afstand? hvis det er deres velstand, så holder man den tæt. det var først senere i middelalderen at man fik seperate stalde til dyrene, ellers levede de i den ene ende af huset, både for varme og for beskyttelse.

Glæder mig til at læse videre!