Nomaden, som vandrer frit.
På kammelrit som så tit.
Kunne han blot slukke den Satans varme.
Fra solen som kun vækker harme.
Svælget som klistrer,
mens han på ørkensand sejler;
ja livet det for ham kun fejler.
Varmen der hans tanker lammer.
Afmagt skrig hans sjæl det rammer.
Nomaden som aldrig vender om.
Selv ikke længe efter,
at sind og sjæl er tomme.
I ørkenen ser han syner,
om at det snart er omme.
Håbet rinder ud,
når hans sejr, den står for skud.
D