Mor hvor er du mon henne nu
Sorg truer med at rive mig itu
Som barn var død uforståelig
Troede du og far var udødelig
Naivitet fra det frie barnesind
Hvor døds toner ikke kom ind
Mor og far var som superhelte
To klipper der ikke ville vælte
Med tiden måtte jeg dog indse
Det mest utænkelige kunne ske
For Mor du er ikke hos os mere
En sandhed jeg ikke kan bære
Her sidder jeg med dit smykke
Du bar når du var fuld af lykke
Dine smykker fangede din ånd
Men ligger nu koldt i min hånd
Mor, ved du er her i mit hjerte
Som for evigt bærer på smerte
Men holder det løfte jeg aflagde
Elsker dig til månen og tilbage!