Strøgene over de opspændte strenge arbejder sig videre ind i efterårets klangbund
og vi vandrer ad fortabte stier, selv Guderne har glemt, og leder efter et drys
fyrrenåle, til teen skal tilberedes efter meditationens glemsel har taget os
Der er to retninger i den gamle og han vil så gerne skubbe mig videre men
vi har ting vi skal huske at mindes så måske skal intet lige nu gå for stærkt på den der violin
Kan violinen være en tidens faktor, et sprængfarligt stykke alvorslegetøj vi ikke kan glemme
som vi ej heller helt kan glemme os selv, selvom vi prøver på det i de dybe vejrtrækninger -
kan violinen være som en spillemands sidste udvej, der via det desperate fremkalder en særlig længselsfuld lyd vi kan opfange signalet fra når vi vandrer på de fortabte stier
Hvem har sagt jeg skal tro på noget, spørger jeg mig selv, for du er gået ned til elven for at hente friskt koldt vand, og jeg mærker et øjeblik en gennemtrængende angst for at du ikke kommer tilbage(til mig) og at fanden endelig har taget dig, sådan som det hele tiden har været din plan, hvilket ingen undres over når de ser at dit liv er blevet en stor provokation
Åh baby, hvor blev sangene af, hvor blev den stædige Tai Chi levevis af, som skulle frelse blikket i mine børns øjne
når de ved at det er okay at lege videre, fordi far og mor også stadig kan lege
på de fortabte stier