Huden hvid med grålig skær
Liv afsløres kun i de blå årer
Hjerte høres dunke helt nær
Farver fra ansigtet, er i tårer
Svagt åndedræt løfter bryst
En piben fra smalt næsebor
Som den eneste hørbar røst
Tynd hud ligner et perlemor
Øjnene matte, ser ind i intet
De blinker automatisk i takt
Bekymringer er blevet sigtet
Af tanker og smertens pagt
Stilhed indtil den næste krig
Sjæl som en blind passager
Mod, er at slippe følelser fri
Turde mærke hvad der sker
I frygt, bliver modet usikker
Skadet følelser vælter frem
Livet åbner hvis man kigger
Men synet, sløres af skam