Undren fylder disse lysforlængede eftermiddage
En undren hvor meningen ikke mere kommer snigende
Med den fine gamle charme som katten der stoler på du har fyldt madskålen
Denne snigende uhygge ved den alt for rationelle spiritualitet
Dit indre vagtværn har fyldt dit hovede med
Snigende mening, snigende uhygge
Kunne man blot selv vælge mellem de to
Men den store hær du har ført frem fra gamle bøgers
Flueben og fodnoteversefødder afslører blot at den type
Overlegen styrkefremkaldelse ikke giver en følelse af ægte mening
De drak din tålmodighed op da du var lille og også da du var ung
Du vaskede deres askebægre af
Og asken lægger sig stadig i hele stuen når du fyrer op
Fordi du i dette liv bare ikke fatter det en god skorsten repræsenterer
Luft, ventilering, økonomi på den indre varmes område
Alt er så tit tabt på gulvet
Og du er nået til næsten at nyde den vante rutine med at samle skårene
Op og se at komme fremad
Sjælereparationernes skår
Men det der udebliver er meningsfylde
Og den soulmate
Du ville nyde den tredje alder sammen med
Er faret vild i en ørken
Som du ikke orker at hente hende ud fra
Og alligevel vil du gerne møde endnu en ørken
Med eller uden nødstedt soulmate
Der er noget ved at drikke den sparsomme dug fra en kaktus
Der er noget ved hende
Hun viser dig hvordan du sliber sjælen til og skærper ånden
Som filosoffen fra Holland sleb linser til kikkerter
Til det bedre borgerskabs fritidsjægere
Sammen finder I mening i den ørken
Sammen er alt
Sammen lyder som starten på sammenhold
Ofte ender varmens forelskede rus i en afmatning der bygger på seksuel mæthed
Man har fået det man kom efter, synger sjælen pludseligt og forræderisk
Og har ikke mere planer om at bygge og bo på Strandvejen nummer 2
Du har ellers drømt hver anden nat om hvide broer...hele denne vinters nætter
Drømmen er mere kærlig mere levende end dine lange dage
Der må fyldes med fantasi og hallucinationer for at være udholdelige
Og holde selvmordstankerne på afstand
Din gamle kammerat der syntes du havde fortjent noget her i livet og støttede hvad han kaldte din originale varme
Sidder nu som koldt lig i din aura efter sit selvmord
Og vil ikke lade dig være
Du vil ikke dø nu og længes ikke efter at se ham så meget
At du forener dig med hans kolde ligs kulde
Ved selv at æde tusind panodiler på en gang
I stedet går du i helsebutikken og køber soyafond
Og laver kartoffelporresuppe som fonden er et skævt smukt
Krydrende element i
Smagen bliver et afgørende fugtigt
Øjeblik på suppeskeen
Rejs hjem, kolde lig, hvisker du til din gamle ven
Og slipper en stjerne
Da han uden smil
Rejser sig i din aura
Og skøjter rank og stolt hen ad en knivsæg
Du netop nu vasker op
I din stålvask
Som du altid holder så ren
Som du altid holder så ren
For at kunne stå op til noget velsmurt
Og derved være din egen bedste bror