Der flammer et hjerte, af guld er det kranset,
det skjuler sin smerte og har sig forskanset.

Bag torne og volde ubrydelig hårde
det kender kun kulde og isnende tårer.

Vil slet ikke kendes ved varme og ømhed,
tør slet ikke vendes til lykke og skønhed.

Det sanser kun mørke og ensomhed øde,
dets væsen er tørke, dets følelser døde.

Det længes mod noget, men afviser kærtegn,
dets sind er så kroget, tror ikke på jærtegn.

Oprigtigt og kærligt skal voldene svækkes,
forsigtigt og ærligt skal hjertet da vækkes.

Befriet for smerten er tiden nu inde,
hvor hjertet ser Verden og finder dig, kvinde.