Uanset hvor meget jeg prøver, og tro mig! Jeg prøver,
så er min hjerne verdens største selvværds røver!
Sidder fast, holder ud, og trives i min egen elendighed,
er bange for at den her tilstand er min nye virkelighed.
Ensomheden er størst, når jeg er omringet af folk.
Heldigvis har jeg en følelses tolk!
Terapi hjælper, men jeg HADER at arbejde med mig selv,
for ingen gider at arbejde med en man ikke kan li', vel?
I flere år, har mit sind været en vreden kareklud,
og giver ikke kun skylden på mit kæreste brud!
Fik forleden en åbenbaring,
En "det her kan jeg leve med" forklaring!
Det lyder skørt,
Men vores forhold er ikke over! Det er fuldført