Under vulkanens brud
af vrede
tager jeg tavsheden
som min ven
jeg kan også eksplodere
når vreden udfordrer mig i sin kamp
vælger jeg blot at købe min værdighed
og går min vej
Når jeg sidder alene
tænker jeg tankerne igennem
sorterer tankerne i deres hylder
jeg finder flere irriterende tanker
jeg tillader derefter mit hjerte
at eksplodere i gråd
ingen hører mig
ingen medlidenhed
jeg fortryder ikke
min tavshed
Jeg valgte at veje mine ord
bedøvede min vrede
da jeg kvalte tårerne
i stilhed
mens mit indre stemme
talte opfordrende til tårerne
du er modig
giv mig styrke
lyttende tårer
sænker roen i min stemme
jeg møder de samme personer
under vulkanens brud
der sker ingen ting
jeg smiler på ny